Det er på overfladen meget simpelt at fortælle handlingen i Lamento: En mor, jeg-fortælleren, skriver et brev til sin voksne datter. Hun fortæller om sit første møde med drengen, der en dag skulle blive din far, deres stormfulde forelskelse og til sidst destruktive kærlighed. Det er så at sige klassisk "dreng møder pige", i hvert fald i første halvdel af bogen. I sidste halvdel bliver dreng og pige voksne, de flytter sammen, bliver gift, får barn og overvældes af hverdag.

Den banale forelskelse

Ild fylder hele romanen: I begyndelsen er det unge par vidner til en brand, hvor en ung pige brænder ihjel. Så er scenen ligesom sat, for ilden fortsætter med at brænde gennem romanen som allegori på kærlighedens altfortærende kraft. I begyndelsen opsluger forelskelsen dem og isolerer dem fra verden udenfor.

Og november flød ind i december, og telefonen blev ved med at ringe, hver dag eller nat ringede den og trak os op på bredden af tidløsheden, og vi lå der nøgne og sårbare og lyttede til den, verdens og menneskenes insisteren, niddet over, at nogen vover at tro, at de kan leve uden for tiden. Den ringede og ringede, og vi lod den ringe, undrende, ængstelige, og den ringede ud.

Mange læsere vil genkende den altopslugende forelskelse, som Madame Nielsen beskriver så rammende i romanen. Det er en forelskelse så stor, at selv de mindste banaliteter bliver lykken:

At sammen, med ét og i det helt rette øjeblik standse op, se åndedrættets hvide sky stige fra hinandens munde, spænde rygsækken af, handskerne, mærke frosten bide i huden, åbne sækken og løfte pakken op og folde madpapiret ud og se miraklet, så enkelt, to skiver brød med brunost og æblet, vi deler.

Det er en let genkendelig forelskelse, som Madame skitserer for læseren – en forelskelse som alle andre, men serveret på en noget storladen, sentimental måde, som går i tråd med Madames typiske skrivestil. Man flyder med på bølgen (eller måske rettere flammen) af hendes arabeskagtige sprog, som er spækket med appositioner og indskudte sætninger. Det understøtter handlingens næsten vanvittige forelskelse og fungerer desuden rigtig godt sammen med de, til tider, sidelange sætninger; for læsningen tager næsten pusten fra læseren på samme måde, som forelskelsen tager pusten fra den forelskede.

Forelskelsen kan være så voldsom, febril og fortærende, at kærligheden, der skal opstå af den, bliver en skuffelse

Det er ikke at røbe slutningen, når jeg fortæller, at denne kærlighedsroman ikke ender med ordene "og så levede de lykkeligt til deres dages ende". Det er hele præmissen med bogen. Da forelskelsen fortager sig, bliver parret konfronteret med noget, som ofte viser sig at være en dræber for par: Hverdagen! Det almindelige, der kræver det største mod og ikke bare giver sig selv. Hverdagen. Som hverdagen trænger sig på, som den jo gør, lukkes flere døre – bogstaveligt og metaforisk – mellem parret. Selvom kærligheden mellem vores tidligere forelskede par ikke er stærk nok til at overleve hverdagen, er der ingen tvivl om, at Lamento er en kærlighedsroman og en fin afslutning på Madames kærlighedstrilogi, for med sit retrospektive og analyserende blik undersøger jeg-fortælleren, hvorfor kærligheden ikke holdt. Romanen er meget mere end "dreng møder pige", og romanens egentlige ligger som brudstykker gennem fortællerens betragtninger over, hvad der var årsagen til det forliste forhold.

Måske kunne han allerede dengang ikke helt give sig hen. Til livet, det ganske almindelige og formløse liv, der er kærlighedens.

Læs også - Jeg er først og fremmest bare et menneskeligt væsen - Interview med Madame Nielsen

Fakta:

Lamento, en kærlighedsroman udekommer på Forlaget Grif

Topfoto: PR-foto/ Forlaget Grif - Eirik Brekke