I Auður Ava Ólafsdóttirs nyeste roman, Miss Island følger vi en ung kvinde med forfatterdrømme. Hun har store forventninger til livet, selvom hun lever i en tid, hvor mænd bliver digtere, og kvinder føder børn eller deltager i Miss Island

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Året er 1963, og den unge islandske kvinde Hekla, som er opkaldt efter øens mest aktive vulkan – ja, der er selvfølgelig en del symbolik bag dette navn, men det vender jeg tilbage til senere – rejser fra sin fødeby Dalir, en isoleret flække, til hovedstaden, Reykjavik. Med sig har hun sin skrivemaskine, nogle bøger, et manus og store drømme om at blive forfatter.

"sandt at sige ville jeg have troet at det her var skrevet af en mand"

Island har en lang litterær tradition, men kun ganske få kvindelige forfattere i midten af det tyvende århundrede. I den mandsdominerede verden føler Hekla sig nødsaget til at skrive under et mandligt pseudonym. Og da hun bliver kæreste med en uudgivet digter, holder hun både sine drømme og ene udgivelse skjult for ham. Og det er der måske en god grund til: For da han opdager hendes hemmelighed, har digterkærestens maskuline stolthed svært ved at håndtere, at hun har mere talent end ham. Mens han har den ene skriveblokade efter den anden, hober ordene sig op i Hekla, som endda får et møde med en forlægger. Jeg vil ikke røbe, hvordan mødet ender, men forlæggerens kommentar er et eksempel på kvindelige forfatteres kamp for at blive udgivet: "Teksten rummer helt bestemt både frygtløshed og mod, sandt at sige ville jeg have troet at det her var skrevet af en mand".

Kvinder bliver ikke forfattere, de føder børn eller deltager i Miss Island

Hekla er en smuk ung kvinde og bliver flere gange tilbudt en plads i skønhedskonkurrencen Miss Island. Hun svarer hver gang med et kort "nej". Men hvad Hekla egentlig mener om konkurrencen, ved læseren ikke, for selvom hun er romanens fortæller, inddrages man sjældent i hendes tanker og følelser.

Det er derimod gennem bipersonerne og Heklas dialoger med dem, at vi lærer vores hovedperson at kende. Da hun først kommer til Reykjavik, flytter hun ind hos sin gamle ven, Jon John, som også kæmper med at finde sin plads i samfundet: Han er homoseksuel og drømmer om at sy kostumer på et teater. Han og Hekla er billedet på de utilpassede i den mandsdominerede, konservative verden, som romanen skildrer.

Heklas barndomsveninde, Ísey, er hendes kontrast: I en alder af toogtyve år er hun gift og snart mor til to. Hun lever det liv, som forventes på denne tid. Når Hekla og barndomsveninden mødes, får Ísey mere taletid end vores hovedperson, faktisk så meget at læseren kender Íseys følelser bedre end Heklas. Ísey minder ofte sig selv om, at hun er tilfreds med sit liv, men lægger dog ikke skjul på, at hun føler sig fanget. Hun sætter ord på romanens feministiske tema: "Mænd bliver født som digtere. Når de er i konfirmationsalderen accepterer de det uundgåelige hverv at være genier. Det betyder ikke noget om de skriver bøger eller ej. Kvinder derimod bliver kønsmodne og får børn som forhindrer dem i at skrive".

Jon John er Heklas ligestillede, og det er tydeligt, at Íseys rolle er at være Heklas modsætning. Det er primært i lyset af hende, at Hekla står frem som en kvinde, der går imod normerne og følger sit hjerte. Og her kommer vi tilbage til symbolikken i navnet: For når hovedpersonens navnesøster er en aktiv vulkan, forventer man at se en indre kraft som boblende magma i Hekla – kvinden, ikke vulkanen – men de urkræfter kommer desværre aldrig op til overfladen.

Romanen er tydeligt karakterbaseret. Det er gennem dialogerne med bipersonerne, at vi lærer Hekla at kende. Men simpelthen ikke nok. Bipersonerne fylder for meget i forhold til Hekla. Jeg ville gerne se meget mere af Hekla. Men det er også eneste kritikpunkt, for Auður Ava Ólafsdóttirs roman er en fin lille bog med meget på hjerte og skrevet i hendes vanlige sarte, fine og poetiske sprog, flot oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Fakta:

Bogen udkommer i dag på forlaget Batzer & Co