Det er et familiefoto. Lone Hørslev holder et sort-hvidt foto op. Far, mor og tre børn er samlet i en lille stue. Med lysekrone, blondegardiner og to små dannebrog ved vinduet. Den mindste dreng er i matrostøj, og pigerne er i hvide kjoler. Billedet forestil-
ler Lone Hørslevs tipoldemor og tipoldefar med deres børn, og det satte gang i hendes nysgerrighed.
“Jeg spekulerede på, hvor det mon var taget henne. Der var et mysterie i at sidde med et billede og ikke vide præcis, hvem der var på billedet, og hvor det var taget henne og så begynde at trevle historien op.”
Fotoet blev startskuddet til Lone Hørslevs nye roman ‘Halvt i himlen’, om hendes oldemor Ellens unge år i 1920’erne.

‘Halvt i himlen’ er en fortælling om to søstre, Ellen og Dagmar, der vokser op i det indre Københavns underklasse, og som må slide og slæbe for at få mad på bordet. En dag får Ellen nok af livet som tjenestepige for et nærigt gammelt ægtepar. Helt uhørt for tiden siger hun sin stilling op, og søger sammen med sin søster Dagmar arbejde på Oskar Davidsens nyåbnede smørrebrødsrestaurant. Herefter åbner verden sig langsomt op for de to søstre.

Indre København og smørrebrød

Det viste sig, at billedet var taget i Lars-
bjørnsstræde, også kendt som Pisserenden, i det indre København, hvor familien boede, da Lone Hørslevs oldemor var ung. At det netop var i Pisserenden, at fotoet var taget, vakte stor begejstring hos forfatteren.
“Jeg tænker på mig selv som en ærkejyde. Så da jeg fandt ud af at de her to søstre var vokset op inde i Pisserenden, syntes jeg, det var mega eksotisk. Indre København og smørrebrød... Jeg tænkte jo, at jeg fik foræret en scene dér. Hvis man skal tage en tidsmaskine et sted hen, så synes jeg da, at det var et interessant sted at blive sendt hen.”
For at kunne skabe en troværdig fortælling om livet i starten af det forrige århundrede, har Lone Hørslev besøgt lejligheden, hvor familien boede. Bygningerne er fredede, så de fremstår nærmest, som da Lone Hørslevs tipoldeforældre boede der.
“Det gjorde det nemt at leve sig ind i, hvordan det var. Der sker noget for mig, når jeg får scenen sat. Så står de bare lyslevende. Jeg havde en lignende oplevelse, da jeg skrev min bog om Marie Grubbe,‘Dyrets År’, hvor jeg besøgte Aggershus, hvor hun boede. Jeg kunne ligesom se dem være der og mærke, hvordan de har gået rundt i rummene. Det bliver meget mere virkeligt.”

Et levende dukkehus

Udover romanen ‘Dyrets År’ fra 2014, der handler om den famøse adelsdame Marie Grubbe, beskæftiger Lone Hørslev sig, efter eget udsagn, primært med almindelige mennesker i sine værker.
“Jeg kan godt lide almindelige mennesker, deres liv og tanker. Som det ekstraordinære i det ikke så ekstraordinære. For alle menneskers liv er jo samtidigt helt unikke og centrale og væsentlige for dem, der oplever det.”
Men i oldemorens fortælling fandt forfatteren en bemærkelsesværdig historie i et, på overfladen, ordinært liv.
“Det her med to kvinder i starten af århundredeskiftet, som får en uddannelse og dermed en del flere muligheder. Det havde jeg lyst til at dykke ned i,” fortæller Lone Hørslev om romanen, der tager udgangspunkt i hendes oldemors liv, men er spundet sammen med fiktive elementer.

“Jeg har oplevet det lidt som at udfylde en priktegning - jeg har nogle prikker at gå ud fra, men jeg udfylder selv stregerne. Jeg har et udgangspunkt, der hedder København, 1924. Det er som et dukkehus, hvor jeg sætter dukkerne ind, og så går de ellers i gang med at gøre ting. Sådan tror jeg det er at skrive for mig. Jeg sætter personerne ind og spørger, ‘hvad skal der ske her?’ Nogle gange lever det, og nogle gange lever det ikke. Her havde jeg med det samme en følelse af, at det levede, og at jeg var interesseret i karaktererne og i stedet.”

De usynlige kvinders historie

Siden vi gik ind i bogåret 2021, er der dukket en håndfuld bøger op, der har det til fælles, at de fremhæver kvindestemmer, som er gået tabt i historien. Gry Jexens ‘Kvinde kend din historie’, Eva Tinds ‘Kvinden der samlede verden’ om zoologen Marie Hammer, Jesper Wung-Sungs ‘Kvinde set fra ryggen’ om Vilhelm Hammershøis kone Ida Ilsted og Lotte Kaa Andersens ‘Den inderste kerne’ om seismologen Inge Lehmann handler alle om markante kvinder, som har gjort et vigtigt stykke arbejde, eller har levet et ekstraordinært liv, men som i større eller mindre grad er blevet overset i historiebøgerne.

Med sin nye roman skriver Lone Hørslev sig ind i denne tendens. Og så alligevel ikke. Mens førnævnte bøger beskæftiger sig med kvinder, som var kendte i deres samtid, omend de blev glemt af eftertiden, møder vi i ‘Halvt i himlen’ to på mange måder almindelige søstre, fra en københavnsk arbejderfamilie.
“Det er netop de usynlige kvinders historie det her. Det er dem, som ikke havde noget at sige, og som ingen hørte på, dengang de levede. Det var jo et kæmpe flertal af kvinder, der levede på denne her måde. De fortjener jo også at få deres historie fortalt.”

For forfatteren har det været en pointe at fortælle, at helt almindelige kvindeliv, så markant anderledes ud for blot 100 år siden. Under researcharbejdet fik Lone Hørslev, med hjælp fra historikere, et dybdegående kendskab til unge kvinder og særligt tjenestepigers forhold i begyndelsen af 1900-tallet.
“Det har været tankevækkende at høre, hvor brutalt det var dengang. Der skal vi jo bare være glade for, at vi er nået så langt, som vi er, at vi ikke har den slags forhold mere. Det er også en fortælling, jeg gerne vil give mine børn. Vi skal ikke længere tilbage i tiden, før det var helt anderledes, med kvinders muligheder og rettigheder.”

Farlige forbindelser

En sommeraften er Dagmar og Ellen i Tivoli, hvor de møder tre unge mænd, som byder på vermouth, dans og en tur i rutsjebanen. Det er nyt for de to søstre at “gå med frem-mede”, og det skal vise sig udfordrende at navigere mellem nysgerrighedens kalden og moderens strenge regler. For Lone Hørslev har det været fascinerende at arbejde med en kærlighedshistorie hvor bogstavelig talt alting er på spil.
“Vi har det mørke København og de her kvinder, som bare er fuldstændig låst i deres skæbne. Med biller under sengen og massere af hårdt arbejde. Det værste, der kan ske for sådan en familie, det er, at en pige bliver med barn. Moren kommer med sure formaninger, men det kommer et sted fra. Det kan betyde liv eller død for en familie,” fortæller Lone Hørslev.

“Jeg synes jo, at sådan noget med forelskelse, kærlighed, romantik, sex og parforhold altid er spændende. Men det er også spændende sat i en kontekst, hvor en erotisk forbindelse kan betyde ens totale undergang. Det er noget helt andet end i dag, og det synes jeg er vildt fascinerende. Man tænker ‘gud, tænk hvis jeg selv havde haft sådan en ungdom, hvor jeg skulle rende og passe på det hele tiden’”.

Ansvaret for familiens historie

Arbejdet med ‘Halvt i himlen’ har givet Lone Hørslev en endnu større respekt for hendes oldemor. Og så har skriveprocessen fungeret som et forsøg på at sætte sig i Ellens sted.
“Min mor havde et meget tæt forhold til sin farmor, Ellen, og hun har altid fortalt om en kvinde, der knoklede som få andre, og aldrig brokkede sig. Hun fik bare tingene gjort. Det er det billede jeg har haft af dem, som foretagsomme kvinder. At skrive romanen har hjulpet mig med at forstå, hvor det kommer fra - hvordan man bliver som dem, og hvad deres drivkraft har været.”

Lone Hørslevs mor og moster har til forfatterens store lettelse fortalt, at de kan genkende det billede af Dagmar og Ellen, som hun har skrevet frem. Alligevel indrømmer Lone Hørslev, at hun føler et vist ansvar overfor den fortælling, hun har skabt om familien.
“Jeg forestiller mig nogle gange, at vi sidder hjemme hos min mormor og spiser smørrebrød, da jeg var barn, mens jeg kigger på de der gamle damer og forestiller mig, hvordan de var, da de var unge. Tænk, hvis de havde vidst, at jeg skulle skrive den bog”. Lone Hørslev sætter en hånd på kinden, og er stille et øjeblik.
“Jeg håber, de ville synes, at det var okay. Det håber jeg virkelig.”