Sara Parkmans musik er en aftenbøn for vores tid
Sara Parkman laver folkemusik med politiske budskaber. På hendes nye himmelstræbende album bruger hun sin kristne baggrund til at bede en bøn for vores tid og vise, at tro og spiritualitet kan være mere end formørkede gamle idéer. Troen kan nemlig også være med til at vise os en vej ud af klimaforandringerne. Lige nu er hun på turné i Danmark
Da Sara Parkman begyndte i skole, blev hun overrasket. Nogle af hendes klassekamme-
rater var hverken døbt eller gik i kirke. To ting der ellers indtil da havde været selvfølgeligheder i Saras tilværelse.
Som datter af en præst var kirken og kristendommen en naturlig del af den svenske sangers opvækst. Hun gik i kirke, hendes forældre gik i kirke og deres venner gik i kirke.
Det var her hun tog sine første musikalske skridt. Her hun begyndte at synge i kor, lærte at spille violin, og her hun optrådte for første gang som 11-årig til en løn på 100 svenske kroner fra kirkekassen.
Derfor er det også naturligt, at kirkens lyd og sprog har sat sit præg på hendes musik. Og det er især tydeligt på hendes seneste album ‘Vesper’. Her inviterer hun lytteren ind i et rum, der ofte føles næsten overjordisk, og hvor kor og melodier er inspireret af traditionelle salmer. Derfor er dele af albummet også indspillet i et gammelt maskinrum, der havde den samme akustik, som den du fin-der i en katedral. Stort, himmelstræbende og med højt til loftet.
Selv albummets titel ‘Vesper’ er religiøst inspireret og betyder aftenbøn - eller at bede ved aftenstjernen. Det er et smukt billede, synes Sara Parkman, der godt kan lide ideen om aftenbønnen og dens funktion.
Hun ser aftenbønnen som en måde at lægge fortiden bag sig for i stedet at kigge fremad. Som et sted, hvor man kan sammenfatte dagen, der er gået, men også bede for alt det, der skal komme.
“Jeg ser albummet som en aftenbøn for vores tid og al den usikkerhed og de spørgsmål, vi står over for. Både vores egne personlige problemer og større udfordringer som for eksempel klimaforandringerne.”
For selvom fremtiden kan synes usikker, så er der ifølge Sara Parkman en tryghed i mørket, når man lægger dagen bag sig og glider ind i søvnen. Derfor har vinteren også altid været hendes yndlingsårstid, og hvor andre jubler, når forårssolen kigger frem, bliver hun altid lidt trist.
“Måske er det bare fordi, jeg kommer fra det nordlige Sverige”, griner hun og man må medgive, at hun ser både vinterklar og tryg ud i dæmpet belysning og iklædt en varm ulden sweater.
En politisk megafon i en tryg indpakning
Sara Parkman har altid været optaget af politiske spørgsmål og ligestilling, feminisme og antiracisme. Derfor har det også altid fyldt meget i hendes musik, og da hun var yngre, troede hun faktisk i en periode, at hun skulle være politiker. Langsomt gik det dog op for hende, at hun bedst kunne blive hørt gennem musikken.
“Det ligger naturligt til mig, at behandle politiske budskaber i min musik. Det er egentlig ikke et aktivt valg, men mere bare de ting, jeg går rundt og tænker over i hverdagen.”
Alligevel er hun meget bevidst om de muligheder, musikken har som en slags politisk megafon.
“Når du spiller en koncert, samler du en masse forskellige slags mennesker i det samme rum i en times tid. Under en koncert kan jeg fremkalde så mange forskellige følelser og ideer, at det er det perfekte sted til rent faktisk at fortælle noget.”
Derfor gør Sara Parkman også bevidst brug af folkemusikken og dens traditioner, der med sin genkendelighed skaber et rum, hvor folk føler sig trygge og godt tilpas.
“At bruge musik til at kommunikere er faktisk ret smart. Især folkemusikken, som er en musikform, som folk ellers forbinder med gamle traditioner og et konservativt tankesæt. Derfor fungerer det rigtig stærkt, hvis du vender den på hovedet og bringer nogle lidt oprørske budskaber ind i den”, fortæller hun.
Det gør hun for eksempel ved på ‘Vesper’ at gøre markant brug af kristen symbolik og kirkelige musikalske traditioner. For normalt bliver de kristne værdier og symboler kædet sammen med et højrenationalt tankesæt, der ligger meget langt fra Sara Parkmans eget. Med albummet forsøger hun at ændre på det, og vise at tro og spiritualitet kan være andet og mere end den form for indskrænket og formørket kristendom.
Vi har brug for at tro på noget, som vi ikke kan købe
Selv finder Sara Parkman en tryghed i sin tro, der på en gang er noget privat for hende, men også omdrejningspunktet for hendes nye album.“Jeg har brug for at tro, og jeg identificerer mig selv som et troende menneske,” fortæller hun.
“Og der er noget radikalt ved at være troende i disse tider, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund, der har fucked det hele up, og hvor vi tror, at vi kan købe alting. I sådan et samfund er det næsten et politisk statement at tro på noget, som ikke kan bevises og ikke kan købes.”
Alligevel er Sara Parkman sikker på, at hun ikke er alene i, at have brug for noget at tro på.
“Folk forsøger at finde denne her spiritualitet, for vi længes efter den, men vores generation er blevet født i en så sekulær tid, at vi måske har mistet sproget for det.”
Den søgen er også kernen i ‘Vesper’. Sara Parkman ser nemlig ikke albummet som et kristent album, men mere som en undersøgelse af, hvad der sker, når vi åbner op for det rum, der ellers er blevet glemt. Noget der er større end en selv.
For når vi gør det, åbner vi nemlig også op for en større respekt for verden omkring os, og så er vi tilbage til det med de politiske budskaber og særligt klimaforandringerne.
“Alle religioner har tekster om, at vi skal have respekt for skabelsen, og at vi ikke bare kan ødelægge naturen omkring os. Der er selvfølgelig mange måder at anskue religion på, men i deres kerne har de alle sammen den respekt tilfælles”, fortæller Sara Parkman alvorligt.
Og hvis vi lytter efter, kan troen være en vej tilbage mod den respekt for naturen, der skal til, hvis vi skal redde vores klode fra klimaforandringerne. Eller som Sara Parkman udtrykker det:
“Hvis vi vælger at tro på, at der er noget helligt i naturen og i alt levende, så kan vi heller ikke ødelægge den.”
Fakta:
Sara Parkman er født i 1989 i Sundsvall, Sverige.
Hun voksede op som datter af en præst.
I sin musik forener hun ofte politiske budskaber med et moderne bud på folkemusik.
Hun udgav sit debutalbum ‘Sara Parkmans skog’ i 2016 og fulgte det op med ‘Vesper’ i 2019.
Turnéplan:
28. februar: Kulturloft Ebeltoft
29. februar: Dexter, Odense
1. marts ALICE i København
5. marts: Uppsala Konsert & Kongress
6. marts: Öbacka Jazz&Blues Härnösand, Västernorrlands län, Sverige
7. marts Kulturcentrum Sandviken, Gävleborgs län, Sverige
6. maj:Maskinhallen, Frederikshavn
7. maj: PULS Huset i Hasserisgade, Aalborg
8. maj:Atlas i Aarhus
9. maj:Harders i Svendborg
16. maj: En kväll på Svanö med Sara Parkman och Po Tidholm, Sverige
4. juni @Fasching Stockholm, Stockholms län,