Guld på nordkysten i stor kunsttriennale

Guld på nordkysten i stor kunsttriennale

OmtaleKunst og UdstillingerSkrevet af: Sofie Normann Christensen21. aug 2019

Lige nu byder den Sjællandske nordkyst på mere end smukke strande og hyggelige kystbyer. Nordkystens Kunsttriennale sammensætter kunst, design, gastronomi, poesi og natur

19 kunstnere fra hele Norden er inviteret ind til at deltage i Nordkystens Kunsttriennale med forskellige kunstværker, der fordeler sig på en 38 km lang rute gennem Gribskov. Værkerne befinder sig både i naturen, i skoven, ved havet og i flere af kommunens mange kulturinstitutioner som Rudolph Tegners Museum & Skulpturpark, Museum Nordsjælland og Munkeruphus.
Kirsten Ortwed, After Before
Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen
Adda Dj
Foto: Kim Matthai Leland
Alle de deltagende kunstnere har på den ene eller anden måde arbejdet med temaet ARV. Kunstnerne har hver især skabt et værk, der på forskellige måder undersøger og reflekterer over, hvad arv betyder for os mennesker i dag, hvordan arv former os, vores steder og vores samfund, og hvordan vi tager arv med os videre i vores fremtid. Kunstnerne er inviteret til at forholde sig til disse spørgsmål i udviklingen af nye, stedsspecifikke værker, der perspektiverer og reflekterer over historien og naturen i Gribskov. Inden triennalen har alle kunstnere været ude for at undersøge de respektive steder og områder til værkerne for at lade sig inspirere af omgivelserne og for at kunne indtænke og gå i dialog med den mangfoldige nordsjællandske historie, kultur og natur.

Publikum kan følge et detaljeret kort og opleve triennalen i sin helhed - eller de kan plukke ud. Som kurator for triennalen, billedkunstneren Carina Zunino, siger, er: ”Kunsttriennalen en kunstnerisk oplevelsesrejse gennem tider og steder, hvor alle med udstillingsguiden i hånden kan tage cyklen, bilen eller snøre vandreskoene og gå på opdagelse i områdets særlige arv.” Udforsker man hele ruten, kommer man igennem forskellige tider og steder gennem samtidskunst, der sætter fortiden og det levede liv i spil på kryds og tværs.

Med kunsten som afsæt afdækker triennalen og de deltagende kunstnere de synlige og usynlige fortællinger, der er indlejret i området og den arv, der er væsentlig og særegen for områdets identitet. Det gælder både den fysiske kultur- og naturarv, der manifesterer sig i bygninger, ruiner, mindesmærker og landskaber, og den immaterielle arv som sagn, sprog, myter og traditioner.
Tim Hinman er en af kunstnerne på Nordkystens Kunsttriennale.
Foto: Kim Matthai Leland
Hans Rosenström, After the Lake.
Foto: Kim Matthai Leland

After the Lake ved Søborg Slotsruin

Tager man for eksempel til Søborg Slotsruin finder man lydinstallationen After the Lake af den finske kunstner Hans Rosenström. After the Lake består af tre vokaler og er inspireret af områdets historie og potentielle fremtid. Det grønne landskab ved ruinerne har for et par hundrede år siden været bunden af en lavvandet sø, som sidenhen er blevet drænet og vandet ført ud i havet. Planerne er nu at genoprette søen til den oprindelige tilstand.

De tre vokaler, som værket består af, er både kraftfulde, smukke og flygtige, og med After the Lake reflekterer Rosenström over landskabet og dets foranderlige væsen gennem tiden. Værket er en udforskning af tid og sted, der inviterer publikum til for et øjeblik at forholde sig til det sted, de befinder sig – til nuet – og til deres egen tilstedeværelse i et landskab i forandring.
Alexander Tovborg, Guddommen og dens skabere.
Foto: Kim Matthai Leland
Axel Antas, 0.1ha
Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen

Scenetæppe på Tegners museum og hullet fiskerbåd

På Rudolph Tegners Museum & Skulpturpark i Dronningmølle går tre kunstnere på hver deres måde i dialog med den danske billedhugger Rudolph Tegner og hans symbolistiske skulpturer. En af dem er den danske billedkunstner Alexander Tovborg. Til triennalen har han skabt et omfattende scenetæppe, der går i dialog med et helt specifikt værk af Tegner; Guddommen og dens skabere, en blyantskitse, der aldrig blev realiseret som færdigt værk.

Alexander Tovborg er fascineret og inspireret af Tegners monumentale værker, der både er store i format og viser storladne dramatiske fortællinger. Tegners interesse for myter og religion er også noget, Alexander Tovborg deler, og det er omdrejningspunktet i hans kunstneriske virke.

Alexander Tovborg har lavet en hel udstilling med samme titel som Tegners skitse, der fungerer som et landskab, som Tegners skulpturer kan være i, og som giver nyt liv til skitsen. Tovborg har genskabt dele af skitsens motiv i store malerier, der er sat op som en ramme om Tegners skulpturer i et lineært forløb, man kan følge fra start til slut. På den måde giver Tovborg myten en rumlig dimension, der omslutter beskueren og skulpturerne, og både beskuer og skulptur bliver en del af mytens fortælling.

I klitterne ved Gilleleje Strand finder man værket After Before af den danske kunstner Kirsten Ortwed – en skulptur af en efterladt fiskerbåd i sølv, der glimter i sommersolen.

Den gamle båd har udtjent sin dåd – den er præget af reparationer, huller og slid, der står i stærk kontrast til den smukke, skinnende sølvoverflade. Sølvet fremhæver samtidig det forfaldne skrog, der vidner om tidens gang og det hårde liv til søs. Ortwed forholder sig med værket til Gillelejes arv og lange historie som fiskeriby, og After Before understreger den maritime stemning i byen og står som en hyldest til fiskernes hårde arbejde.

31 x 31 meter land til hver dansker

På Esrum Kloster & Møllegård byder den danske kok og madkulturelle iscenesætter Mette Martinussen på en usædvanlig mad-, drikke- og sanseoplevelse i det gamle klosters stemningsfulde og spirituelle rammer. Esrum Kloster, der blev grundlagt i 1151, var i middelalderen hjem for munke af cistercienserordenen. Gennem performancen Gastronomi og fordybelse – Arven fra munkene, der løber over flere aftener i august, undersøger Martinussen det tidligere munkeliv i klosteret og munkenes idealer om rytme, gentagelse og tavshed. Martinussen tager publikum gennem tre sanserum, der tager udgangspunkt i munkenes opdeling af døgnet i rytmer, og som byder på både den ensomhed og følelse af fællesskab, der kendetegnede livet i klosteret. Gastronomi og fordybelse – Arven fra munkene bliver en tværkunstnerisk oplevelse med lyd, lys, dufte, mad og drikke, der undersøger, hvordan klosterlivet og munkenes asketiske tilværelse præget af gentagelse kan påvirke os som moderne mennesker og lede til fordybelse og refleksion og inspirere til at finde indre ro

Tager man til selve skoven Gribskov finder man værket 0.1ha af den finske kunstner Axel Antas, der har skabt en poetisk installation blandt de høje træer og skovens stille ro. Værket en smal platform mellem træerne, som publikum kan gå rundt på, og som indrammer et helt specifikt område. Udgangspunktet for værket er nemlig, at hvis man samler alle skovarealer i Danmark og fordeler dem ligeligt imellem hver indbygger, vil alle få 0,1 hektar, svarende til et område på 31 x 31 meter. Netop dette område er er indkredset i 0.1ha. Med værket undersøger Antas vores oplevelse af rum og den private sfære og giver en anderledes måde at opleve skoven på, når den offentlige skov pludselig forvandles til et privat område, som beskueren for en stund kan kalde sit eget.

Fakta:

Nordkystens Kunsttriennale varer frem til 22. september 2019

De deltagende kunstnere er Adda Djørup, Alexander Tovborg, Amiina, Andreas Glad,Ditte Hammerstrøm, Ditte Hammerstrøm, Elsebeth Jørgensen, Eske Rex, Gerda Thune Andersen, Hans Rosenström, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lind, Kirsten Ortwed, Lena Ignestam, Malene Bach, Mette Martinussen, Sophia Kalkau, Third Ear og Vibe Bredahl.

Mette Martinussens performance foregår d. 22., 23. og 24. august.

Nordkystens Kunsttriennale er et nyt initiativ, der, som navnet angiver, afholdes hvert tredje år. Idéen er blandt andet.a. at skabe anderledes måder at udforske, opdage og genopdage steder i Gribskov Kommune gennem kunstværker, der får publikum til at se omgivelserne med nye øjne. Bag triennalen står organisationen KunsthusUdenMure, som er et samarbejde mellem kulturinstitutioner som Esrum Kloster & Møllegård, Museum Nordsjælland, Munkeruphus og Rudolph Tegners Museum & Skulpturpark.
Facebook
Del på facebook

Sofie Normann Christensen

Skribent
Sofie Normann Christensen er uddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og har specialiseret sig i museologi, kuratering og kulturarv. Sofie har bl.a. arbejdet med udstillingstilrettelæggelse og formidling på forskellige kunstinstitutioner, og hun interesserer sig for et bredt felt inden for kunst og kultur.
Se Sofies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind