
Det Kgl Teater får os til at glemme os selv med støjrock og dans
ReportageSceneSkrevet af: Rikke Rosenberg Frederiksen24. maj 2019
Til og med lørdag kan støjrockbandet Baby in Vain og dansetruppen Corpus opleves på A-scenen i Det Kongelige Teater i et virvar af wrestlingmasker, utæmmet dans og røgeffekter. Forestillingen genopføres på dette års Roskilde Festival og bringer publikum helt tæt på det intense og spontane udtryk i dans, koncert og teater, hvor vi fulde af adrenalin formår at glemme os selv til fordel for fællesskabet
A-scenen på Det Kongelige Teater er ikke en klassisk teatersal med behagelige sæder rettet mod scene og scenetæppe, men i stedet en tillukket boks med et univers, der først kan udforskes, når klokken nøjagtigt rammer forestillingens start. Indtil da opholder publikum sig i et aflangt hvidt lokale med plakater, loungemøbler, grønne planter og en bar, hvor de fleste får købt sig en kold dåseøl. Mange har prøvet at gå ophøjede og fulde af adrenalin fra en koncert eller liveforestilling, og det er den forventningsglæde, der skaber genklang her. Følelsen skyldes i høj grad, kunstnere og publikum går op i en højere enhed, og det er lige præcis tanken bag The Real Raw.Der er masser af laserlys og røgeffekter i The Real Raw.
Foto: PR-foto / Det Kgl Teater - Siemen Dieserud Thornquist
Dåseøl til festens og kunstens spontanitet og vildskab
Pludselig åbner dørene sig til lyden af støjende guitarer og insisterende trommer, hvorpå publikum nysgerrigt træder ind i en blanding af støj, lys og mørke. Mens vi måber, går det op for os, at vi nu indgår i fællesskab med dansere i bevægelse eller skulpturelle opstillinger - alle iført wrestlingmasker, klar til at glemme sig selv for at give sig hen til det rå øjeblik.Vi drikker nu vores dåseøl iblandt fjerboaer, pallietfrakker og gymnastikshorts over glitrende leggings i forening med hemmeligholdte ansigter. Vi er en menneskemængde på opdagelse i støjens og galskabens makrokosmos, og vi sluger det råt. De forskellige scener i bevægelse fungerer som øer, der kan anes i horisonten, øer, der løbende må udforskes og forlades i et sammensurium af ballet, breakdance, moderne dans, crowdsurfing og ravemoves, fra piruetter til rendyrket “dakke dak”.
Danserne er iført wrestling-masker i Ther Real Raw
Foto: PR-foto / Det Kgl Teater - Siemen Dieserud Thornquist
Liveoplevelsens ekstase og samhørighed
Under The Real Raw bliver vi indhyllet i røg, oplyst af laserstråler, og gulvet bærer efterhånden præg af de hasarderede fjerboaer. Corpus, der har rødder i Den Kongelige Ballet, har siden 2012 forsøgt at eksperimentere sig frem til, hvad det vil sige at være krop, publikum og menneske. Også i aften bryder dansetruppen alle traditionens regler med sin form og sit indhold, og A-scenen tiltrækker derfor de yngre gæster, der normalt kan findes foran Orange Scene på Roskilde Festival.
I The Real Raw får vi som publikum at mærke, hvordan dans til støj beror på improvisation og spontanitet, hvilket får de optrædende til at have det lige dele fjollet og vildt – og det smitter. Undervejs smides maskerne, der viste sig at gemme på ekstatiske ansigter i urette folder, alle i den nøgne hengivenhed, der knytter sig til nuets rene eufori. Større konstellationer af uhæmmet fælles dans afløses nu af roligere sekvenser, hvor bandet spiller guitar liggende og indhyller rummet i skønsang. Eller af en solodanser, der vrider sig magtesløs rundt som den sidste overlevende efter festens udskejelser.
Man glemmer sig selv til fordel for fællesskabet i forestillingen, som også opføres på Roskilde Festival.
Foto: PR-foto / Det Kgl Teater - Siemen Dieserud Thornquist
Corpus og Baby in Vain formår at nå ind til liveoplevelsens kerne i samspil med publikum ved hjælp af skiftende stemninger og kropslige udtryk, der alle rummer det nærvær og den urkraft, der får os til at tabe kontrollen til livedans og -musik. Kulminationen på vores fælles mission om spontanitet og indlevelse er derfor det blålige og orangeglødende hav skabt af lys og røg, som vi alle, både optrædende og publikum, til slut opsluges af.
Fakta:
The Real Raw er en undersøgelse af livemusikkens og -dansens intensitet og beror på et samarbejde mellem dansekompagniet Corpus, koreografen Kristin Ryg Helgebostad og Roskilde Festival. Forestillingen havde premiere på Det Kongelige Teaters A-scene den 10. maj og opsættes til og med den 25. maj for til sidst at blive genopført på Gloria-scenen onsdag den 3. juli under dette års Roskilde Festival.
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København