Når man ser en forestilling af Mirko Guido, er det sjældent kun danseren, der træder frem. Det er også bygningen, rummet, lyset og jorden under os. Den italienskfødte danser og koreograf, som i dag er bosat i Aarhus og in-house artist på Bora Bora, undersøger, hvordan kroppen hele tiden formes af omgivelserne.

Hans kommende værk TECTONIC, der har premiere i januar i Dansehallerne i København og derefter på Bora Bora i Aarhus i februar, er en fortsættelse af denne undersøgelse. Publikum placeres tæt på en danser, der bevæger sig gennem metalplader, lys og lyd – et koreografisk landskab, der spejler Jordens tektoniske plader, som han bringer ind i et black-box-teater. Også her udforsker han, hvordan vi alle er en del af et større kredsløb.

”Jeg tænker på Jorden som en krop,” siger han. ”Den bevæger sig, presser, glider, genskaber sig selv. Vi mærker kun bruddet, jordskælvet, vulkanen. Men hele tiden er der små vibrationer, som former vores liv. Det er smukt. Og det er voldsomt. Det er dét, jeg prøver at fange i dansen.”

TECTONIC er ikke en moraliserende kommentar til klimakrisen, men en invitation til opmærksomhed. At se sammenhænge. At mærke, at vi er en del af noget, som er større end os selv.

Kroppen i landskabet

For Mirko er dans ikke en isoleret disciplin, men en måde at forbinde sig til verden på – arkitekturen, landskabet og de tektoniske kræfter, vi ellers sjældent bemærker.

Mirko Guidos kunst udspringer af konkrete steder: et museum, en skov, en kystlinje. Dansekunstneren viser sin koreografi i uventede kontekster, såsom gallerier, museer og offentlige rum. Tag The Longest Gap, en tre timer lang forestilling i atelieret på ARoS Aarhus Kunstmuseum, som undersøgte, hvordan besøgende bevæger sig gennem museumsrummet. Her så han bygningen som en krop i sig selv med trappen som rygsøjle, elevatoren som en puls, der bevæger sig op og ned. Her lod han publikum se kroppen træde ind i museets arkitektur, som var den en del af værket selv.

”Jeg bliver optaget af, hvordan kroppen transformeres i forhold til arkitekturen. Hvordan taler man anderledes, bevæger sig anderledes, når man træder ind på et museum? Jeg vil have publikum til at stoppe op, til at mærke, hvordan rummet former dem.”

En krop der vil mere

Mirko Guido voksede op i Lecce, en lille by i det sydlige Italien, hvor solen hænger højt, og tempoet er roligt, men levende. Mens forældrene hver dag bevægede sig mellem kunderne i frugthandlen, fandt Mirko en anden form for bevægelse. Han begyndte at danse.

Han var 8 år gammel og med sin onkel på arbejde. Onklen var med til at arrangere en lille lokal festival, hvor nogle børn dansede breakdance og rock ‘n’ roll på scenen.

“Jeg syntes, de var utrolige, og jeg stod bare der, helt hypnotiseret. Efter det tog min onkel mig hen for at møde en af de to undervisere, der drev skolen, en gammeldags, streng mand. Min onkel fortalte ham, at jeg gerne ville prøve. Læreren kiggede på mig og svarede, at det var i orden, men at jeg nok ikke ville holde mere end 3 måneder. Jeg var lille og tynd som en pind,” fortæller Mirko med et smil på læben.

Før det havde han prøvet karate og klaverspil. At en dreng skulle kaste sig ud i dansen, var ikke noget, man gjorde dér.
Men hjemmefra mødte han noget afgørende: opbakning.
Forældrene må have set et særligt lys i hans måde at bevæge sig på, for de støttede ham, længe før han selv forstod, at dansen kunne blive en levevej. Hans vej. De betalte for danseskoler og lod ham afsøge en retning, som ingen af dem kendte, men som skulle vise sig at forme hele hans liv.
Mirko begyndte som niårig på disco dans, rock and roll og boogie woogie – en farverig, energisk verden, hvor kroppen eksploderer i spring.
Allerede som teenager var han en del af det italienske landshold i Freestyle Disco Dans. Med dette hold rejste han til mesterskaber i hele Europa.
Også her støttede hans forældre ham og betalte alle de rejseudgifter, som ikke blev dækket. Ligesom forældrene også var på tilskuerpladserne udelukkende for at se deres søn gøre det, han var bedst til.

Han trænede hårdt. Lærte det let. Den unge krop var hurtig, eksplosiv, næsten elektrisk. Men samtidig voksede en anden uro: var dans kun en kamp om præcision og medaljer? Men danse ville han, så han måtte finde en ny retning, og sådan bar dansen ham til storbyen Rom, hvor han som 19-årig flyttede ind på en vens værelse.
I den italienske hovedstad fik han job hos RAI, der svarer til Danmarks Radio. Her blev han som tv-danser kastet ind i shows med musikstjerner, lys og glamour på nationalt tv.

“Det lyder måske skørt, men det var faktisk meget almindeligt med dans i tv-shows i italiensk tv,” fortæller Mirko.

Et skæbnesvangert møde

I 2001, kort efter sin debut på tv, bankede en stor mulighed pludselig på døren.

“Jeg fik mulighed for at være med i en stor musical produktion, der turnerede hele Italien rundt og allerede havde været i England og Frankrig. Det var en kæmpe mulighed for mig,” fortæller han.

Udefra så det da også ud som en drøm med scenelys og høj applaus. Men bag scenetæppet voksede trætheden.

”Det var ikke sådan, jeg ville leve mit liv,” husker han. ”Jeg begyndte at mærke, at dans kunne være noget andet, og det havde jeg brug for at forfølge.”

Her ville skæbnen at en gruppe engelske dansere i produktionen præsenterede ham for contemporary dance - en alsidig og moderne dansestil, der kombinerer elementer fra ballet, moderne dans og jazz og bryder med traditionelle regler og rammer. Det lignede mere den retning Mirko Guido søgte, og de engelske dansere overbeviste ham om, at han havde kvaliteterne til at gøre det.

Motivationen brændte indeni, og han forlod musicalen for at tage ud og købe dvd’er om contemporary dance. Den ene koreografi efter den anden rullede hen over den lille tv-skærm på værelset, og Mirko Guido var mildest talt blæst bagover.

”Jeg forstod, at dans kunne være en undersøgelse, et spørgsmål, et landskab man går ind i. Jeg var ikke i tvivl. Det var det jeg skulle.”

Mirko Guido begyndte at studere moderne dans i Schweiz og siden i Tyskland. Det var her, transformationen skete: fra discodansens og musicalens ekspressive udladninger til en mere undersøgende praksis, hvor kroppen ikke kun var et redskab til at udtrykke ego, men et medium for at lytte til verden. Det var også i Tyskland, han selv begyndte at arbejde som dansekunster hos flere teatre.

Tankerne om at kunne være andet end danser begyndte dog så småt at melde sin ankomst, men han havde én sidste dansedrøm. Han ville være en del af Cullberg Ballet i Stockholm. Og som næsten alt andet, han har kastet sig ud i, lykkedes det. Så i 2010 flyttede han mere nordpå, end nogensinde før. Det var det sidste dansejob inden han i 2017-2019 tog sin master i New Performative Practices på Stockholm Universitet.

Den nye dreng i klassen

I Sverige mødte han en anden dansende tilflytter. En sød dansker, sin nuværende partner, som han nu har to børn med.

Mirko Guidos partner valgte at begynde at studere til jordemoder, og det var hovedårsagen til, at de valgte at flytte til Aarhus, hvor hendes familie boede.

Mirko har altid flyttet for dansens skyld. Men denne gang flyttede han også for kærligheden.

På den aarhusianske (danse)scene beskriver han stadig sig selv som ”den nye dreng i klassen”. I hvert fald den sidste ankomne. Men han bærer en ballast af europæisk tradition, filosofi, og kunst med sig, som nu folder sig ud i nye sammenhænge inden for dans og koreografi. I dag er han in-house artist på danseteatret Bora Bora i hjertet af Aarhus.

Når Mirko Guido arbejder, er det med en næsten meditativ præcision: en bevægelse starter i kroppen, vandrer mod en anden performer, møder rummet, lyset, gulvet. Improvisationen er ikke kaotisk, men en form for opmærksomhedsøvelse, hvor hver lille forskydning kan åbne en ny betydning.

For Mirko handler det om at udforske de grænser, der opstår mellem kroppen, rummet, materialerne og publikum. Han retter sin opmærksomhed mod interaktionerne mellem disse elementer, snarere end at placere kroppen i centrum som et isoleret udtryk.

”Jeg ser kroppen som et medium. Ikke bare for mig selv, men for vibrationer – for jorden, for arkitekturen, for den energi vi deler,” fortæller han.

I hans koreografier interagerer kroppen med lyd, lys og objekter på måder, der skaber både overraskelse og poesi.

I begyndelsen af sin kreative proces arbejder han ofte med mere abstrakte former for sanselig og fysisk udforskning. Gennem erfaringer og konkrete hændelser bliver arbejdet gradvist mere lagdelt, hvor nye betydninger og dimensioner tilføjes til koreografien. Elektronisk musik med pulserende rytmer og gentagelser bliver en forlængelse af kropsarbejdet, hvor tyngdekraft, gulvkontakt og interaktion mellem kroppe og objekter hele tiden skaber nye relationer.

Danser på engelsk, skriver på italiensk

I sin hverdag finder Mirko inspiration og udtryk på mange måder og ikke kun gennem dansen.

“Normalt bruger jeg ikke sprog som mit primære værktøj, medmindre det er konceptuelt,” fortæller han.

Alligevel nyder han at skrive alt lige fra impulsive tanker til poesi. Sproget fascinerer ham, selvom det i hans arbejde ofte er kroppen i rummet, der taler.

“I dansen handler det om det smukke ved kroppen, der udtrykker sig – perceptionen her er stærkere end ord,” mener han.

Sprog er dog stadig en del af hans kreative univers, hvor han skifter mellem italiensk og engelsk.

“Mit tekniske sprog i dansen er engelsk, fordi det er det, jeg er vant til, og fordi terminologien ligger der. Men de mere poetiske og filosofiske nuancer finder jeg på italiensk. Det ligger dybt i mine rødder.”

Mirko Guido elsker musik og den spiller også en central rolle i hans kreative proces. Mest elektronisk musik, som han både lytter til og bruger aktivt i arbejdet med kroppen.

“Alt fra rolig ambient til techno beats. Det fungerer godt til kropsarbejdet. Der er ikke sprog, kun puls og gentagelser – elementer, som også findes i dansen: tyngdekraften, relationen mellem gulv og krop, jord og krop, og berøring mellem kroppe eller ting i rummet.”

Tegning er en anden kanal.

“Jeg er ikke en god tegner, men det er dejligt at tegne, især fordi jeg arbejder så meget med rum,” siger han. På den måde føler han, at han kan udforske det visuelle parallelt med det fysiske.

Når talen falder på fremtiden, tøver han. Måske vil han fortsætte som koreograf. Måske arbejde i andre kunstformer. Det har han bevist overfor sig selv, at han kan mange gange. Men dansen vil altid være der, som en puls under alt andet.

Fakta:

Mirko Guido

Mirko Guido (f. 1981 i Italien) er koreograf og danser med base i Aarhus, Danmark, og tilknyttet Bora Bora—Dance and Visual Theater. Hans kunstneriske praksis er forankret i en fysisk og konceptuel undersøgelse af samspillet mellem krop, rum og materielle ting. Arbejdende på tværs af teatre, museer og offentlige rum, ser han koreografi som et system af responsivitet—et rum til at stille spørgsmål ved den menneskelige subjekts position inden for bredere fysiske og konceptuelle landskaber, hvor dans bliver et medium til at genopdage vores indbyrdes sammenfletning med verden.

TECTONIC

TECTONIC har sit navn fra det oldgræske tektonikós og det latinske tectonicus, der betyder “at bygge”. I geologisk forstand refererer det til de langsomme og kraftfulde bevægelser, der former Jordens overflade – når plader støder sammen, glider fra hinanden eller skubber mod hinanden. Forestillingen er inspireret af de bevægelser. Den undersøger, hvordan kroppen, rummet og ting omkring os påvirker hinanden. Den bevæger sig mellem det indre og det ydre – mellem spændinger, sammenstød og nye begyndelser. Bevægelsen opstår i gentagelser, mønstre og en fin følsomhed over for det, man ikke altid kan se. TECTONIC udforsker, hvordan krop, lyd, lys og objekter hele tiden skifter mellem at være til stede og at forsvinde – og hvordan vi alle er en del af et større kredsløb.

Koncept, koreografi og performance: Mirko Guido
Scenograf og kostumedesigner: Olga Regitze Dyrløv Høegh
Komponist: Fredrik Arsæus Nauckhoff
Lysdesign: Thomas Zamolo
Kuratorisk rådgiver: Linus Gratte
Kreativ producent og kompanichef: Csongor Szabo

TECTONIC har premiere på Dansehallerne i København i januar 2026
TECTONIC spiller på Bora Bora i Aarhus: d. 4. - 6. februar 2026, kl. 19:30