512 timers live performance på Sydhavn Teater
Værket sætter aktuelle problemstillinger på dagsordenen og diskuterer visioner for fremtiden. Hvor er vi på vej hen? Og hvad venter os i fremtiden?
FuturX er tilpasset den moderne hverdag, og publikum bestemmer derfor selv, hvor længe de bliver, og hvor dybt de lader sig omslutte af fortællingen. Mille Maria Dalsgaard, teatrets kunstneriske leder og konceptualiserende instruktør på FuturX, er ikke i tvivl om visionen med værket.
“Vi har en kompleks hverdag, hvor vi zapper ind og ud af informationsstrømme og har derfor brug for nye perspektiver og kunst med noget på hjertet for at forstå den verden, vi er en del af,” siger hun.
Fem internationale kunstnerhold er inviteret til Sydhavn Teater for at skabe FuturX som stafet. Hvert hold overtager efter hinanden måned for måned og bygger videre på hinandens udtryk i et flydende kunstnerisk rum. FuturX er en del af et treårigt projekt ‘Mod til overmod’, der i 2017 fik støtte af Bikubenfonden til at udforske et nyt scenekunstnerisk terræn.
“Med FuturX vil vi skabe et altopslugende, sanseligt hybridværk, vi kan bevæge os fysisk rundt i. Det er en modig prototype på fremtidens kulturtilbud,” siger Mille Maria Dalsgaard.
Værket er bygget op omkring fem kapitler fordelt på fem måneder og vises i perioden 6. november - 28. marts 2020. Hvert kapitel kan dog ses isoleret og betragtes som et værk i sig selv.
