Von Badens nye forestilling Hullet tager os med på en eksistentialistisk tur med mandehørm, ærlighed og ægte kærlighed mellem gamle venner. Forestillingen er et møgfedt take på det absurde teater, hvor Vladimir og Estragon fra den gamle klassiker Mens vi venter på Godot genopstår

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Hullet handler om Flemming og Torben. To mænd der skal grave et hul. En arbejdsopgave de har fået stillet af deres chef. Hvorfor skal hullet graves? Skal det være firkantet eller rundt? Hvornår må man stille spørgsmål, og hvornår skal man bare gøre det, man bliver bedt om? Vi møder helt fra begyndelsen af stykket et spørgsmål til eksistensen og en absurd tilgang hertil. Dette er ikke et nyt tema inden for teatret, og er blevet behandlet mange gange, mens vi blandt andet har ventet på Godot. Dog formår Von Baden at reaktualisere det absurde ved at lade stykket handle om to mænd og deres problemer med at finde en balance mellem at være en god ven og en “rigtig mand” på samme tid. Ved hjælp af et fabelagtigt overdrevet, og dog så veltilpasset skuespil, trækkes vi langsomt ind i de to mænds univers og konflikter i deres eksistens.

En troværdig scenografi til en god historie

De to hovedkarakterer bevæger sig igennem stykkets 85 minutter rundt på en scenografi skabt af plastik og plastiksække, der på overbevisende vis vækkes til live af en simpel, men virkningsfuld lyssætning, der skaber en illusion af, at vi er på gravearbejde. Ved hjælp af plastiksækkene skabes troen på, at venneparet på scenen er i gang med at grave et hul. Imens de to udfører den arbejdsopgave, de er blevet stillet, snakker de om alt fra, hvorfor dinosaurerne uddøde, til Flemmings gamle lortekat, til at Torben og Hanne er blevet skilt, og om den røde cykel, der står ude foran Hannes nye hus. Jo dybere hullet bliver, desto tættere kommer vi på de to mænd. Igennem den rørende fortælling akkompagneres mændene af stemningsfuld musik, spillet af en cellist, der sidder på scenen med dem. Musikkens takt og rytme varsler om, at vi skal møde noget skrøbeligt. Det skrøbelige er sandheden mellem de to, og modet til at sige at sige ting som ”jeg elsker dig”, selvom de i stykket oplever flere konflikter, hvor man til sidst er bange for, at venskabet brister.

Cliffhangers på scenen

Hele forestillingen er på den måde en udgravning af mændenes ærlighed. Man tænker flere gange “Ej, hvad sker der nu?”. De to mænd skabte cliffhangers i deres dialog ved at indrømme ting over for hinanden, så man spændt kom til at sidde og vente på svaret fra den anden. En pause var der ikke brug for, da dynamikken på scenen skruede op for interessen, og sjove og spændende svar blevet leveret et efter et.

Von Baden lader på fornemmeste vis karaktererne Torben og Flemming formidle historier om deres liv og deres forsøg på at passe ind i det de ser som virkeligheden, og vi ser dem falde på vejen, og rejse sig igen. De traditionelle absurde træk som man måske kan tænke som trivielle, genoplives på fornem vis i forestillingen, og man tager Hullet med sig hjem til minderne om de rigtig gode teateroplevelser, for der kredset om skuespillet, scenerummet og detaljerne, for at give publikum den bedst mulige oplevelse.

Læs også portræt af forfatteren bag historien Peter Seeberg

FAKTA:

Von Badens Hullet har danmarkspremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus d. 2. december og spiller til og med d. 16. december 2017. Den spiller derefter i København på Teater Grob fra d. 4. til og med d. 16. januar 2018.

Medvirkende: Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard
Tekst: Brian Wind-Hansen
Instruktion: Morten Lundgaard
Musik: Josephine Opsahl
Cellist: Josephine Opsahl
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Anders Kjems
Lystekniker: Christoffer L. Christensen
Produceret af: Von Baden

Forestillingen lader sig inspirere af novellen af samme navn, skrevet af Peter Seeberg, samt Samuel Becketts absurde klassiker ”Mens Vi Venter På Godot”.