
Den dybeste sorg er også den største glæde
Teater Grobs teaterinstallationen SAVN - en hyldest til sorgen i De Gamles By på Nørrebro minder os om, at sorgen giver udtryk for noget at det smukkeste i livet
Havde det ikke været for det kraftige neonskilt, havde jeg nok været nødsaget til at lede lidt længe efter Bygning 6 i det mørke gårdmiljø. Men allerede på lang afstand får jeg øje på det store neonskilt og dets lyserøde genskin i den våde asfalt foran institutionsbygningen.
Inden for døren i den rummelige trappeopgang bliver jeg taget godt imod og tildelt et navneskilt med navnet Mai. Stykket vil blive opført på fjerde sal, og hvis jeg møder nogen i trappeopgangen, er det beboere... ikke skuespillere, understreges det.
Før jeg når op på fjerde sal, har jeg da også allerede hilst på de første tre af plejehjemmets beboere, som er trukket ud på trappeafsatsen for at følge med i første del af aftenens forestilling. Jeg tænker på, hvor hurtigt der kan opstå forvirring, når to verdener kolliderer, og grænserne mellem det ene og det andet udviskes. For hvornår ophører plejehjemmet Slottet egentlig, og hvornår begynder teaterinstallationen SAVN?
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Sorgens hus
Man kan altså ikke skærme plejehjemsbeboerne og deres pårørende for sorgen. Uanset hvad vil sorgen altid spille en umådelig stor rolle i deres tilværelse.
Vi skal kunne rumme hinandens sorg, tænker jeg, da jeg får besked om at mødes med de andre Mai’er i plejehjemmets motionsrum. Mellem motionscykler og hoppebolde varmer vi følelserne vrede og glæde op, og jeg føler mig da bedre afklaret, da jeg bagefter indfinder mig i venteværelset, hvor der drikkes kaffe og spilles kort.
Mine følelser er dog kun lige begyndt falde på plads, da nogen pludselig stikker hovedet ind ad døren og kalder os ud på gangen med ordene: “Så er det nu!”
Sjælen i kroppen, kroppen i rummet
Gardinerne er trukket for, men alligevel strømmer lyset ind ad vinduerne. Under bordet ligger en kvinde med ansigtet gemt bag et Alt For Damerne blad. Hun fremsiger en lang opremsning af alle de ting, hun skal have ordnet. Telefonsvaren skal aflyttes. Hun skal have ringet til ejendomsmægleren. Huset skal sælges. Hun skal have fat i banken, så hun kan få adgang til bankkontoen, så hun kan få styr på pengesagerne. Hun skal rydde op i kasserne, og endnu engang snakke med søsteren om, hvem der skal arve hvilke smykker. Rummet repræsenterer på denne måde en kontrolleret sorg. En sorg, hvor der stadig er nogenlunde styr på tingene.
En mand kommer ind i rummet efterfulgt af en ung dreng. De snakker med hinanden uden dog at skabe kontakt med hinanden og forlader derefter rummet igen.
“Mai,” udbryder kvinden pludselig henvendt til publikum, “han skal til psykolog. Går du ikke lige med?” Vi dirigeres videre og introduceres for nye følelsesmæssige universer. Hvert rum udgør i sig selv en lille kunstinstallation.
I et af rummene får man eksempelvis oplevelsen af at træde ind i en sump. Det er koldt, og gulvet flyder med jord og visne blade. Træer og svampe vokser ind og ud af de misfarvede vægge, og fra det knirkende loft drypper der hér og dér vand ned på gulvet. Det lugter af våd jord og råd i rummet, som bliver et sindsbillede på det absolutte forfald. En afgrund, hvor sorgen stort set ikke besidder et sprog længere, og hvor alting synes at falde fra hinanden.
Sorgen er flydende
Med teaterinstallationen SAVN bliver det tydeligt, hvor meget kunsten kan vise, når man fusionerer genrerne og lader virkeligheden – et plejehjem på Nørrebro – infiltrere fiktionen. Der er tale om en teaterforestilling, som man vil kunne opleve flere gange, da forestillingerne altid vil være forskellige fra hinanden.Formen er flydende, og hændelsesforløbet byder derfor hverken på kontinuitet eller en lineær fortælling. Publikum præsenteres for sorgens sindstilstande uden at introduceres for den kærlighedsfortælling, som går forud for savnet. Det gør sorgen deform og fragmenteret på en måde, som både befrier den fra alle klichéerne, og som samtidig baner vejen for en anderledes og mere løssluppen snak om sorgen. Sorgen bliver mærkelig, og derfor kan vi se den på nye måder.
Kærlighedens pris
Efter nogle komiske minutter i et surrealistisk univers, hvor gulvet, loftet og væggene bølger og svajer, er vi alle samlet igen. Vi befinder os i et terapeutisk rum med afdæmpet belysning og en beroligende mørkeblå farve på væggene.
De fem skuespillere har taget plads i den karryfarvede sofa og diskuterer ivrigt muligheden for at pifte begravelsesritualet lidt op. Hvad med en bæredygtig begravelse, hvor asken trilles til små lerkugler og smides i havet som fiskefoder? Eller hvad med at blive lagt til hvile i en Harley-Davidson kiste til sprudlende jazz og striptease?
De mange fantasifulde ceremonier fremkalder forsigtige fnis blandt publikum, og forestillingen slutter således på en lystig tone. I stedet for at lade sorgen stå i opposition til glædens ‘sunde’ følelser åbner SAVN op for en uhæmmet dyrkelse af sorgkulturen. Hvorfor gemme sig bag et slør af tilbageholdte tårer?
“Et menneske dør først helt, når ingen længere mindes det,” lyder forestillingens sidste replik i højtalerne ude på gang. Den fremsiges af en ældre kvinde, som minder os om, at sorgen først og fremmest giver udtryk for glæden ved at have levet og elsket lykkeligt side om side med et andet menneske.
Fakta:
SAVN opføres på Slottet i De Gamles By
SAVN er en co-produktion mellem CoreAct og Teater Grob med et internationalt hold af medvirkende.
Medvirkende:
Anders Mossling, Anika Barkan, Helene Kvint og Lukas Benedikt Racky
Koncept, udvikling og performance: CoreAct (DK)
Scenografi/videodesign: Katrina Neiburga (LV)
Lysdesign: Anna Maria Waldelius
Musik/lyddesign: Mika Forsling (SE)
Instruktion/koreografi: Cille Lansade ( DK/FR)
SAVN er støttet af Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst og Københavns Kommunes scenekunstudvalg,

Rikke Sabrina Jensen
Rikke har tidligere skrevet for kunstmagasinet Kunsten.nu.