Signe Klejs & Jon R Skulberg Den 4. morgen på Bora Bora

En ny begyndelse på teatret

Scene Skrevet af: Clara Edgar 20 Jan 2017
Del på facebook
Facebook

En ny begyndelse på teatret

På teater Bora Bora kombinerer Signe Klejs og Jon R. Skulberg musik, video og menneskelige fortællinger i forestillingen Den 4. morgen. De sætter fokus på individets muligheder for at genskabe sig selv, og mulighederne og udfordringerne i det senmoderne samfund


Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Hvem er vi? Hvem kan vi blive? Det er spørgsmål, som forestillingen Den 4. morgen stiller.

Signe Klejs og Jon R. Skulberg blander i forestillingen videoinstallationer, personlige beretninger, musikalsk akkompagnement og poesi til et smukt og tankefyldt rum. De giver mulighed for refleksion over nogle af samfundets og livets mere komplekse spørgsmål. Samtidig får publikum mulighed for at spejle sig i andre menneskers problemer og kvaler ved at være individ i en tid, hvor mulighederne er massive, udviklingen går stærkt, og der i høj grad er fokus på fremsyn, mens eftertænksomhed forsvinder i glemsel.

Menneskelig erfaring

Vi møder i forestillingen et barn, der får en rollen som historiens fortæller og et mytisk og gådefuldt væsen fremført af Lisbeth Sonne Andersen. Derudover bliver scenen indtaget af Anne-Mette Gravgaard, Malene Andreasen og Finn Adrian Jorkjen, der alle tre har oplevet at skulle genskabe sig selv.
Foto: PR-foto / Signe Klejs
Se store billeder her →
Det er livets store og komplekse spørgsmål, der bliver taget op i Den 4. morgen.
Foto: PR-foto / Jon R. Skulberg
Se store billeder her →
De medvirkende er valgt, fordi de har måttet genskabe sig selv.

”De tre performere er castet som sig selv, men i højere grad i kraft af sig selv og deres menneskelige erfaringer,” forklarer Jon R. Skulberg.

Anne-Mette Gravgaard har oplevet at skulle gå igennem en ekstrem fysisk genskabelse, da hun efter en ulykke fik amputeret en arm og et ben, og efterfølgende skulle hun finde nye måder at håndtere hverdagen og de daglige rutiner. Malene Andreassen drog i en høj alder til Thailand for at skifte køn fra mand til kvinde for derved at blive genskabt som det menneske, hun altid har været indeni. Finn Adrian Jorkjen er norsk kunster og gennemgår den udvikling, det er at finde sig selv som menneske, og udvikle sig mod den man er, og gerne vil være. De deler alle tre ud af deres dybeste, hårdeste og eksistentielle overgange i livet, men de fungerer i forestilling som eksempler og billeder på den udvikling, alle mennesker gennemgår.

”Alle kunne i princippet have været på den scene, for det vigtige er det almenmenneskelige i genskabelsen,” siger Jon R. Skulberg.

Læs også: KAN HØJSKOLESANGBOGEN REDDE OS? - Det kgl. Teaters bidrag til Danmarkskanonen

Kompleksiteten i senmoderniteten

At finde sig selv og at udvikle sig som individ kan siges at være blevet nemmere med tiden. Den udvidede frihed og de teknologiske muligheder, der hører med til det senmoderne samfund og globaliseringen, giver et stort rum til at være, den man er, men med det hører også udfordringer og problemer for den enkelte.

Det kulturelle grundlag er blevet mere ustabilt og usikkert, og hver enkelt har mindre at spejle sig i, end man havde for blot 100 år siden, hvor fundamentet under os var solidt bygget på kristendommen, og netop denne usikkerhed er for skaberne af Den 4. morgen vigtig at belyse og reflektere over.

Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Jon R. Skulberg vil have folk til at se verdens problemer med andre øjne.
Foto: PR-foto / Michael Harder
Se store billeder her →
Vi mangler en dybere viden om, hvor vi kommer fra og hvad vores kultur er, mener Signe Klejs.

“Det er en præmis for vores eksistens, i det samfundsbillede vi har i Vesten i dag, at vi hele tiden er nødt til at genskabe os selv for at blive ved med at være en del af samtiden. Vi ønsker at sætte fokus på, hvad det er for nogle billeder, vi har af os selv, og de genskabelsesmuligheder vi har,” siger Signe Klejs.

Der lægges i forestillingen ikke op til, at svaret skal findes i religion, tro på Gud eller en afmodernisering, men derimod at mennesket skal komme til en erkendelse af, at vi har brug for hinanden og et fælles underlag at stå på.

“Det er tydeligt at se i mødet med andre kulturer, at vi mangler en dybere viden om, hvor vi kommer fra og hvad vores kultur er. Vi lukker os alle inde i vores egne små akvarier, og det, vi prøver at skabe her, er en forståelse af et fælles “Vi”,” lyder det fra Signe Klejs.

Forestillingen bygger på en konstatering af tingenes tilstand mere end på en generel kritik af den, og den indbyder sine modtagere til at prøve at kigge i en ny retning.

Læs også: EN DRENG, DER KEDER SIG - ny danseforestilling for de 4-8 årige

Scenen kan arrangeres på ny den fjerde morgen

Titlen Den 4. morgen referer til den kristne skabelsesberetning. På fjerde dagen var scenen sat. Jorden var skabt. Himlen hang over den. Der var vand i havene. Sol, måne og stjerne skinnede på skift. Det var den rene kulisse, mennesket blev sat ind i, og det rum vi havde til at udleve vores potentiale. Men måske er det på tide at rydde rekvisitterne væk og se på, hvordan vi har forvaltet det potentiale, vi fik givet.

”Vi prøver at lægge et håb ind i forestillingen og sige, at hver dag er mulighed for en ny fortælling, og vi indbyder til, at man tager det på sig og siger, ´Jeg kan gøre noget, hvis jeg vil´”, siger Signe Klejs.

Der banes vej for at se i nye retninger, og i stedet for at fokusere på verdens kriser og kaos ønsker stykket at frembringe en positiv følelse, der måske kan sprede nogle ringe i vandet og danne grobund for reelle handlinger i fremtiden.

”Apokalypsen er jo lige rundt om hjørnet og i stedet for at se i den retning, vil vi have folk til at se på de samme problemer, men med andre øjne,” siger Jon R. Skulberg.

Den 4. morgen blander kunstarter på scenen og udspiller sig i samspil med publikums refleksioner og tanker om relevante samfundsmæssige spørgsmål og udfordringer i et roligt tempo, der giver tid til fordybelse. Jon R. Skulberg siger:

“Vi serverer slow-food og ikke fast-food,”

 

Fakta:

Den 4. morgen spiller på teatret Bora Bora 31. januar - 4. februar 2017

Læs mere

om Jon R. Skulberg og Signe Klejs 

Del på facebook
Facebook

Clara Edgar

Kulturjournalist og skribent
Clara Edgar er i gang med at uddanne sig til journalist på Danmarks medie- og journalisthøjskole i Aarhus og har en stor kærlighed for det skrevne ord. Hun nyder at omgås mennesker og få indblik i deres liv, interesser og passioner, og er fascineret af hvordan kulturen kan bruges som middel til at udtrykke følelser, og påvirke sine tilskuere.
Se Claras artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind