Vi skal ikke være bange for det banale
Benny Andersens roman og sanghistorie om den tvære og lettere fordrukne svensker Svante, er på Nørrebro Teater omsat til poetisk folkelig musikforestilling, der taler til den danske melankoli
“Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”
Svante kan godt kaldes et dansk kulturikon, selvom han er svensk. Er der noget, eller nogen, der inkarnerer den sorgmuntre hverdagsmelankoli, som vi her i Skandinavien måske i særlig grad excellerer i, så er det Svante og hans viser. Benny Andersens klassiske roman/sanghistorie fra 1972, Svantes viser, er på Nørrebro Teater omsat til forestillingen Svantes lykkelige dag.
Titlen er egentlig en undtagelse, for Svante har ikke mange lykkelige dage. Alligevel er det visen om Svantes lykkelige dag, hvor “Nina er gået i bad”, som flest kender. Det pointeres både i selve forestillingen og i forestillingens programtekst.
Det er nok meget sigende for hele fortællingen om Svante, den ulykkelige svensker, der som barn blev væk fra sine forældre på Malmøfærgen, og som siden ikke har kunnet vende hjem, da han bliver så frygtelig “sjösjyk” (den der bro var ikke lige bygget i 1972), det, at der i en lang række af triste, grå dage kun findes én lykkelig dag, som så til gengæld lyser op og gør livet værd at leve, trods alt.
Gråskidt hverdagsmelodi
Folkene bag Svantes lykkelige dag har iscenesat sorgmunterheden med en enkel, men virkningsfuld scenografi. Musikerne og det store, velsyngende folkekor er skidt grå af klatter fra de (plastik)duer, de bærer på hovederne.Midt i det hele står Anders W. Berthelsen som digter i gråvejrstrist regntøj og sydvest. I romanen hedder digteren Benny Andersen, og han har også skrevet bøger af samme titel, som virkelighedens Benny Andersen. Det er ham, der præsenterer Svante for læseren.
På scenen præsenterer han sig ikke som nogen bestemt, han er der bare, og han introducerer os til Svante. Undervejs får han selskab af en kvinde i skikkelse af Lise Baastrup. Hvem hun er, er vi og han ikke helt klar over. Hun kan være digterens muse, der leder ham på vej og vildvej, når han forsøger at finde meningen med det hele og med sin kunst, men i næste nu er hun Nina, Svantes umulige kærlighed.
Modernistiske digte eller folkelige rim
Svante er mest til stede i 3.person, gennem digterens fortællinger, der maler den sortsynede svensker med hang til portere og bogstavrim frem. Digterjeget og Svante glider ind og ud af hinanden i Anders W. Berthelsens komisk duknakkede skikkelse. De er begge ret desillusionerede, men hvad angår digterkunsten er de meget forskellige.Digteren vil gerne skrive modernistiske digte, som kan placere ham i den litterære elite, men han må leve af at komponere musik til den folkelige fællesnævner. Svantes digte derimod egner sig fortrinligt til netop den slags musik - de er rimede melankolske hverdagsviser, som digteren modvilligt sætter musik til. Som i romanen danner fortællingerne om Svante baggrundshistorie for viserne.
Musikken og sangen vokser på den måde ubesværet ud af dialogen mellem de to skuespillere, og føjer til den generelle stemning af humoristisk opløftet melankoli.
Almengyldig splittelse
For folk, der ikke kender Svantes univers, kan de metafortællende hop frem og tilbage mellem Svante og digteren virke forvirrende. Men måske forvirringen er en pointe i sig selv, om at Svante og digteren kan være to sider af samme person. De beskriver splittelsen i at skabe kunst og i at være menneske - splittelsen mellem den man er, og den man gerne vil være. Uanset om man er Svante-kender eller ej, er det nok et eksistentielt problem, de fleste kan spejle sig i.
Fra salen lyder sagte nynnen, da sidste vise, titelvisen Svantes lykkelige dag, toner frem fra scenen, badet i morgenlys. Publikum er, denne aften i hvert fald, primært over de 50. De kender Svantes viser og bærer dem som del af deres kulturelle dna.
Men måske Svante også har noget at sige os yngre i salen, som lever i en verden, hvor præstationspresset synes at være vokset. Nørrebro Teater og Svante hylder det banale og hverdagens lyksaligheder. Forestillingen synes at sige, at vi skal stoppe op og værdsætte det store i det små og ikke være bange for det banale, for det er det, der binder os sammen som mennesker. Så kan også vi, som Svante, finde frem til “en lykkelig dag”.
Fakta
Spiller til 23. december på Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Niclas Bendixen
Scenografi: Julian Toldam Juhlin
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters folkekor, som er sammensat specifikt til lejligheden
Musikere: Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton
Baseret på romanen Svantes viser (1972) af Benny Andersen