De voksne kan også blive bange
Teater ZeBU’s nye forestilling Mørkeræd sætter gang i den store og stille uhygge og lærer os, at frygten er mere end bare ubehag
Der er ikke meget uhygge i Teaters ZEBU’s lyse foyer her på en solrig søndag eftermiddag. Familier drikker sodavand i sofaerne, og snakken går. Lige nu er det temmelig hyggeligt. Men da dørene åbner til ZeBU’s kulsorte teatersal, begynder uhyggen langsomt at snige sig ind under huden på publikum. Stilheden og mørket lægger sig over lokalet, og børnene sender lange blikke til i de mørklagte hjørner for at se, om der gemmer sig noget der.
Det er ZeBU's forestilling Mørkeræd, der sætter gang i myrekrybene. Den handler om tre voksne: Sofie, Petra og Sebastian, som er vendt tilbage til deres hemmelige mødested på deres gamle folkeskole for at mindes en fatal begivenhed for 24 år siden. Dengang gik de i folkeskole og var et slæng på fire børn, der mødtes for at dele uhyggelige historier. Nu er de kun tre.
Undervejs i forestillingen vender vi tilbage til denne skæbensvangre dag i de mørke lokaler for at finde ud af, hvad der virkelig skete med det fjerde medlem af gruppen, Jakob. Uskyldige børnelege kan pludselig blive alvor, når man leger med grænser i ånden i glasset og udfordrer hinanden. Det kan blive dødalvorligt, og for Jakob blev det den sidste dag de fire var sammen.
Læs også om teaterforestillingen Mustafas KioskEr der spøgelser her i salen?
Skuespillerne leger med mørke, skygger og projektørlamper i lighvid og blodrød for at indfange uhyggen. Børnene kigger sig nervøst hen over skulderen ved den mindste lyd. Selvom jeg ligger en del over gennemsnitsalderen, bliver jeg også selv en smule nervøs ved at sidde i det kulsorte lokale. F.eks. da et skab tilsyneladende vælter helt af sig selv. Eller da glasset med ånden begynder at bevæge sig. Der kan jeg ikke lade være med at dykke ned i uhyggen sammen med børnene og spillerne. For hvad hvis der nu virkelig findes spøgelser? Og tænk hvis de er tilstede her i teatersalen.
Uhyggen behøver dog ikke kun at være ubehagelig. Det er den som lære os at kontrollere vores angst og finde vores grænser. Og Mørkeræd lærer os, at når vi deler vores bange anelser med hinanden, bliver uhyggen lettere at bære.
På vej ud af salen diskuterer børnene, om spøgelser virkelig findes, og hvad der skete inde i salen. Hyggen er vendt tilbage til ZeBU, men det var dejligt pirrende at besøge uhyggen en times tid i den mørke sal.
Om Mørkeræd
Mørkeræd spiller på Teater ZeBU fra den 22. februar til den 4. marts og tager på turné i 2017. Du kan læse mere om teater ZEBU og forestillingen mørkeræd her