Hvis du skal til Stockholm til sommer og sætter dig på en café for at snakke med en god ven, så skal du passe på. For det kan godt være, at Annika Norlin sidder lige i nærheden og lytter med lange ører. Hun holder nemlig utrolig meget af at lytte til andres samtaler. Så kører hendes fantasi af sted helt af sig selv, og hun kan lynhurtigt få stykket en livshistorie sammen om dem, hun diskret lytter til.

“Her den anden dag var jeg ude at gå en tur. Jeg gik forbi to ældre damer, og den ene sagde: Han var utrolig sympatisk, og så havde han lavet løgtærte til os,” fortæller hun.

Resten af turen gik hun og spekulerede på, hvem det mon var, der havde været så sympatisk, og hvorfor løgtærte simpelthen var det springende punkt?

“Jeg kom frem til, at det måtte handle om, at den ene lige havde mødt sin datters nye kæreste,” griner hun.

Annika Norlins første roman ‘Tuen’ er netop udkommet på dansk. Hjemme i Sverige er den blevet en kæmpe bestseller, og dansk er bare et af 16 sprog, som den allerede er blevet oversat til. Egentlig er Annika Norlin bedst kendt som musiker. Hun har udgivet albums på svensk under navnet Säkert! og på engelsk under Hello Saferide. Sidste år udgav hun et nyt album sammen med guitaristen Jonas Teglund, hvor teksterne også var på svensk. På poetisk vis og med underfundig humor leger hun i sine sangtekster med små historier fra hverdagen.

“Det er altid nogle opdigtede historier, jeg finder på, når jeg skriver sangtekster, men følelserne er ægte og baseret på noget, jeg har oplevet,” fortæller Annika Norlin fra sit hjem i Stockholm, hvor hun flyttede ind for et halvt år siden. Før det boede hun mange år helt oppe i Umeå. I dag er det dagen efter den svenske grammyfest, hvor hun og Jonas Teglund var nomineret som årets alternative pop navn. Så lidt rusten er hun idag, det må hun indrømme.

I år er det 20 år siden, hun udgav sine første sange. På det tidspunkt var hun 26 år, og hun havde ikke tidligere følt et behov for, at hendes sange skulle høres af andre.

“Jeg begyndte at gøre mine sange færdige, da jeg var teenager, men jeg har aldrig drømt om at stå på en scene,” fortæller hun.

Men det måtte hun hurtigt lære, for da hun i 2007 udgav sit første album på svensk under kunstnernavnet Säkert!, blev hun hurtigt et populært navn og spillede blandt andet på Roskilde Festival. Men hun har ikke spillet mange koncerter i Danmark. Sidst hun var i landet var vist i 2015, hvor Aarhus Festuge havde sat hende sammen med nogle andre musikere.

“Det er meget intenst for mig at spille en koncert. Jeg holder af det, men selvom historierne i sangene er opdigtede, så har jeg oplevet de følelser, de skildrer og det er som om, jeg gennemlever dem alle sammen igen, når jeg spiller en koncert. Det kan jeg ikke gøre 100 gange om året, men jeg kan godt gøre det 20 gange.”

Det skal være humoristisk ellers er det ikke noget værd

En vigtig del af Annika Norlins univers har helt fra begyndelsen været humoren. En af sangene ‘Ditt kvarter’ fra hendes første Säkert album, som hun også stadig selv holder meget af, handler for eksempel om en jaloux kvinde, der går rundt i sin eks-kærestes boligkvarter og kigger op på hans vindue. Det er fjerde gang, hun har været der den dag, og de bliver bare flere og flere kvinder, der går rundt der og er forladt.

“Jeg kan virkelig godt lide den der karakterbaserede humor, som når ens venner siger et eller andet, som bare er sjovt, fordi det er typisk dem. Det er også den slags humor, jeg godt kan lide at have med i mine tekster - og jeg holder stadig meget af billedet fra den sang, hvor de der kvinder går og kigger op mod den stakkels mands vindue,” griner hun.

Flere foreslog hende, at hun måske skulle skære noget af det sjove ud af sin nye roman, for så ville den nok blive endnu bedre. Men den tanke brød hun sig bestemt ikke om.

“Jeg har sådan en tese, som det bestemt ikke er alle, der er enige i, men jeg tror, at man har en nærmest medfødt præference i forhold til, hvilken stemning, man godt kan lide, der er i de bøger man læser, i de film man ser og i den musik, man lytter til. For mig har det altid været vigtigt, at den kultur, jeg omgiver mig med er humoristisk. Så det er også det element, jeg er mest stolt af i det, jeg selv laver,” fortæller hun.

På sit nyeste musikalbum synger Annika Norlin i den første sang om en kvinde: “Hon tycktes ett litet, litet komma i en roman som skrev sig själv”, altså en kvinde der var lidt som et komma i en roman, som skrev sig selv.

Skrev sig selv gjorde hendes første næsten 400 sider lange roman ikke. Men Annika Norlin besluttede sig ret hurtigt for, at hvis hun skulle skrive fiktion og måske endda skrive en hel roman, så blev hun nødt til at gøre det på en måde, som hun selv kunne lide.

En udbrændt journalist på anti-eventyr

Romanen ‘Tuen’ begynder med, at journalisten Emilie ramler ind i voldsomme stress-symptomer og bliver erklæret decideret udbrændt. Hun tager ud i skoven for at tænde bål og finde ro, selvom hun altid har afskyet det der “udendørs”. Hun er mere den type, som holder af at være social i byen og arbejde hårdt på skiftende nyhedsredaktioner, hvor hun jagter en fastansættelse og så ellers at fylde tiden ud med træning og den slags. Der er også en mand i billedet, der er en smart i en fart type, som hun hele tiden føler, hun skal præstere for at leve op til. Hun finder så ud af, at det der “udendørs noget” faktisk har en ret gavnlig effekt på hendes plagede sind, så hun pakker et telt og tager ud i skoven oppe på et bjerg i den nordlige del af Sverige langt væk fra byen.

Mens hun sidder og betragter landskabet, opdager hun en besynderlig flok mennesker. En lille koloni af mennesker ude i ødemarken. De fanger fisk, danser og siger tak til naturen. En teenager stikker ud fra flokken, som ellers består af voksne. Han går hele tiden et stykke fra de andre og er ikke helt med. Men han bliver den første fra gruppen, som hun kommer i direkte kontakt med under ret så komiske omstændigheder.

Det viser sig så, at flokken, som kalder sig selv Tuen, er et besynderligt kollektiv, der lever helt afsondret fra omverdenen. Det er ret tilfældigt, at de er endt sammen og måske endnu mere tilfældigt, at de er blevet sammen. Derfor er Tuen også en bog, der hele tiden tager nye uventede drejninger, og hvor overraskelserne er en del af magien.

Selv om Annika Norlin er bogens forfatter, har hun det faktisk også selv sådan, altså at det er ret overraskende, hvordan det hele ligesom hænger sammen i bogen. En af kvinderne i Tuen har en tragisk fortid, og alle de andre tror, de ved, hvad det handler om, men lige pludselig får læseren et tilbageblik, som afslører, at det var en helt anden historie, som lå bag kvindens traumatiske hændelse.

“Det kom også virkelig bag på mig - jeg tænkte wow, det var da virkelig noget - jeg havde ingen anelse om, at det var sådan, det hang sammen,” griner Annika Norlin.

Hun har tidligere skrevet en enkelt novellesamling, men det der med at skrive en hel roman, det var hun ikke sikker på var noget for hende.

“Jeg havde sådan en forestilling om, at så skulle man have Post it notes over det hele og have en klar plan for, hvordan det hele hang sammen, med en beskrivelse af karakterernes forhistorie og den slags,” fortæller hun.

Nej, Annika havde mere lyst til at blive overrasket over sine karakterer.

“Jeg indså bare med det samme, at den eneste måde jeg ville kunne skrive en lang roman på var ved at have det sjovt, mens jeg skrev. Min arbejdsdag starter typisk med, at jeg sidder og skriver nogle timer - både når jeg skriver sangtekster, og når jeg så nu skriver på længere fiktion. Så ser jeg simpelthen, hvad der dukker op, og så beholder jeg det, jeg kan lide. Det var kun de karakterer, jeg elskede, som fik lov til at blive i bogen, de andre røg ud,” fortæller hun - og det var altså en hel del som røg ud. Fra begyndelsen havde hun en idé om, at der skulle være en hel masse børn med i Tuen, som skulle have hver deres særpræg, og så skulle de lave alle mulige sjove ting sammen.

“Men så talte jeg med en ven, som har noget erfaring med at være barn i et samfund, der måske er baseret lidt for meget på voksnes ideer, og så indså jeg, at det er så stor en ting, at det ikke var noget, som jeg kunne behandle som sjovt, så derfor røg alle børnene på nær et ud af bogen,” fortæller hun. Så der bliver kun født et barn ind i kolonien, og hans historie kommer til at vise, hvad det vil sige at være barn i en koloni, hvor de voksne er lidt for optagede af deres egen selvrealisering.

Verdens dårligste idé

Ideen til bogen sprang egentlig ud af en ny interesse for myrer, som Annika Norlin havde fået. Hun var simpelthen blevet dybt fascineret af, hvordan forskellige slags myrer har forskellige opgaver i en myretue. Hun har tidligere studeret psykologi, så hun havde længe været meget optaget af, hvordan mennesker lidt lige som myrer fungerer sammen i grupper. Annika har gennem tiden selv indgået i rigtig mange gruppe-

dynamikker, som når hun har spillet i bands, eller når hun har arbejdet som journalist på diverse redaktioner. Som Emilie i ‘Tuen’ er Annika Norlin nemlig også uddannet journalist.

“Det var verdens dårligste valg for mig. Jeg var hos en studievejleder, da jeg var 16 år. Da jeg sagde, at jeg bare gerne ville skrive, sagde studievejlederen, at jeg jo ikke kunne leve af at være forfatter, så jeg kunne da tage og blive journalist. Så med tiden kom jeg til at arbejde på nyhedsredaktioner. Der skal man have rundsave på albuerne og være den første, der stiller det hårde kritiske spørgsmål. Og det er bare slet ikke mig, jeg er sådan en tilbageholdende person, så det var virkelig ikke et godt job for mig,” fortæller hun. Alligevel arbejdede hun som journalist i næsten ti år.

Da hun begyndte at udgive musik, blev journalistikken mere en sidebeskæftigelse. En overgang havde Annika Norlin også selv arbejdet for meget og for hårdt, så hun begyndte at få stress-symptomer. På det tidspunkt begyndte hun at længes efter skoven, som hun aldrig havde gjort før, selvom hun er vokset op i Ostersund sådan cirka midt i Sverige, hvor det der med friluftsliv ellers er noget, de fleste går meget op i. Men der stopper ligheden også med hendes romans hovedperson.

“Men jeg var nødt til at låne den der aversion mod udeliv og så en pludselig længsel efter den fra mig selv,” fortæller hun.

Det var den eneste måde, hun kunne beskrive sin hovedpersons motivation for at rykke ud i naturen.

Annika Norlin begyndte at lege med tanken om, hvorvidt mennesker ligesom myrer måske også kunne være bestemt til at have særlige roller i fællesskaber - og om nogen simpelthen bare er fødte ledere.

“Jeg holder enormt meget af stærke kvinder. Alle mine venner er sådan nogle stærke kvinder, og selv om en del af dem overhovedet ikke er interesseret i at være ledere, så vågnede de bare op en dag og indså; ok, folk lytter, når jeg taler ,og hvis jeg kommer med et forslag så bliver det som regel det, der bliver til noget. Jeg var interesseret i, hvad der sker med sådan en person - kommer de til en konklusion efter noget tid, hvor de tænker, ok måske bliver jeg nødt til at være leder, fordi det er det, alle andre forventer af mig,” funderer Annika Norlin.

I romanen Tuen er der en kvinde der hedder Sara, som er sådan en ledertype. Sådan en som alle altid lytter til og sådan en som alle af en eller anden grund finder sympatisk, og som altid ser ud til at vide, hvad der skal gøres. Annika Norlin er ikke selv sådan, i hvert fald ikke, hvis hun selv skal sige det. Men hun er enormt nysgerrig. Hun er sådan en, der altid har lange ører, når folk sludrer i nærheden af hende. Hun er faktisk i det hele taget et nysgerrigt menneske, hvilket i den grad også var en styrke, da hun var journalist. Men nu bruger hun også sin nysgerrighed til at skubbe til andres lyst til at lave musik.

“Det er noget af det, jeg rigtigt brænder for. Nogen gange spørger skoler, om jeg vil komme og tale med de deres musikstuderende og det holder jeg meget af. Jeg siger altid til dem, at de sikkert udemærket ved, hvem der på papiret er de dygtigste og bedst skolede musikere. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er dem, der får succes, for alle kan have noget unikt, som de kan bringe til bordet, “ fortæller hun.

Her i løbet af sommeren spiller Annika Norlin også kun ganske få koncerter i Sverige - så her i Danmark må vi nøjes med at opleve hendes magiske historiefortælling i romanen ‘Tuen’ og i musikken på hendes plader.

Fakta:

Annika Norlin er førdt i 1977.
Svensk, sangskriver, musiker journalist og forfatter.
Har udgivet musik under kunstnernavnene Säkert! og Hello Saferide.
Har skrevet sin debutroman Tuen, som netop er udkommet på dansk på Gyldendal.
Tuen skildrer en gruppe mennesker udenfor samfundet.