Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'

Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'

‘Black Lives Matter’ bevægelsen og debatten efter drabet på George Floyd har været med til at skabe mere plads til samtalen om racisme. Caroline Henderson opfordrer til, at vi bruge vores stemmer og lære om historien for at ændre fremtiden
InterviewMusikSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen25. nov 2021
I 1930’erne skrev en jødiske skolelærer fra Bronx sangen ‘Strange Fruit’ Det er en sang om frustration og afmagt over de utallige forfærdelige lynchinger af sorte mennesker, der dengang fandt sted i de amerikanske Sydstater. Senere lavede Billie Holiday en version af sangen, som var så kontroversiel, at hverken radiostationer eller pladeselskaber ville røre den. I dag er ‘Strange Fruit’ én af de mest berømte og betydningsfuld sange nogensinde.

‘Strange Fruit’ er én af de sange, som Caroline Henderson har udvalgt til hendes show med navnet ‘Black Voices’. Her havde hun invitret fire stærke sangerinder, Nabiha, Iris Gold, Karen Mukupa og Barbara Moleko, til sammen med hende at skabe en musikalsk fest, fortolke nogle af historiens mest markante stemmer og hylde den sorte kvindelige musikhistorie. Med showet ville hun sætte fokus på de sorte kvindelige artisters betydning og minde os om at bruge den stemme, vi har, til at skabe samtaler om, hvordan vi kan gøre verden bedre for os allesammen at være i.
Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'</br>Sangerinde og initiativtager til 'Black voices' showet, Caroline Henderson</br>Foto: PR-foto / Lasse Lagoni
Sangerinde og initiativtager til 'Black voices' showet, Caroline Henderson
Foto: PR-foto / Lasse Lagoni

Det skal ikke være en lukket fest

Caroline Henderson har længe gået med idéen om at lave en koncert, der skal hylde ikoniske sorte kvinder, der har sat deres præg på musikhistorien. Og så har hun særligt drømt om at gøre det sammen med andre stærke afroeuropæiske kvinder i den danske musikbranche.

“Min hudfarve har altid været et tema i mit liv. Altid altid altid. Lige meget hvilke sammenhænge jeg har været i. Jeg har aldrig kunnet indtage et rum uden at tage stilling til, hvilken hudfarve jeg har,” siger Caroline Henderson, der selv har en dansk-svensk mor, en far med afroamerikanske rødder og har boet i både Sverige, New York og Danmark.

Det har aldrig standset hende i at gå efter sine drømme og gå sine egne veje. Men hun har ofte oplevet, at andre har haft behov for at sætte hende i en bås. At de har tænkt, at hun med hendes hudfarve nok laver en bestemt type musik, skal se ud på en bestemt måde eller nok har de samme budskaber, som alle andre sorte kvindelige artister. Det er noget, de andre sangerinder fra showet, også kan nikke genkendende til.

“Sort musik bliver jo ofte komprimeret til én enkelt kategori. Urban,” udbryder sangerinden Iris Gold oppe fra scenen, før hun i glimmerkjole og sit karakteristiske store hår skal optræde med næste nummer.

Iris Gold laver selv musik, der både trækker på 60’ernes og 70’ernes funk, bevæger sig i pop/soul-genren og ikke rigtigt passer ind i én boks. Hun har været på europaturné, har varmet op for store stjerner som Taylor Swift og Robbie Williams og er i gang med at erobre verden på hendes helt egne præmisser.
Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'</br>Sangerinderne Nabiha, Iris Gold, Karen Mukupa, Barbara Moleko og Caroline Henderson til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus</br>Foto: PR-foto / Musikhuset
Sangerinderne Nabiha, Iris Gold, Karen Mukupa, Barbara Moleko og Caroline Henderson til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus
Foto: PR-foto / Musikhuset
På samme måde har Caroline Henderson altid vist verden, lige præcis hvem hun er. Hun har både brugt sine nordiske og amerikanske rødder i sin karriere. Og så har hun aldrig holdt sig tilbage med at tale højt om kvinder, etnicitet og seksualitet.

“Men jeg har altid følt mig meget alene om det. Jeg har virkeligt drømt om sådan et fællesskab, hvor man belyser de her ting gennem musikken. Fordi musikken er et sted, hvor vi alle kan mødes og være fælles om noget,” siger hun.

Men for Caroline Henderson er det vigtigt, at showet ikke skulle være en lukket fest. Det skulle være et inkluderende rum, en fejring med plads til alle.

“Jeg vil ikke have, at det skal være sådan et sted, der skælder ud, eller hvor man sætter sig selv i offerrollen og giver andre skyld og skam. Det skal være en fest og en opfordring til at se de her problematikker som en samfundsudfordring, som vi alle skal stå sammen for at løse,” fortæller hun.

“Og så har det jo været så fedt at gøre sammen med de her fantastiske kvinder. Der har bare været så god kemi og så meget energi og entusiasme omkring det, som om vi alle bare har gået og ventet på sådan en mulighed,” siger hun og fortæller, at alle kvinderne med det samme svarede tilbage med et stort ‘JA’ og ‘Amen to that’, da hun fortalte dem om hendes tanker og spurgte, om de ville medvirke.
Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'</br>Caroline Henderson til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus</br>Foto: PR-foto / Musikhuset Aarhus
Caroline Henderson til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus
Foto: PR-foto / Musikhuset Aarhus

Vi skal løfte samtalen til et højere niveau


Når Caroline Henderson taler med medier om problematikkerne, synes hun ofte, at samtalen kommer til at blive drejet for meget ind på de oplevelser, hun selv har haft med stigmatisering og diskriminering.

“Så bliver det sådan et spørgsmål om offer og perpetrator. Så kan den etnisk hvide interviewer ligesom distancere sig selv fra problemstillingen, og så kan jeg sidde her som sådan et offer, som man kan synes, det er synd for,” fortæller hun.

I stedet opfordrer hun til, at vi fokuserer på, at det er et samfundsproblem, som vi alle skal investere os i, for at det bliver bedre. Og så skal vi være bedre til at bruge vores stemmer til at tale højt om de ting, der stadigvæk er problematiske i vores samfund i dag. Det skal vi allesammen. Hun henviser til det interview, vi er i gang med at lave:

“Det er jo en rigtigt god ting, når sådan én som dig, der jo har en stemme og kan sende noget ud i verden, skriver om de her ting. Og når jeg laver den her koncert. Så kan vi sætte mere fokus på problemerne, så samtalen om racisme fortsætter og måske kommer til et højere niveau”.

Caroline Henderson oplever, at der i de seneste år er kommet mere plads til samtalen om racisme.

“Der har været noget i tiden, der er kommet udefra, og som så også har ramt Danmark, som har skabt en nødvendighed for at have den her samtale på et andet niveau, end hvad vi har set før,” siger hun og peger på drabet på George Floyd og Black Lives Matter protesterne i hele verden.

Derfor synes hun også, at det har været det helt rigtige tidspunkt at optræde med ‘Black Voices’ showet, fordi der nu er kommet en interesse og en modtager.

“Det har været som at slå i en dyne. Hvis jeg som 21-årig fortalte, at jeg ikke ville kaldes en lille chokolademus eller ville nedgøres på grund af min hudfarve, så var der ikke nogen, der gad lytte til mig. Så jeg synes virkeligt, at det er fantastisk, at der er en modtager nu, og at vi kan have en samtale,” siger hun.

Hun pointerer, at det er første gang, det sker i Danmark, at fem afroeuropæiske kvinder står på scenen til det samme show. At det faktisk er Danmarkshistorie. Og på den modtagelse showet har fået, er hun sikker på, at det er noget, der har været længe ventet.

“Nu siger folk, at de virkeligt godt kan forstå, at det er nødvendigt for os fem at stå der på den scene sammen. Og de er interesserede i at høre, hvad vi har at sige. Der er virkeligt sket en stor ændring der”.
Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'</br>Sangerinde og initiativtager til 'Black voices' showet, Caroline Henderson</br>Foto: PR-foto / Lasse Lagoni
Sangerinde og initiativtager til 'Black voices' showet, Caroline Henderson
Foto: PR-foto / Lasse Lagoni

Vi er alle en del af vores historie


Til ‘Black Voices’ showet valgte Caroline Henderson en pulje af musiknumre fra de sidste 80 år, som er skabt af markante, sorte kvinder i musikhistorien. Det er sange med stærke budskaber og stor indflydelse på både vores musik og samfund. Alt fra Billie Holiday til Nina Simone og Beyonce. Det er kvinder, som på trods af, at de laver musik i forskellige genrer og i forskellige tidsperioder, synger om nogle af de samme tematikker og problemstillinger.

“Det kan man jo sige er lidt trist. At Beyonce stadigvæk kæmper med nogle af de samme problemer som Billie Holiday. Men jeg tror, vi bliver nødt til at fremhæve problemerne for at komme dem til livs,” siger Caroline Henderson.

“Det er jo kvinder, som måske er blevet frarøvet en stemme, blandt andet i politikken, fordi de var sorte, og fordi de var kvinder. Men det er i musikken, at de har fået plads. Det er her man har hørt deres stemmer”.

For Caroline Henderson og de andre sangerinder har alle de kvinder, de hylder i showet, været store inspirationskilder og haft stor betydning for deres liv og karriere.

“Vi er jo mange af alle etniciteter, der står på skuldrene af de her kvinder, som har været så stærke i historiens gang. Det har ikke været nemt at være en kvinde i musikbranchen, og særligt ikke en sort kvinde. De har kæmpet mange kampe, som har haft så stor betydning for os alle i dag,” fortæller Caroline Henderson.
Caroline Henderson: ‘Vi må bruge vores stemmer'</br>Sangerinden Iris Gold til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus</br>Foto: PR-foto / Musikhuset Aarhus
Sangerinden Iris Gold til 'Black Voices' showet i Musikhuset Aarhus
Foto: PR-foto / Musikhuset Aarhus
Ved at lave en hyldestkoncert med sange fra den sorte kvindelige musikhistorie, håber Caroline Henderson, at mange vil opleve musikken i en ny kontekst og tænke mere over deres budskaber.

“Jeg håber, at nogle tænker: ‘Gud ja, teksten handler jo også om det og det’, når de hører de sange, de allerede kender, i kontekst af kvindernes ‘black voices’,” siger hun.

Og så håber hun, at det giver folk lyst til at lære mere om historien. Ved at lære mere om, hvor vi kommer fra, tror Caroline Henderson, at vi kan blive bedre til at gå den rigtige vej fremad og komme problemerne med racisme til livs.

“For hundrede år siden, blev sådan nogle som mig jo udstillet i Tivoli som sådan et etnologisk studie. Det er jo en historie, som vi alle er en del af. Og den tror jeg, vi bliver nødt til at kigge på for at finde ud af, hvorfor der stadigvæk er de her problemer i dag,” siger hun.

Hun synes derfor også, at det er vigtigt, at vi lærer vores børn om historien. Og at dansk kolonihistorie bliver en større del af pensum i folkeskolerne. Så man på den måde får en bedre forståelse allerede fra man er barn.

“Det hele hænger jo sammen. Det handler ikke om skyld, men måske med at se, hvor vi kommer fra. Vi må forstå, at vi jo også er vores forældre og vores bedsteforældre og oldeforældre,” siger hun og fastslår:

“Hvis man ikke kan favne sin fortid, så kan man jo ikke forstå sin nutid eller gøre fremtiden bedre”.
Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind