En amatør-speleolog på jagt efter stilhed - Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard

En amatør-speleolog på jagt efter stilheden

MusikSkrevet af: Amalie Møller Dybro 17 Dec 2020
Del på facebook
Facebook

En amatør-speleolog på jagt efter stilheden

Trioen Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard går i et nyt lydværk på jagt efter stilheden, og den bedste sammensmeltning af ord og musik
Morten Søndergaard ved ikke særlig meget om speleologi. Men han har hørt om et sted, inde i et bjerg, som bliver kaldt for Stilhedens kammer. Efter sigende kan man opleve total stilhed derinde. Derfor har han allieret sig med en flok speleologer, altså grotte-eksperter, som vil tage ham med ind i bjerget. Morten Søndergaard er temmelig nervøs, og ved ikke rigtig, hvad han går ind til, men han har lovet to venner i Danmark at lave en reportage. Derfor går han ind i bjerget, ekviperet med pandelygte, diktafon, og en masse speleolog-udstyr han ikke aner, hvordan man bruger. Han går ind i mørket.
Foto: PR-foto - Kørfirs Records
Foto: PR-foto - Kørfirs Records
De to hjemme i Danmark er musiker og forsker Jakob Schweppenhäuser, og mastering engineer Emil Thomsen. De tre har arbejdet sammen tidligere, blandt andet på albummet ‘Hjertets abe sparker sig fri’ fra 2007. Det vandt måske aldrig den brede musikverdens opmærksomhed. Til gengæld er det næsten ikke til at sparke sig frem på internettet for bare ekstatiske anmeldere, der har kastet deres kærlighed på værket. Albummet, som kombinerer Morten Søndergaards poesi med duoen Schweppenhäuser/Thomsens elektroniske kompositioner vandt også P2’s Lyt-til-nyt pris. Dengang var ønsket at komme til bunds i, hvad der sker, når man smeder lyd og ord. Det er stadigvæk missionen i dag. Muligvis bliver de aldrig færdige med det. Det nye værk ‘SPEOS’, er i hvert fald blevet præsenteret i tre forskellige formater, og et fjerde er på vej. ‘SPEOS’ er et lydværk i spillefilmslængde, og kunstnerne selv beskriver det som en sci-fi dokumentar. Det er fortællingen om Morten Søndergaards rejse ind i Stilhedens kammer. Eller i hvert fald én mands rejse ind i et bjerg, dramatiseret af Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsens underjordiske musik.
Foto: PR-foto - Kørfirs Records
Foto: PR-foto - Kørfirs Records
Sidste sommer udkom ‘SPEOS’ første gang på sten. Som om vinylpladen ikke var taktilt nok, valgte trioen bag ‘SPEOS’ at montere lydmoduler på 32 unikke sten, indgraveret med ordet SPEOS, som er græsk for bjerg, og udgive værket på denne vis. Grøn italiensk marmor, mexicansk onyx, rød persisk travertin og lyserød portugisisk marmor er blandt de lydsten man kan købe hjem til stuen. Det eneste det kræver for at lytte er et par gode hovedtelefoner. Speosbjergene som de bliver kaldt, eller sit-mans når trioen er i det jokende humør, er næsten udsolgt, men der er flere på vej.
Foto: PR-foto - Kørfirs Records
Foto: PR-foto - Kørfirs Records

Et socialt værk

Siden er værket blevet opført som koncert, blandt andet i Brønshøj Vandtårn, på Åby Bibliotek og i Multikulturhus Sønderborg. Og nu udkommer ‘SPEOS’ så på vinyl på pladeselskabet Kørfirs Records. Det næste projekt er ifølge Jakob Schweppenhäuser en bog. Og måske er der flere formater i skuffen. “Man kan altid blive ved med at producere nye mærkværdigheder,” som Morten Søndergaard siger. Det eneste de to kan garantere, da Fine Spind møder dem over Skype, er at ‘SPEOS’ aldrig bliver tilgængelig på en streamingtjeneste.

“Emil, vores lydekspert (og producer, red.) plejer at grine af det her projekt og sige, at vi har hacket lydverdenen. Fordi vi ligesom gør noget helt andet, end man ellers gør. Ofte smider man bare et album på en streamingplatform, og så er det en slags visitkort til platformen. Her er vi i gang med at gøre noget helt andet. Formatet har været en del af værket, og det synes jeg faktisk er ret fantastisk,” fortæller Morten Søndergaard.

“Normalvis i musikbranchen, prøver man at gøre det man skaber så tilgængeligt som overhovedet muligt. Her har vi arbejdet med et element af utilgængelighed, af lukkethed. Man skal hen til værket - man skal hen og opsøge det og være i kontakt med det fysisk for at opdage det. Og det spiller ligesom sammen med værkets koncept, at man skal dybt ind i bjerget. Der er noget modstand, der skal arbejdes med - det skal ikke være for nemt,” tilføjer Jakob Schweppenhäuser.

Når en kunstner taler om modstand mod åbenhed i sit værk, kan det måske lyde en anelse utilgængeligt for lytteren. Men SPEOS er alt andet end det. Det er et værk, som kræver en nærværende indsats fra sin lytter, men det belønner den, der overgiver sig. Belønningen kommer i form af et fængende auditivt drama. Værket kræver bogstavelig talt sin plads i verden, hvad enten man finder det i form af en dobbelt vinylplade, der skal vendes tre gange, en stenskulptur på størrelse med et lille tv, eller som en af de koncerter, hvor trioen har inviteret til fælleslytning i bløde puder. Især i koncertformatet, hvor det har været muligt for kunstnerne at snakke med publikum bagefter, har lydværket dannet rammen om mange oplukkende samtaler om, hvordan det føles at vandre ind i et mørkt bjerg - konkret eller metaforisk.

“Vi har jo opført det mange gange, og fået mange kommentarer efterhånden, og hver gang bliver man lidt overrasket over, hvor meget folk rent faktisk sætter sig i den situation. Altså der er nogen, der har talt om den der helt frysende ensomhed, at det også er et billede på ensomhed. Det kan være meget stærkt at sidde og snakke med folk bagefter” fortæller Morten Søndergaard. “Sidste gang var der også en, der var blevet vanvittig bange, da han (reporteren, red.) var blevet væk fra de andre, og syntes det var helt frygteligt” tilføjer Jakob Schweppenhäuser.

“På den måde er det faktisk helt mærkværdigt et socialt værk, det slår mig lige nu. I hvert fald har det været det når vi har opført det. Man sidder i rundkreds og lytter, og det har gjort det til en fælles oplevelse” fortæller Morten Søndergaard.

Foto: PR-foto - Kørfirs Records
Foto: PR-foto - Kørfirs Records

Science og fiction

Jakob Schweppenhäuser sidder på et hvidmalet loftsværelse i Aarhus. Morten Søndergaard i sit landligt indrettede hus i en olivenlund, på et bjerg, i Pietrasanta i Norditalien. De har begge to sorte sweatre på. Min er grå. Morten Søndergaard viser mig sin have mens vi venter på Jakob Schweppenhäuser. Det er en dejlig olivenlund, som digteren selv er med til at passe. Den ligger bogstavelig talt på toppen af et bjerg. Herfra gør han det meste af sit arbejde - når han ikke er i Danmark for læse op, eller lave udstillinger. Morten Søndergaard arbejder bredt med ordkunstens formater, han skriver digte, laver lydinstallationer og kunstudstillinger med ordet som omdrejningspunkt. Men også med videnskaben som omdrejningspunkt. Senest i udstillingen ‘Sproghospitalet’ på Sorø Kunstmuseum, hvor sproget blev indlagt til opsyn, og sygdommens og lægevidenskabens faste vendinger blev dissekeret af Morten Søndergaard og andre kunstnere.

Jakob Schweppenhäuser er forsker, når han ikke er musiker. Han er ekstern lektor ved Aarhus Universitet, og forsker blandt andet i musik og lydkultur. På denne ekspedition, med SPEOS, eksperimenterer de også med videnskabens æstetik:

“Vi har leget med at kalde det en sci-fi dokumentar, fordi det er en blanding af noget dokumentarisk, men også noget som er tilgjort, tilvirket” forklarer Jakob Schweppenhäuser.

“Rammen er jo, at der er denne her udsendte reporter, som bliver sendt nærmest ned fra et rumskib, af nogen. Tiden går måske også på en helt anden måde end man ville forvente. Det viser sig at når han kommer ud igen, så er der gået meget mere tid end der normalt ville gøre. Tiden er ikke en-til-en i hvert fald. Man kan sige for mig som reporter, har reporterrollen, været den klassiske reporter, ligesom David Attenborough, som træder frem og siger “det var lige her, at den første fisk gik i land”. Der er i hvert fald noget science og så noget fiction. Ja, hvordan skulle vi vide at det var dér den fisk gik i land, men nu siger vi at det er sådan. Det synes jeg er ret fedt. At iscenesætte det fiktive i det, men inde bagved, er der et virkeligt ønske om at være science også. At det er rigtigt” fortæller Morten Søndergaard.

Men modsat David Attenborough er du jo den mest uvidende part i hele ekspeditionen?

“Ja mon ikke. Og det ramte mig jo lige i nakken ikke? At jeg overhovedet ikke havde sat mig ind i hvad jeg skulle” siger Morten Søndergaard grinende og kaster nakken bagover. Han lander tilbage i stolen og kigger et øjeblik ned i hænderne. “Uh ja. Men det var også omstændigheder der gjorde at det lige faldt ud på den måde. Jeg er der jo som mig. Som den reporter jeg nu engang kan være. Og det gør måske også at jeg har set nogle andre ting end man ville, hvis man nu var geolog eller speleolog. Men ja det bliver jo egentlig nogle meget sådan... det kommer til at handle meget om kroppen i virkeligheden, og det at være udsat, det at være alene. Det er måske nogle andre ting jeg kan hive frem, fordi jeg har den sensibilitet, det apparat jeg nu engang kommer med”. Jakob Schweppenhäuser tilføjer: “Du oplever det med helt friske øjne, med helt friske sanser”. Morten Søndergaard griner igen: “Det kan man roligt sige”.

At reportere fra mørket

Midt i grotteekspeditionen, er der et tidspunkt hvor reporteren sætter sig ned. Han vil foretage et eksperiment, og slukker derfor for pandelygten, og lader mørket sænke sig. Et pulserende ekko pisker langsomt en stemning op, mens reporteren sætter ord på eksperimentet.

“Jeg ved ikke helt hvor længe jeg har siddet her, måske ti minutter, måske et kvarter (...) Og lydene rundt om mig de er næsten sådan tredimensionelle på den måde at de, selvom de er meget svage, så rammer de mig meget kraftigt vil jeg sige. Jeg, ja, jeg har faktisk sådan en mærkelig følelse af at det er mig der er grotten. Og det er lydene der kommer ind i mig. Hvis man forstår hvad jeg mener. Altså jeg er bare blevet sådan en stemme der taler ud i mørket. Min krop er ligesom smeltet sammen eller forstenet, og er blevet et med det jeg er i. Jeg kan få sådan en underlig følelse af at når jeg sidder og taler nu, ligesom jeg sidder og taler lige nu, siger ordene, et efter et, at jeg ligesom kommer til at lytte til min egen stemme på en anden måde, end jeg nogensinde har gjort før. Det jeg siger nu, det er på sådan en mærkelig måde... jeg ved ikke hvad jeg skal sige, voldsomt. Jeg lytter til min stemme samtidig med at jeg udtaler ordene... Det er faktisk lidt uhyggeligt. I det hele taget så vil jeg sige at det er en langt mere voldsom oplevelser det her, end jeg havde regnet med. Det er... Det er formodenligt sådan... Nu tror jeg altså lige jeg bliver nødt til at gå lidt.”

For Morten Søndergaard har det været lærerigt at arbejde med improvisationen. Den slags improvisation der opstår, når man må tale sig gennem en grotte af mørke og ukendte veje, med diktafonen som eneste tryghedsamulet. At arbejde som digter, på en måde hvor man godt må tale mens man tænker, hvor det ligefrem kan være nødvendigt. Reportagen har åbnet op for en alternativ poetisk situation, mener Jakob Schweppenhäuser:

“Det er jo ikke poesi i den forstand at det er skrevet, men måske er det en form for poetisk tale alligevel, fordi det har en søgende karakter og det er billedrigt. Og vi synes også det var spændende at se på, den der kontakt han er i tvivl om er der, jeg ved ikke om der er en forbindelse, men det er en form for digterisk ur-situation han er i”. Morten Søndergaard peger med fingeren mod Jakob Schweppenhäuser, som en pistol der indikerer at det var spot-on, og udstøder et svagt ‘ja’. Jakob Schweppenhäuser fortsætter: “‘Jeg skriver på papiret, jeg ved ikke hvem der fanger det derude, jeg håber bare. Jeg bliver nødt til at sidde og skrive de her ord, og så må vi bare se hvad der sker’. Så det er en form for poetisk situation han er i, uden at det er poesi i traditionel forstand.” Der er stilhed et øjeblik. Morten Søndergaard kigger ned, ryster hovedet smilende og rækker to tommelfingre i vejret.

Musikkens alkymi

“Jakob Schweppenhäuser, Emil Thomsen og Morten Søndergaard har udforsket feltet mellem lyd, ord og musik siden 2005” sådan står der på gruppens facebookside. Her 15 år senere er de altså stadig i gang. ‘Hjertets abe sparker sig fri’ var et bud på hvordan man bedst kombinerer ord og toner, og det samme er ‘SPEOS’. Arbejdsprocessen har til gengæld været helt forskellig. Med det første album, udvekslede digteren og de to musikere skiftevis lydbidder og ord. Denne gang kom reportagen først, og musikerne har i højere grad arbejdet med at illustrere med musikken. Men også det modsatte, noget af tiden at lade musikken etablere et kontrastpunkt til sproget. De har talt om det som en form for lydfilm, en film uden billeder, fordi processen har mindet mere om den måde man laver film på, med lige dele styring og improvisation.

“Og jeg må sige, at der også er et alkymistisk element i det. Der sker noget spændende når man kombinerer ordene og tonerne, næsten uanset hvad det er for ord og toner, så viser det sig som meningsfuldt. Nogle gange har jeg selvfølgelig haft en fornemmelse af, at ‘ah når han bliver væk, så skal det ikke være en sukkersød melodi der kommer’, det er klart. Så der er ligesom nogle yderpunkter, hvor musikken skulle bekræfte ordene eller illustrere dem. Men der er også et midterfelt, hvor ordene jeg har kombineret musikken med godt kunne have stået i et andet lys. Der er noget der er nøje planlagt, men der er også noget der er mere improviseret. Og så finder vi ud af, jamen det virker, af magiske årsager, som om at det altid har passet sammen det her” fortæller Jakob Schweppenhäuser, som har skabt musikken i tæt samarbejde med Emil Thomsen.

“På første plade fandt vi ud af at vi skulle lade ordenes rytme være styrende for musikken. Sådan at ordenes indbyggede betoninger, bliver musikkens betoninger. Og det kan man gøre teknisk, men Jakob har også siddet og ligesom flyttet musikken ind under ordene. Og det var noget vi opdagede, eller opfandt, sidste gang” indskyder Morten Søndergaard.

At lytte til stilheden

Morten Søndergaard lægger ikke skjul på at turen ind i bjerget var en grænseoverskridende oplevelse. Han har ikke været tilbage siden, og han har heller ikke lyst. Som lytter følger vi reporteren gennem stadier af spænding og heltemod, fremmedgørelse, angst og forundring. Det er ur-menneskelige følelser, som overraskende let rystes frem af, for eksempel, en gåtur ind i en mørk grotte.

“Et billede vi har haft, det er at man faktisk går ind i et øre. Det er jo også på en måde en vandring ind i et sind eller en hjerne måske. Det er et forsøg på at flytte sig helt ud af det normale. At fjerne alle rammer og sige ‘nåmen hvad sker der så?’, når der ligesom kun er denne her quest, stilheden, som jo på en måde er det mest nøgne, man kan forestille sig. Som vi heller aldrig rigtig oplever mere. Der er aldrig rigtig stille. At flytte sig ind i noget helt uventet, samtidig med at man bevæger sig i denne her lidt tøvende gangart, som også er digtets gangart. Digte skriver man jo ikke, hvis man ved, hvad man vil sige. Det behøver man ikke. Det er en invitation til en poetisk udforskning eller en poetisk ekspedition. At være med i digtets tilblivelse,” fortæller digteren, der suppleres af sin partner:

“Det handler også om lytning”. Her bryder Morten Søndergaard ind, “nå ja Jakob, det er da rigtigt”. Han stikker eftertænksomt en pensel i munden som en pibe, mens Jakob Schweppenhäuser fortsætter.

“Det at få mennesker til at sidde og lytte meget nøjagtigt i den bevægelse, at være meget nærværende. Det er intens, nærværende lytning. Og det samme for reporteren. Fordi synet også giver en tryghed, og man kan orientere sig. Men når man hengiver sig til mørket, så hengiver man sig også til lytningen, og man er bare de her øre i mørket. Det er nogle andre erkendelser, end i det dagsklare lys, man når frem til.”

For eksempel at man måske ikke fandt det, man ledte efter. Morten Søndergaard og co. blev øjensynligt forført af det poetiske potentiale i at gå ind i bjerg, på jagt efter Stilhedens kammer. Men da det lykkes, da han endelig sidder derinde, kan han ikke lade være med at lytte.

“Han overgiver sig ikke til stilheden. Det er meget sjovt at tænke på, at han bliver ved, til den bitre ende, han ville have lyd” afslutter Morten Søndergaard.

Fakta


Morten Søndergaard er digter og kunstner. Har senest udgivet digtsamlingen ‘Forsøg på at aflytte et sted i Paris’.

Jakob Schweppenhäuser er forsker og musiker. Har for nylig udgivet pladen Opad under kunstnernavnet ∀ NABLA ∀ på Kørfirs Records.

Emil Thomsen er musiker og producer.

‘SPEOS’ er udkommet som vinylplade på Kørfirs Records

Køb lydsten og læs mere her
Del på facebook
Facebook

Amalie Møller Dybro

Journalist
Amalie Møller Dybro studerer til cand.public på Aarhus Universitet og DMJX og har en bachelor i Idéhistorie. Hun har startet en feministisk læsekreds og kan godt lide japansk og koreansk filmkunst, hverdagskoncerter og steder hun ikke har været før.
Se Amalies artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind