
Stilfærdigt opgør med larm
Frederik Snæland bruger musik som et pusterum i en flygtig og larmende verden. I dag udgiver han en ny single og i aften spiller han intimkoncert i foyeren på ARoS
Frederik Snælands klaverkompositioner er omsluttet af en svævende og stoisk minimalisme. Den aarhusbaserede komponist og producer har de sidste to år arbejdet på sit soloprojekt, der har udgangspunkt i simple og minimalistiske klaverkompositioner. Han skriver stilfærdige og skrøbelige melodier, hvor han udforsker, hvordan han kan gøre det simpelt og mindre at nå ind til noget dybere og større. Han siger selv, at han undersøger, hvad der sker når man gør mindre, og når man giver plads og efterlader tomrum.“Der er mange pauser i mine kompositioner, der er meget bevidste og jeg vil gerne prøve at dyrke den stilhed, der ligger imellem tonerne,” fortæller han.
På den måde tilbyder han med sine luftige og minimalistiske kompositioner lytteren et åndehul i en flygtig verden, der larmer og er i konstant bevægelse:
“Der er hele tiden lyd over det hele. Bybilledet larmer, internettet larmer og med min musik forsøger jeg at tilbyde en lille pause og efterlade plads til eftertanke,” siger han.
For Frederik Snæland handler det også om at gøre op med en tendens i samtidskulturen, hvor alting skal gå stærkt og alle skal være omstillingsparate. Hans kompositioner er i den forstand en bevidst dyrkelse af det rolige, det langsomme og det beskedne. Når han skriver musik, tænker han på det som en slags samtale.
“Det hele behøver ikke være så pompøst og ekstravagant. Mine kompositioner prøver ikke at være noget ekstremt. Det er egentlig bare en mild samtale jeg har med mig selv og klaveret,” siger han.
Frederik Snæland studerer sangskrivning ved Det Jyske Musikkonservatorium og han har spillet koncerter i mange år. Alligevel er det er første gang han spiller med et så simpelt og blotlagt setup, som han gør det på sin nye single og i aften på ARoS. Han siger:
“Jeg har altid dyrket en masse lydeffekter, men i det her projekt er det kun mig og flygelet. Flygelet bliver ikke engang forstærket. Det er helt akustisk og ekstremt sårbart. Der er kun mig, klaveret og et kæmpestort rum.”
Fakta:
Frederik Snæland har siden 2018 udgivet i alt fem singler og i dag udgiver han sin sjette single med titlen ’Langsomt bevæger vi os frem’. De er alle tilgængelige på diverse streamingtjenester.
Koncerten finder sted fredag d. 21. februar i foyeren på ARoS kl. 19.30 og er arrangeret i et samarbejde mellem ARoS og TRAIN. Arrangementet er gratis.