
Den gamle model virker: Danmarks Grimmeste Festival holder fast i rødderne
Danmarks Grimmeste Festival, i folkemunde kaldet Grimfest, blev i år nulstillet af arrangørerne bag, fordi de gerne ville minde hinanden om festivalens grundkoncept og værdier. Det er blevet tid til evaluering, og heldigvis kan der ses tilbage på en fornem modtagelse af festivalens nye former
For enden af Grimhøjvej i Brabrand begynder et lavtliggende skovområde, som på afstand ikke syner af meget. Men følger man grusvejen til ende, når man Grimhøj Gård og de intime rammer, der hvert år lægger grund til Grimfest - Smukfest og NorthSide Festivals mindre fætter ude fra det vestlige Aarhus.På gården bor arrangør Aage Stokholm med hustru og to børn i et familiekollektiv. Og det er her, der hvert år siden 2004 er blevet arrangeret og afholdt Grimfest. Først som en stor havefest med 500 gæster, siden som festival med tusindvis af gæster og navne som Trentemøller, Mø, Folkeklubben og Bikstok Røgsystem på plakaten. Men i år skulle noget være anderledes.
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Økonomien trængte til et gennemsyn
I de senere år voksede festivalen en anelse ud af hænderne på Aage Stokholm og resten af arrangørgruppen. Der har desuden været økonomisk trængsel, og derfor består en del af det nye koncept i en ny økonomisk model, der ikke kan give underskud. Eksempelvis løb årets billetsalg kun i en afgrænset periode i foråret, og dermed kendte man antallet af gæster og årets budget længe inden festivalens start.“Ved at få styr på den ene variabel, fik vi også styr på en helt masse andre ting. Tidligere har vi siddet og tænkt, hvor fjollet det har været at sætte hegn op, hvor det ikke var nødvendigt, ligesom vi har indkøbt ting, vi kun skulle bruge en tredjedel af. Det har vi fået bugt med nu, og det har været fedt at arbejde i de nye rammer,” siger Aage Stokholm.
“Tidligere havde vi lovet mere, end vi kunne holde. Og det vil vi aldrig gøre igen. Nu kan vi fortælle leverandørerne fra start af, hvor mange folk der kommer, og hvor mange penge vi har afsat til hvert område. Det er ikke blot nemmere for dem, det er også en økonomisk sikring for begge parter.”
De gamle værdier eksisterer endnu
Selv mener Aage Stokholm, at festivalens succes indfries af glade gæster snarere end af mange gæster. I år var der færre gæster end tidligere år. Ikke desto mindre var der tilfredshed at spore blandt publikum. Derfor vil man også fortsat gerne værne om de ting, der gennem tiden har gjort Grimfests gæster glade.“Vi vil utroligt gerne støtte det spirende musikmiljø, sikre bæredygtighed og skabe en følelse af nærvær og af at komme hjem til nogen, der har glædet sig til at have dig som gæst,” siger Aage Stokholm, der for nyligt fandt en 14 år gammel video, hvori han til sin store glæde præsenterede præcis de samme værdier for festivalen.
I år er musikerne blevet betalt i forhold til, hvor mange billetter der blev solgt. Alle har fået det samme i løn, og det er en idé, der er affødt direkte af den nye økonomiske model. Aage Stokholm oplever heldigvis, at modellen er blevet taget godt imod af musikerne.
“I år har alle bands fået 11.110 kroner hver for at spille her. Det er måske ikke meget for et veletableret navn, men for de helt nye er det en god hyre og samtidig en god mulighed for at prøve sig af på en mellemstor scene. De fleste musikere kan heldigvis godt huske, hvordan det var at være helt ny, så derfor vil mange gerne støtte konceptet.”
På vej mod grønnere tider
Aage Stokholm tager selv på mange andre festivaler. Både for at have det sjovt, men også for at søge inspiration og faglig sparring. I år har han blandt andet været på Tinderbox, NorthSide Festival, Roskilde Festival og Smukfest. Fagnørderi, kalder han det selv.
“Det er fagnørdet, men noget af det sjoveste, jeg kan finde på at gøre på en festival, er at gå rundt og kigge på hegn. Jeg kigger meget efter rammer og løsninger på problemstillinger, jeg selv har stået i. Jeg samler rigtig meget inspiration og hører selvfølgelig også en masse musik og skaber kontakter.”
Særligt NorthSide Festival er en inspirationskilde med deres evne til at skabe en overvejende økologisk og bæredygtig festival, mener Aage Stokholm: “Northside har gjort meget godt for økologiske produkter på festivaler, og de har som arrangører formet rigtig gode rammer for, hvordan bæredygtighed skal se ud sådan et sted.”
“Det er en kliché at sige, at man skal satse på økologi og bæredygtighed, men det skal vi, for det er rigtigt. Forhåbentligt kan vi tage det endnu videre og for eksempel være en plastik-fri festival en dag. Det er værdier, som ikke kan få opmærksomhed nok i vores samfund, og der har vi som arrangører fordel af at kunne samle mange mennesker ét sted. Forhåbentlig kan det smitte af,” siger Aage Stokholm.
Evalueringsarbejdet ligger for døren, og inden længe går forberedelserne til Grimfest 2018 i gang. Første skridt er at få finjusteret økonomimodellen, der overordnet set betragtes som en succes på Grimhøjvej. Dernæst skal næste festivals arrangørgruppe etableres, og så skal der ellers kigges mod nye oplevelser i gode, gamle rammer for Aage Stokholm og resten af Grim-familien.
“Vi har været forskellige udviklinger igennem, og jeg ville ikke være noget af det foruden. Arbejdet mod næste års festival starter allerede om få uger, og vi glæder os allerede til at komme i gang igen”.
Fakta:
Danmarks Grimmeste Festival foregår hvert år i den første weekend i august ved Grimhøj Gård i Brabrand.
På festivalen bliver der præsenteret et bredt spektrum af hovedsageligt dansk musik i genrer som hip hop, electronica og rock.
Analogik, Choir Of Young Believers, Go Go Berlin, Jærv, Jonah Blacksmith og Von Dü var blandt de optrædende på årets festival.
I år havde festivalen knap 2000 gæster.
Grimfest startede i 2004, og i år var altså 14. år i træk med festival på Grimhøj Gård.
Arrangør Aage Stokholm bor i mini-kollektiv på gården med sin hustro, to børn, svigerinde og dennes familie.

Chris Johansen
Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.