Helle Helle: Det handler om ikke at blive for selvbevidst, når man skriver - INTERVIEW

Helle Helle: “Det handler om ikke at blive for selvbevidst, når man skriver”

Litteratur Portræt Skrevet af: Anne Møller 2018-06-22
Del på facebook
Facebook

Helle Helle: “Det handler om ikke at blive for selvbevidst, når man skriver”

De fleste forbinder Helle Helle med sproglig præcision, nøgternhed og minimalisme. Men faktisk gør forfatteren sig umage for at analysere så lidt som muligt, når hun skriver

Har man fulgt bare en lille smule med i dansktimerne i folkeskolen eller gymnasiet, er der stor sandsynlighed for, at man har hørt om Helle Helle. Med novellesamlingerne Biler og dyr og Rester skød hun sig direkte ind i dansklærernes hjerter, og hendes små fortællinger om skæve karakterer har i flere år været fast pensum.

For en erfaren læser (og for en dansklærer ikke mindst) kan det synes smertefrit, men for en gymnasieelev kan det udløse stor frustration at blive bedt om at forholde sig til en tekst, hvor man ikke rigtig synes, der sker noget. I det hele taget kan litteratur virke tilknappet og være svært at få greb om, når man er ung. Sådan oplevede Helle Helle det i hvert fald, når hun tænker tilbage.

“Jeg var hurtig med nogle ting, men ikke i forhold til det, der handlede om litteratur. Der var jeg lidt sen,” siger hun og betragter indersiden af sine hænder. Neglene er velplejede og rødlakerede og står i velkendt kontrast til det karakteristiske kulsorte outfit.
Foto: Joey Anthon Jackson
Se store billeder her →
Vi mødte Helle Helle efter hendes optræden på den aarhusianske litteraturfestival LiteratureXchange, hvor hun var i samtale med professor i nordisk sprog og litteratur Dan Ringgaard.
Foto: Mikkel Carl
Se store billeder her →
Helle Helle har gået på forfatterskolen og debuterede i 1993 med kortprosasamlingen Eksempel på liv.

En fejl at læse litteraturvidenskab

Selvom Helle Helle allerede i folkeskolen skrev digte i stedet for stile - “det fik jeg lov til,” fortæller hun - var det først i en senere alder, at hun fik øjnene op for litteratur.

“Jeg pjækkede fra nogle timer i gymnasiet sammen med en veninde, og så lukkede vi os ind på et lille støvet bibliotek, hvor vi fandt lyriktidsskriftet Hvedekorn og sad og læste i det. Pludselig forstod jeg, at digtning var noget, man kunne komme videre med.”

Det krævede mange års mentalt tilløb at finde mod til at sende digte ind, men da hun gjorde det, gav det pote. Den daværende redaktør og forfatterskole-rektor Poul Borum antog flere af hendes digte, og ad den vej blev hun opmærksom på forfatterskolen, hvor hun senere blev optaget.

“Første gang jeg skulle fremlægge tekster på forfatterskolen, var det Søren Ulrik Thomsen, der var gæstelærer, og som skulle give os kritik. Jeg fremlagde fem digte, og så blev der helt stille.” Hun holder vejret. “Jeg kan kun huske to ting. Han sagde: “Hvad er dit system med store og små bogstaver i begyndelsen af hver linje?” Og mit svar er så pinligt, at jeg ikke vil sige det.” Hun smiler sammenbidt og ser lidt ned i bordet, inden hun fortsætter med en stemme, der skal forestille at tilhøre en meget ung Helle Helle: “Jeg valgte bare efter, hvad jeg syntes, der så flot ud.”

Og Søren Ulrik Thomsen var ikke færdig. ““Det med at husenes ruder er opspilede øjne, det har vi måske set før,” sagde han, og det svarede jeg ikke rigtigt på. Og så skrev jeg ikke digte siden. Men det var godt, han sagde det, for det var fandeme heller ikke særlig godt. Og det var ikke den vej, jeg skulle gå,” forsikrer hun.

Forud for tiden på forfatterskolen tog Helle Helle en grunduddannelse i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I kraft af sin nyvakte interesse for litteratur virkede det som et naturligt valg, men det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé.

“Det var en kæmpestor fejl, at jeg læste litteraturvidenskab. Jeg kunne ikke finde ud af det, og jeg følte ikke, jeg havde en forståelse for, hvad litteratur var. Det var først, da jeg var sidst i 20erne, at jeg begyndte at få fat i noget. Men det tager jo også tid, før man finder en tone eller en måde at skrive på. Og så går resten af tiden ellers med at undgå den tone,” siger hun og bryder ud i latter. “Det giver jo ikke nogen mening at blive ved med at ville skrive som sig selv.”
Foto: Joey Anthon Jackson
Se store billeder her →
Helle Helle blev især kendt med de to novellesamlinger Biler og dyr og Rester, men har i de seneste 18 år udelukkende skrevet romaner.
Foto: Mikkel Carl
Se store billeder her →
For Helle Helle blev det svært ikke at være for rigtig, når hun skrev noveller. Og det er vigtigt for hende ikke at blive for ferm, for når man bliver det, så skriver man dårligere, mener hun.

Fra noveller til romaner: “Det blev svært ikke at være for rigtig”

To år efter at Helle Helle blev færdig på forfatterskolen, debuterede hun med kortprosasamlingen Eksempel på liv.

“Jeg skrev den, mens jeg var programmedarbejder på Danmarks Radio. Der arbejdede jeg, mens jeg skrev mine første bøger, og det er derfor, det blev kortprosa og noveller. Og måske også bare, fordi det er sådan, man begynder. Fordi det er meget uoverskueligt at skrive en roman som det første. Det forstår jeg slet ikke, at man kan.”

Med tiden blev det naturligt for Helle Helle at skrive noget længere, og de seneste 18 år af sit forfatterskab har hun viet til romangenren. Det har hun en naturlig forklaring på.

“Det er, fordi man kan alting med en roman. Det er så spændende at skrive over så langt et stræk uden at være sikker på, om det skal bære eller briste. Det er altid en satsning.”

Det er det også med noveller, fortæller hun, men det er alligevel noget andet. Og måske kan man i virkeligheden blive for god til at skrive noveller. I hvert fald har hun valgt - for en periode, måske for altid - at lægge dem på hylden.

“Det blev svært ikke at være for rigtig. Det var svært ikke at lave en rigtig novelle, som begynder, du ved, in medias res, og som har en opbygning, og så er der et punkt, og så slutter man på et billede... Det blev for svært at fravige den form. Det er hele tiden det med ikke at blive for ferm, for når man bliver det, så skriver man dårligere, og der mangler desperation og bål og brand, og alt den usikkerhed og tvivl, der skal til for at kunne få noget frem, som har den energi, der gør, at det bliver noget nyt eller noget, der kan trække mig videre ind igennem en roman.”

“Man kan jo ikke gå med et blomkålshoved i hånden!”

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Helle Helle udgav romanen de: En fortælling om et mor-datter-forhold, om sygdom og kærlighed, og om at gå i gymnasiet i begyndelsen af 80erne.

Helle Helle mistede selv sin mor for få år siden, men faktisk skal man tretten år tilbage i forfatterskabet for at finde den bog og den sætning, der var den egentlige inspiration.

“Når jeg skriver en roman, får jeg næsten altid en idé til den næste,” fortæller hun, og sådan var det også, da hun tilbage i 2005 skrev Rødby-Puttgarden.

I romanen er der en scene, hvor en kvinde går over en mark med et blomkålshoved, og lige nøjagtigt dén scene ligner til forveksling den sætning, der indleder de: “Senere går hun over markerne med et blomkålshoved.”

I det hele taget bruger Helle Helle ofte elementer fra sine tidligere romaner, når hun skriver, og ser man godt efter, er der mange tråde, der trækker tilbage. Men det er ikke uden risiko at træde tilbage og opdage, hvordan man skrev engang. Det oplevede Helle Helle på den hårde måde, da hun arbejdede på de.

“Da jeg vendte tilbage til Rødby-Puttgarden, opdagede jeg en virkelig dårlig sætning. Der står: “Vores mor gik over markerne med et blomkålshoved i hånden.” Det er jo virkelig dårligt! Det er det jo. Man kan jo ikke gå med et blomkålshoved i hånden. Det kan du ikke. Så skal det være et meget lille blomkålshoved. Det kan du ikke.”

Hun rynker panden og ser spørgende på mig. “Hvordan kan jeg have skrevet det? I dag ville jeg aldrig skrive det! Der skulle jo bare have stået: “Vores mor gik over markerne med et blomkålshoved,” for det er jo slet ikke nødvendigt at skrive “i hånden.” Så skulle der have stået “i hænderne.””

Selv mener Helle Helle, at de to sætninger afspejler en vigtig udvikling i hendes forfatterskab. “Der er tretten år mellem de to romaner, og jeg tror faktisk, at den forskel med de hænder illustrerer, hvad det er, der er sket med mig siden: Jeg har fået skærpet mit blik for, hvad det er, der står, og hvordan jeg siger det.”

Helle Helle er inde i en fase, hvor hun er hyperopmærksom på ordene. Og derfor er hun også længselsfuld efter at komme til at skrive igen. Hun læner sig tilbage i stolen. Det sammenbidte smil har ikke forladt hendes læber. Den dårlige sætning har bidt sig fast.

“Kan du godt se forskellen med de hænder der? Det er fandeme ikke særlig godt! Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det til mig? Det forstår jeg ikke. Det skulle have været opdaget jo.”

Selvom Helle Helle oplever, at hun har fået skærpet sin sproglige bevidsthed, har hun selv i sin nyeste roman fundet passager, der generer hende.

“Jeg har opdaget, at der i kapitel tre er et afsnit, der slutter: “Hun lukker vinduet med et smæld, det runger kortvarigt i hovedgaden.” Så kommer næste afsnit: “Kusinen trækker skråvinduet ned oven i hovedet på Lone.” Så jeg har ligesom “hovedgaden”, og så har jeg “hovedet” lige bagefter. Og det var vigtigt, at der stod hovedgaden her, men det irriterer mig, når jeg læser det højt, at der står “hoved” to gange i to linjer lige efter hinanden.”
Foto: PR-foto / Rosinante
Se store billeder her →
For et par måneder siden udgav hun romanen de, der handler om et mor-datter-forhold, om sygdom og kærlighed, og om at gå i gymnasiet i begyndelsen af 80erne.
Foto: Joey Anthon Jackson
Se store billeder her →
Helle Helle mener selv, at hendes sproglige bevidsthed er blevet skærpet med årene, og lige for tiden er hun inde i en periode, hvor hun er hyperopmærksom på ordene.

“Jeg gør ikke noget forsøg på at ville sige det hele, for jeg ved, det er dømt til at mislykkes”

Helle Helle er overbevist om, at det en fordel at være god til at iagttage og lytte, når man er forfatter, så det har hun øvet sig i. Det er vigtigt for at få indblik i, hvad der gemmer sig bag et blik eller et tonefald.

“Jeg har en stor iboende interesse for det, jeg ikke selv tager del i, men hvor jeg kan se tingene udefra. Og der kan det være meget godt at befinde sig i lukkede rum med fremmede mennesker.”

“Det tror jeg, alle kender. At man ikke kan lade være med at skrive andres historie inde i sit hoved. Man tror, man sidder i sine egne tanker, men så har man pludselig brugt ti minutter på at tænke over, hvad det er med dem derhenne. Om de er uvenner, om det er mor og datter og så videre.”

Generelt kan hun godt lide at iagttage alle de bittesmå nuancer, som kun kan ses og høres.

“Du kan se en frustration hos hende kvinden, der står i køen i Brugsen. Og du kan høre det på den måde, hendes mand siger noget til hende på. Al den historie og betydning, der ligger bag det, der ikke bliver sagt, er der noget meget dragende ved. Og det er også min metode, når jeg skriver.”

“Jeg gør ikke noget forsøg på at ville sige det hele, for jeg ved, det er dømt til at mislykkes. Der er kun noget af det, jeg siger, men det er ikke, fordi der skal stå noget mellem linjerne eller være sorte huller i teksten. Det er mere, fordi jeg tænker, at man som forfatter altid leder efter en måde at skrive på, hvor man oplever, at man er stærkest, og der er mest energi i sproget.”
Foto: Joey Anthon Jackson
Se store billeder her →
Helle Helle får ofte at vide, at hun skriver mellem linjerne, men det er vigtigt for hende at gøre opmærksom på, at det ikke er noget, hun kalkulerer med at ville gøre. Det er sådan, hun er indrettet. Det er sådan, hun skriver, fortæller hun.
Foto: PR-foto / Samlerens Forlag
Se store billeder her →
Inspirationen til romanen de stammer fra Rødby-Puttgarden, som hun udgav i 2005. I bogen er der en scene, hvor en kvinde går over en mark med et blomkålshoved, og det er lige nøjagtigt den scene, der indleder hendes nyeste roman.

Om ikke at blive for selvbevidst

Når man er forfatter, og når man hedder Helle Helle, og ens bøger bliver brugt i undervisningssammenhænge, er man ofte ude for at få tilsendt analyser.

Helle Helle er glad for, at hendes bøger når bredt ud, men når det så er sagt, så kan det godt være svært at affinde sig med prædikater, som man ikke har efterstræbt. At skrive mellem linjerne er et af de udtryk, som dansklærere typisk bruger til at betegne hendes skrivestil, men i virkeligheden er det slet ikke noget, hun tænker over, når hun skriver. Og derfor kan det godt være frustrerende at få skudt i skoene, at man skriver på den måde.

“Det er meget vigtigt for mig at skrive indefra. Det er ikke noget, der er fortænkt, som så skal realiseres i skriften.”

“Det, det i virkeligheden går ud på, er at droppe den selvbevidsthed hver gang, den kommer, for den er ikke klædelig. Den skal også droppes, når jeg skriver. Den der bevidsthed om, at “jeg er jo en forfatter, der gør det og det.” Det skal helt ind til dér, hvor der er en ærlighed. Og det, tror jeg egentlig, er det, jeg tilstræber. Det er det, jeg prøver på: At nå derhen, hvor jeg dropper det selvbevidste. Jeg synes ikke, det fører noget godt med sig.”

Hun retter blikket mod sit vandglas, der står på bordet, inden hun fortsætter:

“Jeg er godt klar over, at når der står: “Datteren ringer til sin mor på hospitalet. Moren siger: Åh nej, skat, er du blevet syg? Og datteren svarer: “Nej.” Og moren siger: “Det var synd,” så er der, hvad folk vil kalde undertekst, eller at jeg har skrevet mellem linjerne. Men det er jo bare et udtryk det dér mellem linjerne. Når datteren siger nej, så gør hun det jo, fordi hun ikke vil have, at hendes mor skal blive bekymret.”

“Jeg kunne have skrevet det på rigtig mange dårlige måder. Men det virker bedre sådan her. Sætningen kunne også have lydt: “Nej, siger hun med sin rustne forkølelsesstemme eller et eller andet.” Jeg kunne jo have udpenslet det, men det giver ikke nogen mening. Det er meget bedre uden, for så vokser det og bliver større, fordi det hele ikke er skrevet ud.”

“Jeg sidder ikke og kalkulerer, og det er det, jeg synes, der er faren ved at snakke om, at jeg skriver mellem linjerne. Det lyder som om, jeg kalkulerer med, at jeg vil gøre det. Men det gør jeg ikke. Det er sådan, jeg er indrettet. Det er sådan, jeg skriver. Og når det så er sagt, så er det jo en kæmpe fryd at fjerne fire ord fra en sætning og opdage, at den er blevet tyve gange bedre.”

Fakta:

Helle Helle er født i Nakskov. Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen.

Hun har modtaget Kritikerprisen, PO Enquist-prisen, De Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris.

Hendes bøger er oversat til tyve sprog.

Hun optrådte lørdag den 16. juni på litteraturfestivalen LiteratureXchange på Åbne Scene på Godsbanen, hvor hun var i en samtale med professor i nordisk sprog og litteratur Dan Ringgaard.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: