Han indhugger digte i marmor, trykker dem på medicinæsker og installerer dem på husgavle. For den danske digter Morten Søndergaard er poesi ikke noget, der nødvendigvis skal analyseres. Det er noget, der sker i én

Ord, sprog og systemer har altid været en naturlig del af Morten Søndergaards liv. Med en far, der var grammatikprofessor, var bøger fast inventar i barndomshjemmet i Hjallese, og selvom der skulle nogle omveje til, før Morten Søndergaard turde nærme sig poesien, har han aldrig været i tvivl om, at det var den vej, han skulle gå.

“Jeg har altid villet være digter. Det vidste jeg bare,” siger han som den største selvfølge i verden, mens han klør sig på underarmen. Hans hudfarve bærer præg af, at han størstedelen af året er bosat i den italienske by Pietrasanta.

Fra fotografi til poesi

Morten Søndergaard var 13 år gammel, før han på egen hånd bevægede sig ind på bøgernes domæne. Hvordan det helt præcist skete, ved han ikke. Men pludselig stod han mellem hylderne på Odense Centralbibliotek med Klaus Høecks digtsamling Rejse mellem hænderne. “Klaus Høeck var min første digter,” siger han og smiler.

Besynderligt nok var det ikke bøgerne, der for Morten Søndergaard blev porten til poesiens verden. Det var fotografiapparatet.

“At tage billeder er en måde at lave en ramme på. Jeg fandt ud af, at jeg kunne gøre noget med verden. Jeg kunne manipulere med den,” siger han og uddyber: “Når der er en ramme, så er der noget, der der ligger indenfor rammen, og noget, der ligger udenfor. Og det gælder jo også for digtet. Dét med at frame og fastlåse en begivenhed, synes jeg er interessant,” siger han.

Med årene fandt Morten Søndergaard fodfæste. Klaus Høecks digte havde efterladt spor i hans bevidsthed, og trods omveje endte det med at være poesien, der vandt hans hjerte.

Læs også: Morten Søndergaard, Bisse og Marie Højlund forenes i Solar Plexus

“Vi ville være digtere med lille ‘d’”

I 1991 blev han uddannet fra Forfatterskolen. Sammen med blandt andre Niels Lyngsø kom han i hælene på digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, der havde dikteret den litterære stil op gennem 80’erne. Men tiden kaldte på fornyelse, og det kom der.

Morten Søndergaard fortæller: “Vi ville ikke være digtere på samme måde som dem. De var digtere med stort ‘D’. Vi ville være digtere med lille ‘d’. For os måtte poesien godt finde sted andre steder end på siderne.” Det skulle Morten Søndergaard vise sig at blive et levende bevis på.

En litterær spændetrøje

For at kunne gentænke poesiens rum var det nødvendigt for Morten Søndergaard at vriste sig fri af en litterær spændetrøje.

“Det litterære felt kan nogle gange føles meget snævert,” siger han og retter blikket mod en blok, der ligger på bordet. Fra begyndelsen har det været vigtigt for ham ikke kun at pille poesien ned fra den piedestal, den blev placeret på op gennem 80’erne, men også at bringe den i spil på nye platforme.

I 1994 markerede han sig som en af redaktørerne på Brøndums Encyklopædi. Et lige dele gakket og alvorligt alternativ til Gyldendals Den Store Danske Encyklopædi, der gik i luften samme år. Og tre år senere grundlagde han det eksperimenterende litteraturtidsskrift Øverste Kirurgiske sammen med blandt andre Jens Blendstrup og Tomas Thøfner.

I de seneste år har han lagt navn til blandt andet et seks etager højt digt på en husgavl i Valby. Og sidste år kunne man “på eget ansvar” bevæge sig ind på et næsten 200 kvadratmeter stort digt, der var indhugget i et marmorgulv på Brandts i Odense.

Se også billedserien: Cool, Calm and Collected: Tendenser fra samtidskunstscenen på ARoS

 

“Som digter har jeg mulighed for at træde ind i et andet felt”

Generelt kan Morten Søndergaard godt lide at bevæge sig uden for digterens domæne, og han ser det som en gave at få lov til at lege med ord uden for papiret.

“Som digter har jeg mulighed for at træde ind i et andet felt. Jeg behøver ikke være billedkunstner, når jeg giver ordene en tredimensionel form eller skriver ordene andre steder end på papir. Det synes jeg er lige så gyldigt som at udgive en bog,” siger han og uddyber:

“For mig er det en måde at afsøge betydning på. Poesien opstår gerne der, hvor betydning er i gang med at blive til eller ved at forsvinde. Det er der, jeg gerne vil være for på den måde at se digte blive til på nye måder. Nogle gange må poesien godt møde os nogle steder, vi ikke forventer det.”

Digte behøver ikke blive analyseret

Tilbage i 2010 lancerede Morten Søndergaard sit Ordapotek. Et værk, der kombinerer medicin og grammatik, og ligesom Drømmegavlen udfordrer det bogmediet og sprænger grænserne for poesiens rum.

I stedet for at figurere i en digtsamling optræder poesien her på indlægssedler til små medicinæsker; én for hver ordklasse. Her er det muligt at læse om bivirkninger, overdosering og anvendelse af den enkelte ordklasse - og man kan for eksempel blive klogere på, hvorvidt verber løber over i modermælken, hvis man ammer.

Trods begyndende vanskeligheder med at finde økonomisk støtte endte Ordapoteket med at blive en succes, og det bliver fortsat solgt til både danske og udenlandske folkeskoler. For Morten Søndergaard spiller værket en central rolle i forfatterskabet. Måske fordi det står som et klart eksempel på, hvad poesi også kan være.

“Når der sidder en 5. klasse med det oppe i Lemvig, så tænker de det jo ikke som kunst eller poesi, men det ér det. Det er der noget ret fantastisk ved,” siger han og fortsætter:

“I folkeskolen får vi jo ellers at vide, at digte er svære, en gåde eller rebus som skal løses. Det tror jeg, er helt forkert. Hvis man ser på poesi som noget, der sker i én, så behøver det ikke blive analyseret, men i stedet oplevet som et maleri eller et stykke musik.”

For Morten Søndergaard handler det om ikke i første omgang at ville forstå, når man læser et digt. “Hvis man stiller sig så åbent an som muligt, så tror jeg, der er en større forståelse i vente på den anden side,” siger han.

Mange bøger på komfuret

I modsætning til mange af sine forfatterkollegaer er Morten Søndergaard ikke typen, der færdiggør en bog eller et værk, før han går videre til næste. Han kan godt lide at have mange ting på komfuret, som han formulerer det.

“Jeg har rigtig mange bøger, der ligger, og jeg tænker på dem som huse, jeg bevæger mig hen imod. Nogle er der ikke så langt hen til. Andre kræver det en lang og besværlig vej at nå. Når man så kommer hen til dem, bor man der lidt, og så flytter man ud igen, og så kan man gå et andet sted hen,” fortæller han og tegner små stier på bordet med pegefingeren.

Morten Søndergaard skriver hver dag. Eller næsten hver dag, som han udtrykker det. Men det er ikke alt, han skriver, der ender med at blive trykt.

Med inspiration fra vennen og kunstneren Christian Lemmerz har han siden 2002 skrevet tekster til skrivebordsskuffen i sin såkaldte ‘natbog’, og for Morten Søndergaard har den været en god skrivekatalysator.

Han fortæller: “For meget lang tid siden, sagde Christian til mig, at han var begyndt at tegne nogle tegninger, som ingen skulle se. Og så tænkte jeg: Det var sgu da en god ide.”

Lige siden har natbogen haft en fast plads i Morten Søndergaards natbordsskuffe, og han tager den frem, når han har brug for at gentænke sig selv.

“Som forfatter handler det hele tiden om, hvordan man kommer videre. Hvordan kommer man til næste bog? Hvordan overskrider man sig selv? Og hvordan flytter man sig selv, så man ikke gentager sig selv?”

Inspirationen kommer nedefra

Spørgsmål som disse kræver tankerum. Og hvor får man bedst det? For Morten Søndergaard har svaret været Italien, hvor han har tilbragt det meste af de sidste tyve år. Først i Vinci med sin daværende kone og forfatterkollega Merete Pryds Helle og nu i Pietrasanta.

For Morten Søndergaard har inspirationen til at skrive i høj grad været knyttet sammen med stedet. “Jeg har flere gange oplevet at stedets stemme træder frem,” siger han med henvisning til blandt andre Ubestemmelsessteder, Vinci, senere og Tingenes orden, der foregår på henholdsvis Vesterbro, omkring Vinci og i København.

“Inspirationen kommer slet ikke oppefra, den kommer nedefra,” griner han. Det oplever han med største tydelighed nu, hvor han har bosat sig i en olivenlund.

“Der er sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg bor jo i Italien, og jeg har fået de her træer ind i mit liv. De gør virkelig noget ved mig, de træer. Det er svært at forklare.” Han ser lidt ud i luften. “Det lyder jo helt bibelsk og paradisisk,” siger han og griner. Han fumler med en kuglepen og placerer tommelfingeren under hagen, inden han fortsætter:

“En olivenlund er et rigtig godt sted at tænke. Platons første akademi var jo en olivenlund, og dengang gik de rundt mellem træerne. Jeg tror, der er en grund til, at man tænker godt imellem træer,” fortæller han.

Sproghospitalet: Ordapoteket 2.0

Selvom Morten Søndergaard tilbringer en stor del af sin tid i en olivenlund i Pietrasanta, har han ikke definitivt forladt Danmark. “Jeg har både familie, børn og kontakter her. Og det er jo her, jeg udkommer,” siger han og fortsætter:
“Lige nu føler jeg mig meget privilegeret og heldig. Jeg har nogle store projekter i gang, og jeg er blandt andet ved at gendigte Gilgamesh. Det er et fuldstændig fantastisk projekt, og jeg laver det sammen med min søn Sophus Helle, der er ph.d. her i Aarhus. Det kommer både til at være en gendigtning på dansk og et teaterstykke,” fortæller han.

Gilgamesh-projektet er ikke det eneste, der koger på på Morten Søndergaards ordkomfur. Med afsæt i Ordapoteket er han ved at udvikle et Sproghospital, som man kan opleve på Sorø Kunstmuseum næste efterår.

“Sproghospitalet bliver et hospital, man kan blive indlagt på og måske blive kureret eller inficeret,” griner han.

Fakta:

Morten Søndergaard er cand. phil. i Litteraturvidenskab og uddannet fra forfatterskolen i 1991.

I 2014 modtog Morten Søndergaard Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Fra februar til april kunne man opleve hans værk I'll Text You Back Later som en del af udstillingen Cool, Calm and Collected på ARoS.

Til efteråret udkommer SPEOS, en lydlig hulevandring ind i et bjerg, lavet sammen med Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsen. Udgivelsen kommer både som sten og på vinyl.

Gilgamesh udkommer næste år og opføres til april 2019 på Glyptoteket af Hotel Proforma.

Sproghospitalet kan opleves på Sorø Kunstmuseum i efteråret 2019 og senere rejser det til Medicinsk Museion i København, hvor det får sin egen bygning.