Carsten Jensen - krigsreporteren og forfatteren
Løgn og bedrag og lugten af lig. Kulturmagasinet Fine Spind har mødt forfatter Carsten Jensen, der fortæller om fantasi og sandhed, om at være kritiker af krigen og forsvarsadvokat for de danske soldater i Afghanistan
Da han skulle skrive sin roman om de danske soldater i Afghanistan, opdagede Carsten Jensen, at sandheden måske ligger et sted mellem virkelighed og fiktion.
Korrespondent i krigszonen
Carsten Jensen skriver om Afghanistan. Det har han gjort, siden han som gæst hos en Mujahiddin-gruppe rapporterede fra det daværende Sovjetunionens invasion helt tilbage i 1988. Det er blevet til talrige reportager og nu også romanen Den første sten, der udkom i 2015. Carsten Jensen har flere gange været i krigszoner. I 1990’erne var han udsendt som krigskorrespondent på Balkan for Ekstra Bladet—men ikke som typisk journalist:
“Det var aftalen med redaktøren, at jeg ikke skulle skrive klassiske krigsreportager. Jeg var en forfatter, der tog ud på en journalistisk opgave,” fortæller Carsten Jensen. Sven Ove Gade, der dengang var chefredaktør på Ekstra Bladet, ønskede en mere subjektiv og sanselig vinkel på krigens rædsler: “Jeg skulle fortælle om, hvordan ligene lugtede.”
“Første gang jeg stod midt i en krig, følte jeg virkelig, at mit verdensbillede blev afprøvet,“ siger Carsten Jensen og forklarer, hvordan adrenalinen skærpede alle sanser: “Man er til stede i sin egen krop, sit eget liv, på en helt anderledes intens måde. Farverne bliver stærkere, livet kommer tættere på. Det er som om, barrieren mellem dig og verden er mindre, end den plejer at være.”
Fra Balkan kunne Carsten Jensen skrive hjem til sin redaktør, der ville vide, hvordan ligene lugtede? “De lugter en lille smule sødt.”
Læs også: JEG ER FØRST OG FREMMEST BARE ET MENNESKELIGT VÆSEN
Mellem to stole
Carsten Jensen kom hjem fra Balkan, men han var ikke færdig med at rejse og rapportere. Få måneder efter den amerikanske invasion af Afghanistan i oktober 2001 rejste han rundt i landet på egen hånd. Selv om han til at begynde med var tilhænger af krigen, blev han i løbet af sine mange ture overbevist om, at den var forfejlet, og han blev til én af Danmarks største kritikere af krigen.
“Krigszonen som menneskelig tilstand fascinerede mig,“ siger han. Derfor rejste han i 2009 igen afsted, men denne gang for at lave research til sin roman om de danske soldater, Den første sten.
“Jeg ville ikke skrive en propagandistisk roman. Jeg ville skrive en bog, som fortalte almindelige mennesker om krigens ubarmhjertighed. En roman er for mig en invitation til indlevelse. Du rejser ind i det fremmede og opdager noget kendt; du rejser ind i det kendte og opdager noget fremmed.”
For Carsten Jensen var det en svær opgave at balancere mellem at være den kritiske journalist og den indlevende forfatter: “Jeg endte i en mærkelig dobbeltrolle, hvor jeg på den ene side var en offentlig kritiker af krigen, og på den anden side måtte være mine romanpersoners forsvarsadvokat,“ siger han.
Læs også: DET ER I TVIVLEN, AT JEG SKRIVER BEDST
Ingen censur men visse begrænsninger
Både som forfatter og journalist har Carsten Jensen haft frie tøjler til at skrive om krigen i Afghanistan. Der var ingen censur og ingen, der skulle læse over skulderen på ham, mens han skrev sin roman. “Så ville vi jo ikke leve i et demokrati,” bemærker han tørt. Men der er alligevel visse begrænsninger: “Det er som regel meget iscenesat, når en journalist får lov til komme afsted sammen med soldaterne,” siger han og fortæller om borgmesteren Ali Shar, som han mødte i 2009 og skrev om i Den første sten:
“Ali Shar kom til at sige til mig, at situationen var meget mere kritisk og fortvivlet end den officielle danske version. Om aftenen kommer en rådgiver for Udenrigsministeriet sammen med de danske troppers næstkommanderende hen til mig og laver en damage control. De fortæller, at borgmesteren har været kidnappet af Taleban og ikke rigtigt er sig selv.”
Da Carsten Jensen nogle år senere igen mødte Ali Shar, fortalte han, hvad myndighederne havde sagt til ham. Borgmesteren kunne fortælle en noget anden version af historien, der ikke stemte overens med den officielle:
“Ali Shar var blevet kidnappet, ikke af Taleban men af en højtstående politimand, som også var kriminel og narkobaron og en af danskernes lokale samarbejdspartnere. De vidste det godt, men turde ikke at røre ham, for de var bange for at pille ved det lokale magtnetværk og komme på konfrontationskurs. Så der har de siddet og løjet direkte for mig,” konkluderer Carsten Jensen.
Grænselandet mellem virkelighed og digtning
Carsten Jensen kan bedst fortælle sandheden i en roman, når han balancerer mellem journalistisk research og forfatterfantasi:
“Det kan godt være, jeg har mødt den borgmester eller krigsherre, men jeg får dem til at gøre og opleve ting, som de hverken har gjort eller oplevet i deres eget liv,” siger Carsten Jensen og tilføjer, at dén slags friheder er med til at gøre hans romaner endnu mere sande.
“Jeg skriver realistisk for at vaske øjnene på læseren og lade ham se virkeligheden, som han aldrig har set den før. Forholdet mellem research og fantasi, synes jeg, er meget godt beskrevet af Mario Vargas Llosa, der siger, at definitionen på fiktion er at fortælle sandheden ved løgnens hjælp. Det har været mit motto gennem arbejdet med Den første sten.”
Men når Carsten Jensens læsere spørger ham, hvad der er sandt og hvad der er fiktion i hans bøger, plejer han alligevel at svare spøgefuldt: “Jo mere usandsynligt, det lyder, jo mere sikre kan I være på, at det rigtigt er sket—og jo mere hverdagsligt det lyder, jo mere kan I være sikre på, at det er noget jeg har fundet på. For klichéen er rigtig: Virkeligheden overgår fantasien.”
Fakta:
Carsten Jensen er født i 1952, er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og har arbejdet som journalist på bl.a. Politiken, Det Fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Information, hvor han har skrevet reportager fra verdens brændpunkter. Han modtog i 1997 de Gyldne Laurbær for rejsebogen Jeg har set verden begynde og har senest opnået stor succes med romanerne Vi, de druknede og Den første sten.
Carsten Jensen skal tale med den norske forfatter Helga Flatland om krig og litteratur på litteraturfestivalen Vild med Ord i Aarhus lørdag d. 20. maj.