Theis Ørntofts romandebut Solar er et ambitiøst sammensurium af autofiktion, hærværk og social deroute

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Fortælleren i Theis Ørntofts romandebut Solar hedder Theis, er ifølge bagsideteksten en “sortseende økodigter” og han underviser højskoleelever i litteratur. I begyndelsen af romanen giver fortæller-Theis den som mavesur gammelfar, der brokker sig over dovne højskoleelever: “Dengang jeg selv gik på højskole drak vi øl om natten og mødte op til undervisning om morgen,” som det småfornærmet og selvhøjtideligt lyder en morgen, hvor nogle af eleverne pjækker. Og det er ikke bare højskoleeleverne, den er gal med, det er samfundet generelt: “Det er det uambitiøse, som kan være svært at holde ud ved den danske verden.”

Knausgård-minions

Sådan forløber romanens første del, hvor fortæller-Theis vandrer ned ad Hærvejen. Her glor han på damer og pæn natur, imens han selvretfærdigt harcelerer over, hvor kedelige og privilegerede danskerne er. Fortæller-Theis er i denne del af romanen fuldstændig blottet for selvironi og ydmyghed, og det bliver så gudsjammerligt tungt, når vi skal have de store sandheder om livet, mennesket og kærligheden stoppet ned i halsen. Igen og igen på den højtidelige og autofiktive måde, hvor forfatter-Theis og fortæller-Theis er svejset så godt sammen, at forfatteren ikke er til at slippe af med. Som genre er den store autofiktive manderoman efterhånden ved at være lidt slidt i kanterne. Det danske litteraturlandskab vrimler med små Knausgård-minions, og jeg orker dem ikke rigtigt længere.

Fortæller-Theis og Vestegns-Nadja

Allerede efter 74 sider vender fortæller-Theis hjem fra Hærvejsvandringen, og før det virkelige hærværk går i gang, skal vi lige trækkes igennem sådan en god gennemtygget parforholdshistorie. Fortæller-Theis får sig et fitnessabonnement, og i træningscenteret møder han en Vestegnspige, “en attraktiv kvinde fra et fremmed miljø, fra en helt anden verden end min, ikke en af de her tørre kiks fra Kunstakademiet med kort hår og kondisko, hende her var hot og hun havde smilet.” Efter kort tid rykker fortæller-Theis ind i lejligheden i Albertslund, hvor dagene går med PlayStationspil, Jensens Bøfhus og fodboldkampe. Fortæller-Theis og Vestegns-Nadja er ikke verdens bedste match, men det er lige meget, for hun er mega lækker. Det understreges af en af de længste og mest udpenslede sexscener i nyere dansk litteratur, hvor fortæller-Theis bemærker, at “højere kunne man som heteroseksuelt mandevæsen ikke nå indenfor livets system.” Desværre er der jo som bekendt koldt på toppen, og fortæller-Theis rejser kort tid efter fra Albertslund.

Romanens bagsidetekst fortæller, at Theis lader sig “falde – ned gennem systemerne, kulturen og sindet.” Men er det så derouten, eller hvad? En selvhøjtidelig kunstner, der ikke kan døje, hvor privilegieblinde alle de almindelige mennesker er, som for en kort bemærkning genopstår som pizzaspisende kontanthjælpsmodtager i Albertslund. Det fremstår lidt som en omvendt fattigmandsudgave af Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang, hvor fortælleren efter en transcenderende omgang hestesex vågner op som Alexander den Store. Fortæller-Theis fortsætter dog sin deroute og går for alvor hærværksamok på Ole Jastrau-måden efter bruddet med Nadja. Uden penge, lejlighed, job eller billetter rejser han på må og få ned gennem Europa, indtil han ender i Lissabon, hvor han indleder et sært, ordknapt venskab med den småkriminelle Diago. Herefter går det slag i slag med dødsdruk, crackrygning, røveri og mord.

Himlen åbner sig

Efter at have leget autofiktiv storroman i løbet af de første par hundrede sider, går det meget hurtigt meget vildt og voldsomt ned ad bakke for fortæller-Theis, og det hele ender i et spøjst, euforiserende crescendo på kanten af livet.

Solar er et stort værk, et ambitiøst værk, men det er også et slasket værk, der ikke helt ved, hvor det skal hen. Fortæller-Theis er størstedelen af tiden ulideligt irriterende, det samme er de alenlange gengivelser af tilfældige tenniskampe, dårlige film og PlayStationspil. Irriterende og unødvendige er også alle de tekniske krumspring; fiksfakserier med fortællersynsvinklen og vekslen mellem nutid og datid, som giver nul og niks til romanen.

Men så er der bare lige det, at forfatter-Theis kan få himlen til at åbne sig. Han har gjort det før, senest med Digte 2014, og han gør det igen i Solar. Der er små sprækker i fortæller-Theis, små, lysende sprækker ned til det hemmelige og ulækre og smukke, til barndomserindringer om ondskab og ensomhed, til det allerinderste mørke, til “de renblæste skeletter der står tilbage et sekund, før de falder sammen som støv.” Og det er eddersparkme skarpt, når et telt med flygtninge langsomt og umærkeligt transformeres til Bagedystteltet, hvor dommernes ligegyldige og ofte nærmest absurde kommentarer gengives over flere sider, indtil kagecremen sidder ubærligt højt i halsen: “Der er ikke mere at udrette, ikke mere at forfine, menneskets historie er nået i mål. Om lidt vågner vi.”

Hvis Theis Ørntoft skal bruge 300 sider på at skrive sig derind, er det fint med mig.

Fakta:

Theis Ørntoft: Solar

Gyldendal

Udkommet: 23/3 2017

304 sider, 249,95 kr.