Forlaget Carlsen satser på billedbøger til teenagere

Forlaget Carlsen satser på billedbøger til teenagere

Litteratur Interview Skrevet af: Line Møller Christensen 2018-09-24
Del på facebook
Facebook

Forlaget Carlsen satser på billedbøger til teenagere

Forlaget Carlsen udgiver ny serie af billednoveller til unge. Den korte, illustrerede form åbner for et univers af fortolkning. Bøgerne er skabt af forskellige forfattere og illustratorer, som alle håber at give unge historier at spejle sig i

Illustrationer i nuancer af sort og hvid, får Carlsens Billednoveller til at adskille sig fra den klassiske billedbog og skal fortælle os, at aldersgruppen er hævet. Bøgerne henvender sig nemlig til unge fra trettenårsalderen og op — teenagere Og netop illustrationerne får den nye serie til at skille sig ud. En kombination af novelle og illustrationer, som leverer et nyt format til ungdomslitteraturen.

De første to bøger i serien udkommer 25. september 2018. Det er Hader, hader ikke af forfatter Glenn Ringtved og illustrator Otto Dickmeiss samt Mowgli af forfatter Sarah Engell og illustrator Cato Thau-Jensen.
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen
Se store billeder her →
Hader, hader ikke af forfatter Glenn Ringtved og illustrator Otto Dickmeiss
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen
Se store billeder her →
Mowgli af forfatter Sarah Engell og illustrator Cato Thau-Jensen.

De store historier

Serien er særlig, fordi den kombinerer det korte tekstformat, novellen, og den gennemgribende illustrering. Det er et format, der giver den unge læser større frihed til fortolkning, fortæller redaktionschef ved forlaget Carlsen Kaya Hoff.

På den måde kan man fortolke og spejle sig i bøgerne. Selvom forfatterne har fået frie tøjler til at digte, så har forlaget lagt vægt på, at novellerne skulle indeholde store historier:

“Det er historier med dybde og som tager emner op, man kan tale om og tolke på. Således at tekst og illustration ikke bare bliver én til én,” siger Kaya Hoff.

Den gode ungdomslitteratur tager nemlig de eksistentielle temaer op ifølge Kaya Hoff. I serien er det da også nogle klassiske ungdomslitterære problemstillinger, som eksempelvis identitet og at skulle finde sig selv, der er gennemgående, fortæller Kaya Hoff: “I de år går man og former sit jeg. Det kan god ungdomslitteratur være med til at hjælpe én med — man kan få hjælp til at tænke over tingene”
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen
Se store billeder her →
Fra Hader, hader ikke
Illustration af Otto Dickmeiss
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen
Se store billeder her →
Fra Mowgli
Illustration af Cato Thau-Jensen

Den unge ensomhed

Der er god mulighed for at tænke over tingene i bogen Hader, hader ikke, der har eksistentielle temaer som ensomhed, sorg og savn. I værket møder vi Kim, der bor med sin far og storebror Kenneth. Moren er væk, formentlig død. Begge brødre er gode til at bokse og deres far hepper ivrigt på dem. Men Kim er ulykkelig og hader alting.

Forfatteren bag bogen Glenn Ringtved fortæller: “Drengen Kim bor i et dysfunktionelt hjem, hvor der er en meget maskulin tone. Den er svær at være i, hvis man er et følsomt gemyt, og det er hovedpersonen Kim. Han bokser mest for at gøre sin far glad, og fordi det skaber sammenhængskraft i det her kaotiske hjem”

Så får Kim en stil for i skolen. Han finder ud af, at han godt kan lide at skrive og får tolv for sin stil. En succesoplevelse, der måske giver Kim noget at elske — men det er svært at få accept fra familien.

Bogen viser den ensomhed, der er en del af at vokse op i et hjem, hvor man ikke passer ind: “Følelsen af at være forkert og udenfor — og i det her tilfælde af at være udenfor i sin egen familie. Man er ilde stedt, hvis man ikke engang er hjemme i sit eget hjem.”

Og så er der savnet til moren — hele bogen emmer af savn, siger Glenn Ringtved. Hans håb for bogen er, at unge, der selv sidder med følelser af savn og ensomhed, vil kunne spejle sig i den og gennem bogen kunne reflektere over deres situation. Nogen vil måske også kunne få en større forståelse for andre mennesker.

“Jeg vil gerne skrive bøger, man kan spejle sig i én til én. Noget, der er let at forstå og uden alle mulige symboler. Det handler om at få en forståelse af sig selv og en forståelse af verden,” fortæller Glenn Ringtved.
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen - Tune Winther
Se store billeder her →
Forfatter Glenn Ringtved
Foto: Privat
Se store billeder her →
Illustrator Otto Dickmeiss

To lag at spejle sig i

En del af forlaget Carlsens motivation for at udgive billednovellerne er netop at give unge mulighed for spejling og egenfortolkning: “Når en billedside er bedst, bidrager den til værket og giver noget ekstra. Der opstår et forståelseslag mere, der sætter nogle andre tanker i gang omkring teksten,” fortæller Kaya Hoff.

Og netop novelleformen giver ekstra plads til både illustrator og læser, siger Kaya Hoff: “Her skulle det gerne være sådan, at man ikke får hele universet foræret gennem teksten, men at der er plads til illustrationerne.”

Novellegenren er ofte øjebliksbilleder og fortæller derfor sjældent hele den omkringliggende historie, fortæller Kaya Hoff: “Så der er lagt op til, at man selv fortolker ind i teksten. Der gives plads til, at en illustrator kan digte med — og læseren får lov at tolke på mere end tekst”

På den måde opstår der noget helt enestående i tekster, hvor ord og billeder spiller sammen. Kaya Hoff siger: “Det er det, jeg elsker ved billedbøger. Der kommer et nyt lag — som er en helt anden måde at opleve litteratur på”
PR-foto / Carlsen - Zafar Iqbal
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen - Zafar Iqbal
Se store billeder her →
Sarah Engell har skrevet teksten til den ene af de to første novelleseamlinger i Carlsens nye serie
Foto: PR-foto / Forlaget Carlsen - Lorentsen
Se store billeder her →
Cato Thau Jensen har skabt billedsiden til den ene af de to første bøger i Carlsens nye serie.
Fakta:

Forlaget Carlsen udgiver alle typer af børne- og ungdomsbøger. Nu udgiver de ny serie af billednoveller til unge

Serien er henvendt til unge fra +13 år

De første to bøger i serien "Hader, hader ikke" af Glenn Ringtved og Otto Dickmeiss samt "Mowgli" af Sarah Engell og Cato Thau-Jensen udkommer 25. september 2018

Serien er skabt af danske forfattere og illustratorer med undtagelse af en, som er britiske Patrick Ness. Han har arbejdet sammen med danske illustrator Tea Bendix
Del på facebook
Facebook
/ Kunst og Udstillinger
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: