Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien

Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien

Den franske forfatter og professor i litteratur Annie Ernaux har skrevet en tankevækkende bog om, hvordan historiens gang er tæt knyttet til vores private historier. Det er oplagt sommerferielæsning af den lidt tungere og dybere slags
AnmeldelseLitteraturSkrevet af: Aksel Strandbygaard28. juni 2021
“Hvad lavede du, da de to fly fløj ind i World Trade Center på 9/11?” Det er et tilbagevendende spørgsmål i min generation; både i muntre lag som en slags selskabsleg, eller stillet til sig selv eller sine forældre i håbet om at de har en storladen og dog personlig anekdote i ærmet. Andre generationer har vendt tilbage til spørgsmål om, hvor de var under EM ‘92, Murens Fald, Månelandingen og så videre. Hvis sandheden skal frem, så var jeg fem år under terrorangrebet den 11. september og kan til min store ærgrelse intet huske. Alligevel er det en historisk begivenhed, der har præget den tid, jeg er født i, og som har været et tilbagevendende referencepunkt gennem hele min opvækst.

Alle store historiske begivenheder bliver i vores bevidsthed formet af vores private liv. Det er en kilde til evig fascination, hvordan fortællingen om de historiske begivenheder er med til at forme dem - og omvendt, hvordan de historiske begivenheder former vores liv.
Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien</br></br>Foto: PR-foto / Gad - Catherine Hélie © Editions Gallimard
Foto: PR-foto / Gad - Catherine Hélie © Editions Gallimard

Efterkrigstiden, Studenteroprøret, Murens fald og 11. september

Det er den fascination og vekselvirkning, som Annie Ernaux’ bog Årene roterer om. Årene betragtes som et moderne mesterværk i fransk litteratur. En roman om Frankrig og en kvindes liv fra 1940’erne og frem. Nu kan den læses på dansk. Annie Ernaux har haft den omfattende ambition at beskrive og indkapsle årene i sit liv, fra hun blev født i 1940 til bogen blev udgivet i 2007. Bogen spænder over tidstypiske markører såsom Efterkrigstiden, Studenteroprøret i maj ‘68, Murens fald, terrorangrebene 11. september og digitaliseringen. Men sideløbende med sporet af en bred encyklopædisk historiefortælling, fortæller Annie Ernaux historien om sig selv; om opvæksten i et arbejderhjem i Normandiet, studenterlivet i Paris, tilværelsen som nybagt mor og gymnasielærer i en forstand, sin skilsmisse og den ufravigelige, gradvise aldring. Der er altså tale om en på mange måder gennemsnitlig og alligevel helt personlig og unik skæbne.

Årene er fortalt med et “man” og “vi”, og afviger altså fra selvbiografiske og autofiktive værkers typiske jeg-fortæller til fordel for en generationsstemme, og fokusset på det kollektive er bogens røde tråd: “Det som denne verden har prentet i hende og hendes samtidige, det vil hun bruge til at genskabe en fælles tid, (...) finde erindringen om den kollektive erindring i en individuel erindring for at fremstille Historiens levede dimension”. Ernaux er lige så meget et individ med sin egen specifikke historie, som hun er en kvinde født ind i en bestemt tid, som hun altid vil være påvirket af og forbundet med.

Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien</br></br>Foto: PR-foto / Gad
Foto: PR-foto / Gad

Alle de små ting er vigtige

Sammenspillet mellem det personlige og det kollektive spor er også tydeligt igennem Årenes handlingsforløb. Parallelt med franske præsidentvalg, kendtes dødsfald og Golfkrigen, beretter Annie Ernaux om tidens slogans, vitser, madretter, gestikker, børnesange og -lege og andre små oversete og glemte detaljer. Sporene spindes elegant og underholdende sammen i romanen, når hun skriver: “Om nogle få måneder vil hun endda være mere ligeglad med mordet på Kennedy i Dallas end med Marilyn Monroes død sommeren før, for på det tidspunkt er hendes menstruation otte uger forsinket.”

Netop derfor adskiller Årene sig uendeligt meget fra et Wikipedia-opslag à la “Frankrigs historie 1940-2007”. Historiens gang er i Annie Ernaux’ fortælling forudsat af det levede liv, hvilket kommer særlig godt til udtryk i hendes beskrivelse af det parisiske studenteroprør i maj 1968. Da de studerende artikulerede deres frustrationer med gadekampe, var Ernaux 27 år. Hun var altså et andet sted i sit liv; nemlig i en forstad til Paris som gymnasielærer, hvor hun “var begyndt at læse Candide med 2. g, og vi lagde knap nok mærke til de uroligheder på universiteterne i Paris der blev omtalt i radioen.” Selv om hun idealistisk støttede studenterne og havde deltaget, hvis hun selv havde været studerende og yngre, har tiden placeret hende i en ny rolle, hvor hun fysisk og psykisk er distanceret fra Paris’ uroligheder: “Vi var kede af ikke at have oplevet alt dette noget før, men priste os lykkelige for, at det skete så tidligt i vores arbejdsliv.” Tabet af den allestedsnærværende fortællers detaljer er dog ikke et æstetisk tab, men et vidne om det alvidende som noget uopnåeligt.

Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien</br></br>Foto: Debby Hudson
Foto: Debby Hudson
Udover ét enkelt sideskift tidligt i bogen, består den af flydende tekststykker uden eksplicitte omskift eller afbrydelser, og denne ydre komposition går igen i bogens fortællestil. Den private fortælling om en kollektiv historie åbner for en poetisk og utraditionel stil, som når Annie Ernaux raffineret forbinder sin arbejderopvæksts normanniske sprog med “de stærke og kraftfulde stemmer der tilhørte kroppe klemt inde i kitler og arbejdsbukser og lave huse med små haver, hundenes gøen om eftermiddagen og den stilhed som gik forud for skænderier. (...) Et sprog uden komplimenter og smiger som havde den silende regn i sig, standene med grå småsten under skrænternes stejle klippevægge, natspandene der blev tømt ud på møddingerne, og de hårdtarbejdendes vin”.
Et stykke helstøbt verdenslitteratur om hvordan vi husker verdenshistorien</br></br>Foto: Les Anderson
Foto: Les Anderson

Sådanne associationsrækker fyldt med minder, der afføder nye minder, vækker hos en frankofil læser som mig straks associationer til associationsrækkernes mester, Marcel Proust, der med et stykke madeleinekage og en kop te fremmanede stakkevis af sider i 13-bindsværket På sporet af den tabte tid (1913-22). Annie Ernaux’ lighed med Proust ville i sig selv være fængslende, hvis hun da bare ikke var så pinligt opmærksom på det. I metakommentarer om sin ambition om at skrive værket, nævner hun flere gange ønsket om at efterligne Marcel Proust, og det får illusionen til at briste - Ernaux demaskerer desværre lidt klodset sin intention med værket. Man får som læser lagt en tolkning i munden, og det er bogens akilleshæl - men også den eneste, hvilket i sig selv er en præstation i et værk så generelt, at alle ville kunne kritisere det, og så partikulært at alle ville kunne være ligeglade. På magisk vis går ligningen op, og Annie Ernaux’ personlige værk om det kollektive er et stykke helstøbt verdenslitteratur.

 

Annie Ernaux: Årene er udkommet på Gads Forlag
Den er oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen.
252 sider

Facebook
Del på facebook

Aksel Strandbygaard

Se Aksels artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind