Selvom klimakampen fylder mere, og flere mennesker tager klimabevidste valg, vurderer FN, at tusindvis af plantearter er udryddet inden for få årtier grundet klodens stigende befolkningsvækst og afskovning. Men hvad nu hvis det var omvendt? Hvis nu planter kunne overtage verden og udrydde os mennesker i stedet? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i Rosarium, hvor Charlotte Weitzes rose i løbet af hundrede år får slået rod over hele verden, med store konsekvenser for menneskene. Fortalt gennem en eventyrlig slægtsfortælling ser læseren rosen bevæge sig fra Polen, til Danmark og videre til USA på de hundrede år, som romanen strækker sig over.

Grønne skovmennesker og ensomhed

Allerede fra romanens begyndelse er Charlotte Weitzes inspiration fra folkesagn og -eventyr tydelig: Mor og far (som de kaldes) efterlader deres børn, bror og søster (som de også kaldes), i en hul eg i en polsk skov for at beskytte dem fra russiske soldater. De to søskende bliver liggende i egen, ligesom Broderlil og Søsterlil i Grimms eventyr af samme navn. I modsætning til Grimms børn vokser bror og søster op i træet og bliver næsten ét med egetræet:

Søster sank i det sorte. Egerødderne trængte, trods deres høje alder, længere ned i jorden, og barkkroppen strammedes. Skovens lyde blev svagere, men insekterne sugede stadig videre af de to børns blod, indtil bror og søsters erindringer om deres rigtige navne forsvandt sammen med forældrenes navne og navnene på alle dem, der havde boet i landsbyen.

Med tiden bliver bror og søster olivengrønne i huden, og deres øjne bliver ravbrune. De grønne gener føres videre til deres barn, Esther, som næres af solens stråler og kaster frø fra sig. Gennem de næste hundrede år føres skovgenet videre og kommer allermest til sin magt ved sidste led, Fine. Hun er bror og søsters tipoldebarn. I Fines generation – vores nutid – invaderer den føromtalte rose verden.

Det er rosen, der fører den transkønnede danske botaniker Johanne, oprindeligt Johannes, til Sydamerika og Polen. I Polen finder hun Esther, som er låst inde i et nonnekloster, hvor nonnerne higer efter at leve udelukkende af solens stråler. Det gør Esther næsten allerede. Desuden er hun vild og har intet sprog. Et skovmenneske. Alligevel – eller måske derfor – bliver Johanne tiltrukket af hende og får sin seksuelle debut. Sammen får de tvillingerne Viola og Lilly. Ensomhed fylder livet for alle romanens personer. Især Johanne er som transkønnet i starten af det tyvende århundrede præget af ensomheden. Selv sine elskede døtre mister hun, da Esther viser sig for vild og farlig for børnene. Viola og Lilly bliver derfor sendt på børnehjem, og ensomheden videreføres til næste led.

Det er næsten for nemt at påpege ligheden mellem Rosarium og Gabriel García Márquez' Hundrede års ensomhed, den magiske realismes kanoniske værk. Men jeg kan ikke lade være, for det er sjældent, at en dansk roman blander magi og realisme i en slægtsfortælling, som Charlotte Weitze gør det i Rosarium, og som Márquez gjorde det i den magiske realismes storhedstid. Og hvor er det forfriskende og fascinerende læsning.

Er det ikke, som om rosen nu har rettet sine grene en smule mod ham?

Hvor historien kommer fra, er der ingen, som ved. Men måske var det bror, som åbnede stien? Eller måske sagde rosenrødderne noget, måske blev der sendt et signal, nogle små elektriske stød, til andre planterødder og videre frem til de skovtræer, som vokser rundt om landsbyen. Har de mon stået og vinket til frugttræerne langs husmurene, som så har skrabet mod ruderne?

Charlotte Weitze formår at give planterne liv og stemme. Ikke udelukkende på en magisk måde. Det er tydeligt, at hun har et stort kendskab til naturen. Denne viden formidler hun med et levende, sanseligt sprog, som resulterer i dragende beskrivelser af naturens kræfter.

Fine lægger telefonen under puden og stirrer på pelargonierne. I en sær skridende langsomhed iagttager hun, hvordan et blad retter sig mod det skarpe lampelys, at en lyserød knop splittes op i blade og folder sig ud. De mørkegule støvdragter kommer til syne, en flue bag gardinet sætter sig på dem. Fine mærker en bitter lugt i næsen og farer sammen, da urtepotten med figenkaktussen krakelerer, og jorden vælter ud over karm og gulv.

Det er en helt igennem vellykket roman med smukke betragtninger om naturen, som ikke bliver kedeligt på noget tidspunkt. Som læser fastholder man nemt interessen for historien om planterne og især den særlige rose, fordi den bæres frem af den dynamiske slægtsfortælling. Fortælleren veksler mellem at være alvidende og førsteperson, som generationerne skifter, og det fungerer rigtig godt. Alle karakterer er nuancerede og velbeskrevne, så man som læser får sympati med dem. Især kommer vi helt tæt på familiens omdrejningspunkt, Johanne, som lever et langt liv med hemmeligheder, ensomhed og en konstant jagt efter viden om rosen.

Rosarium ligger i god tråd med Charlotte Weitzes øvrige klimabevidste fortællinger, men denne er klart hendes bedste. Det, som starter som en eventyrlig folkesagnsinspireret slægtsfortælling, ender i ren cli-fi, hvor rosen til sidst gør magtfuldt indtog i verden.

Fakta

Rosarium er udkommet på forlaget Gutkind

Charlotte Weitze (f. 1974) er uddannet cand.mag. i folkloristik og har skrevet fortællinger, romaner og radiospil. Hun har modtaget en række priser og legater, blandt andet Bogforums Debutantpris og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, og hendes bøger er oversat til flere sprog.