‘Penge på lommen’ er den første i en romanføljeton på syv om mordbranden på færgen Scandinavian Star. Man kan kun glæde sig til de næste seks efter at have læst denne. Asta Olivia Nordenhofs fortælling om Maggi og Kurt, der mødes og får et barn og køber en gård, men stadig er lidt mere end gennemsnitligt ulykkelige, vildfarne og fremmede i deres eget liv

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Da jeg tilbage i 2012 læste Asta Olivia Nordenhofs første udgivelse ‘Et ansigt til Emily’, blev jeg blæst bagover. Både sproget og den særegenhed, hun skrev med, gjorde, at fortællingen trådte ud af papiret og ind under huden. I bogen citerede hun en linje fra et Carly Simon-nummer:
"Youre so vain, you prob'ly think this song is about you", der vel frit oversat betyder noget i retning af "du er så forfængelig, at du vel tror, den her sang handler om dig?"
Jeg husker, hvordan jeg oplevede det som et chok, men også som et forræderi. Hvordan kunne hun, Asta Olivia Nordenhof, finde på at dumpe sådan en sætning ned midt i bogen. Den fik jo illusionen til at bryde sammen. Her sad jeg lige og drømte mig væk, læste om savn, overgreb, svigt og rollespil, mens det eneste, jeg selv bidrog med, var at bladre i bogen. Men med citatet vækkede Nordenhof mig af min tornerosesøvn. Hun rev dynen af fortællingen og tvang mig til at se op og erkende, at det, jeg læste, var en fiktion, et fatamorgana:
Du tror vel, at det handler om dig?

Iskold skildring af menneskeligt forfald

Asta Olivia Nordenhof kan sådan noget med at trække dynen af sine fortællinger og tæppet væk under sine læsere. Præcis som Bertolt Brecht gjorde det i sin scenekunst med Verfremdungseffekt, og koret i de græske tragedier, der med messende stemme pegede handlingen ud for beskueren.
Dét er den helt store styrke i Asta Olivia Nordenhof nye roman ‘Penge på lommen’. Den handler om Maggi og Kurt, der mødes og får et barn og køber en gård, men ingen af delene synes at gøre nogen forskel. De er stadig lidt mere end gennemsnitligt ulykkelige, vildfarne og fremmede i deres eget liv.
Særligt fortællingen om Maggie er barsk og gribende og ikke mindst frygteligt nøgtern:
"Maggie var fjorten, da hun første gang blev voldtaget."
Sådan står der som noget af det første i afsnittet om Maggies fortid. Her er ingen forsøg på lyriske omskrivninger, bare en rå konstatering. Derpå følger et par sider om, hvordan hun bliver smidt ud hjemmefra, tager et tog til Thylejren og så - tre sider længere fremme - samme u-pyntede beskrivelse:
"Hun var nitten år, da hun anden gang blev voldtaget."
Og det stopper ikke med det. Et par år senere har Maggie haft sex med så mange mænd, at de er blevet "et hul, man kan trække penge op af." Hun anser sex som en vare, hun kan bytte eller sælge, sådan som alt andet i et kapitalistisk samfund kan byttes og sælges. Også kærlighed. Godt nok vælger de fleste et arbejde på en fabrik: at stemple ind klokken fem og ud igen otte timer senere. Men den mulighed er ikke alle forundt, heller ikke Maggie:
"Det regulære arbejdsmarked har ikke noget rum for et menneske som hende, som indimellem skal bruge en hel dag på at græde eller...overrisles af angst."

Et samfund der ikke har plads til dem der græder

Asta Olivia Nordenhof Nordenhof beskriver et samfund, der ikke har plads til mennesker, der græder og ængstes, kun til Duracell-kaniner, som har batterier dér, hvor hjertet skulle have siddet. Og det gør hun godt, virkelig godt - beskriver kærligheden som en byttehandel, noget for noget. Afsnittene med Kurt og Maggie er så bidende og vidende, at jeg har lyst til citere det meste, hvis ikke jeg dermed ville snyde jer for selv at læse bogen.
Men. For der er et enkelt lille men. Midt i bogen er et afsnit med titlen Scandinavian Star. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placeres dette afsnit, som er en slags drama-dokumentarisme. Her fremfører forfatteren komplicerede teorier om firmakonstruktion, mistænkelige pengetransaktioner, abstrakte ejerforhold - alt sammen i relation til skibskatastrofen Scandinavian Star. En katastrofe, der kostede 159 mennesker livet. Heraf 28 børn, det yngste kun et par måneder gammel.
"Døden er ikke en fejl, skriver Asta Olivia Nordenhof i afsnittet. Den er en del af ordningen."
Og videre:
"Det er alt for muligt, at de døde fordi nogle andre mennesker ønskede at opnå et økonomisk udbytte."
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Faktisk er jeg ret sikker på, at det er sådan virkeligheden fungerer: Hvor der handles, der spildes.
Men: jeg ville så gerne have haft lov at lægge det puslespil selv. Havde der nu bare stået "Døden er ikke en fejl," uden det efterfølgende: "den er en del af ordningen," havde jeg fået mulighed for selv at placere brikken. I stedet bliver den lagt for mig, og så går lidt af ideen med et puslespil tabt. Jeg kunne have ønsket mig, at der i dette afsnit blev fældet færre domme. At Asta Olivia Nordenhof havde turde tro nok på sin egen fortælling og dens syrede mellemregninger, til ikke at behøve at sætte to streger under facit. For det er lidt den fornemmelse, afsnittet her efterlader mig med.
Heldigvis er resten af bogen så tindrende god og velkomponeret og fuld af sætninger, der bare bliver og ved, som nu denne:
"Nogle gange, når man ikke kan bære noget, er der ikke andre muligheder, end at lade være."
Så simpelt og så sandt kan det siges, og den slags sætninger er bogen fuld af.
‘Penge på lommen’ er den første i en romanføljeton på syv. Man kan kun glæde sig til de næste seks efter at have læst denne.

Fakta:

Bogen er udkommet på Forlaget Basilisk