Børn er altid ofre for de voksnes ideologier - INTERVIEW med Iben Mondrup

Børn er altid ofre for de voksnes ideologier

Iben Mondrup har skrevet en opfølger til romanen ‘Tabita’ og må igen konstatere, at bortadopterede børn er prisgivet de voksnes behov for kærlighed
InterviewLitteraturSkrevet af: Amalie Møller Dybro09. feb 2022
Da statsminister Mette Frederiksen i december 2020 officielt undskyldte på statens vegne overfor de såkaldte eksperimentbørn, var det den foreløbige kulmination på et 70 år gammelt traume. Et år senere stævnede de seks tilbageværende ‘eksperimentbørn’ så den danske stat i håb om en økonomisk erstatning. Det hele startede i 1951, da 22 grønlandske børn blev fjernet fra deres hjem og flyttet til et børnehjem i Danmark, hvor de skulle bo i 15 måneder og lære det danske sprog og dansk kultur at kende.
Børn er altid ofre for de voksnes ideologier</br></br>Foto: PR-foto / Politikens Forlag
Foto: PR-foto / Politikens Forlag
Historien er den mest kendte men ikke den eneste af sin slags, hvor grønlandske børn under mere eller mindre tvang er blevet fjernet fra deres familier og taget med til Danmark. En lignende historie udspiller sig i Iben Mondrups bog ‘Tabita’ fra 2020. Her overtaler et barnløst dansk ægtepar en økonomisk udfordret grønlandsk kvinde til at bortadoptere sine to børn, Vittu og Tabita. Bogen følger Tabitas nye barndom i Danmark, hvor hendes ophav forties, og hun ikke må tale sit modersmål. Nu har Iben Mondrup skrevet en tvillingebog, som er fortællingen om broren Vittu, eller Vitus, som han bliver kaldt i Danmark.

Iben Mondrup er opvokset i Grønland med danske forældre og stiftede i sin barndom bekendtskab med en kultur, hvor danskere kom til Grønland og på ingen tid lykkedes med at adoptere grønlandske børn med eller uden forældrenes samtykke. Men det var først senere, det gik op for forfatteren i hvilket omfang og med hvilke konsekvenser.
Børn er altid ofre for de voksnes ideologier</br></br>Foto: PR-foto / Politikens Forlag
Foto: PR-foto / Politikens Forlag
“I Grønlandsk sammenhæng har det været helt almindeligt op gennem 60’erne og 70’erne. Man mente, at man gjorde børnene en tjeneste. Hele projektet med moderniseringen og Danmarks tilstedeværelse i Grønland handlede jo om at fordanske samfundet. Og der tog man meget ofte fat i børnene, for hvis man skal ændre et samfund, så må man tage fat i børnene. Historier om hvad det faktisk har betydet for de nu voksne børn at blive flyttet på den måde og frarøvet det liv, som de ellers havde mulighed for at få, er først kommet frem inden for de seneste år”

Forvrænget kærlighed

Bogen ‘Vittu’ begynder i 1983 i en sneklædt hytte; et ensomt sted ud for en bygde i Grønland. Her residerer Vittu, som har skabt sig et forrådskammer ved at fange torsk og ørreder, som han har røget og tørret. Planen er at overvintre i hytten som en bjørn. Herefter skrues tiden tilbage til 70’erne, hvor vi følger Vittus vej fra børnehjemmet til de nye plejeforældre i Aarhus, det velhavende ægtepar Alice og Stig. Vitus er først tilbageholdende og stille, som man kan forvente det af et ny-adopteret barn, men Alice får hurtigt vendt fremmedheden til nærhed, og snart tilbringer de to hver dag sammen med at snakke, lege og fotografere. En dag bliver Vitus betaget af nabopigen Holly, og det bliver begyndelsen på en kompliceret magtkamp mellem Vitus og hans adoptivmor.

Pludselig er Alice ikke ene om at modtage Vitus’ kærlighed og hengivenhed. Den kærlighed og hengivenhed, som hun har søgt og fundet med adoptionen. Det huer ikke Alice, og lige så langsomt skrider hendes rationalitet og moral, og Vitus oplever på ny at blive svigtet af dem, som skulle passe på ham. For Iben Mondrup har det været et forsøg på at illustrere det forvrængede billede, vi ofte har af kærlighed. Ikke mindst mellem børn og forældre.

“Jeg har villet vise, hvor prisgivet børn er overfor voksne. Og hvor ofte voksne forestiller sig, at de gør noget for barnet men i virkeligheden er styret af deres egne behov.”

Både i ‘Tabita’ og ‘Vittu’ møder vi voksne, som i mere eller mindre konkret forstand misbruger børn for at opnå kærlighed, tryghed og anerkendelse.

“Det er jo dét, der er den store opgave, når man får børn. At forstå, at man er til for barnet. I alle mulige faser er det at have børn enormt smerteligt, fordi det uvægerligt går sådan, at de forlader én. Jeg kan for mit eget vedkommende huske en følelse af, at jeg var en gammel bil, som var blevet kørt ud på en rasteplads. Barnet stod ud og fortsatte ud i horisonten. Det er jo sådan nogle følelser, man kan have, og de er dybt menneskelige. Men det er noget, man må kapere, og som ikke må blive til et ønske om at begrænse barnets liv ved at holde barnet fast eller give det skyldfølelse. Som man kan komme til, når man bliver såret.”

Som barn har man ingen magt over sit liv

For at forstå, hvorfor Iben Mondrup er så optaget af børns rettigheder, skal vi længere tilbage end til forfatterens egne børns ungdomsløsrivelse. Iben Mondrup er vokset op i Grønland i en tid, hvor danskerne med hendes ord var “en slags chefer”, og grønlænderne var underkastet et projekt om modernisering og fordanskning. Der blev gjort forskel på børn, og de mest ambitiøse grønlandske forældre sendte deres børn i danske skoleklasser, fortæller forfatteren.

“Jeg har en dyb og kropslig oplevelse af, hvad det vil sige at leve i et racistisk samfund. Men også af, hvad det vil sige at leve i et ideologisk samfund, hvor ideologien trænger helt ind i familierne og styrer familiens adfærd.”

For Iben Mondrup betød det blandt andet, at hun aldrig blev undervist i grønlandsk, da ingen kunne se, hvad hun skulle bruge det til.

“Jeg er blevet berøvet et tilhørsforhold til Grønland og muligheden for at føle mig lige med de grønlandske børn, jeg var sammen med, af den politik, som blev lavet. Og det er da ikke rimeligt, men sådan er det jo nu engang.”

Set i bakspejlet har det givet forfatteren en oplevelse af uretfærdighed at blive placeret i et samfund og en agenda, hun ikke havde godkendt.

“Som barn har man ingen magt over sit eget liv på den måde - fundamentalt tror man jo bare på sine forældre. Børn har ingen stemme, men det er dem, som lever med konsekvenserne af de beslutninger, der bliver taget. Så derfor har jeg en stor sympati for børn.”

En fundamental oplevelse af svigt

I ‘Vittu’ følger vi, som i de fleste af Iben Mondrups romaner, flere forskellige perspektiver heriblandt Vittus. For at kunne skrive om og som et adopteret barn, har Iben Mondrup haft mange samtaler med adopterede. Men den største kilde til viden fandt hun i sit eget hjem, fordi hendes kæreste er danskadopteret. Det har ført til mange lange samtaler om adoptionens vilkår og konsekvenser.

“Man forestiller sig jo nok, at det er bedre, at vi her i Danmark adopterer danske børn, men der er en helt fundamental oplevelse af svigt ved at blive bortadopteret som barn, som jeg tror unddrager sig etnicitet eller noget som helst andet. Det er en dyb oplevelse af at blive fravalgt - af forskellige årsager, rimelige og urimelige.”

Iben Mondrups kæreste har læst med undervejs i skriveprocessen og har været meget berørt af romanen. Da historien begyndte at pege i retningen af en delvist lykkelig slutning, var hans kommentar, at slutningen var god men ond.

“Man kan ikke reparere det, siger han. Det er hans oplevelse. Som adopteret vil man altid kæmpe med en følelse af ikke at være hjemme, der hvor man er, og at man altid er en gæst eller en turist. Derfor kan det aldrig blive en lykkelig slutning, men det kan blive så godt, som det kan blive - og det kan blive rigtig godt,” tilføjer Iben Mondrup smilende.

“Spørgsmålet er, hvornår noget bliver godt igen. Kan en skade, som er så radikal, gøres god igen? Et andet spørgsmål er, om man kan gøre skaden god igen ved en erstatning. Jeg tænker, at man må lytte til dem, der beder om en erstatning. Hvis de siger, at det kan gøres godt igen, så må man jo tro, det er sandt. På samme måde kan man spørge, om man kan hele Tabita og Vitus sår? Det ved jeg ikke. Men det, jeg har villet med slutningen i denne her bog, er at give dem muligheden for det.”

Som dansker, der er opvokset i Grønland, føler Iben Mondrup et form for medansvar, ikke for historien som sådan, men for at fortælle om den komplekse historie, som Danmark og Grønland deler.

“Vi er i Danmark ofte rigtig gode til at fraskrive os al ansvaret. Det mener jeg ikke, vi kan. De her historier skal fortælles, fordi det har betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark, også i dag. Og så mener jeg, at hver gang noget strukturelt dårligt overgår børn, så bør det fortælles, så man ikke gentager det.”
Facebook
Del på facebook

Amalie Møller Dybro

Journalist
Amalie Møller Dybro er uddannet idéhistoriker og journalist fra Aarhus Universitet, DMJX og University of York. Hun skriver blandt andet om film, litteratur og kunst og især om køn, relationer og samfundstendenser.
Se Amalies artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind