
Pendler eller flygtning - KØS sætter fokus på at være i transit
KØS Museum for kunst i det offentlige rum tager med udstillingsprojektet TRANSIT de besøgende med ud i de mest trafikerede offentlige rum for at opleve, hvilken type rejsende, vi selv er, og hvordan vores vilkår er forskellige fra andre i transit
Jeg træder ind af hovedindgangen på Københavns Hovedbanegård. Et mylder af mennesker bevæger sig ind og ud imellem hinanden. På vej til arbejde, til møde, på eventyr. For blot tre år siden var der en anden dynamik. Her opholdte mennesker sig i flugt fra krig, i transit mod sikkerhed. Men de lå i vejen for myldre-menneskernes passage og blev smidt væk fra det ellers offentlige rum.Næste stop: Køge Station
Selvom de blev smidt væk, er de her stadig. Mellem spor 10 og 11 fanger et billede i en reklamemonter mit blik. Det viser et fly fra Köfte Airlines, men det står på en mark i et underligt ingenmandsland, og ovenpå flyet og flyets vinger sidder en masse mennesker tætpakket og klar til en tur med meget lille chance for overlevelse.Billedet er ikke en reklame. Det er et kunstværk af den tyrkiske kunstner Halil Altindere, som er en del af udstillingsprojektet TRANSIT på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge, hvor jeg netop er på vej hen, men på en langt mere komfortabel og frivillig måde end menneskemassen på flyet.
Vi er alle i transit, men under forskellige vilkår
Udstillingsprojektet TRANSIT foregår foruden på KØS og Hovedbanegården en række andre steder i det offentlige rum. Kurator og forsker på projektet, Sabine Dahl Nielsen, har igangsat en undersøgelse om, hvordan vi på forskellige måder og under forskellige vilkår er i transit: ”Mange tager på ferie og pendler dagligt til og fra arbejde. Det er de privilegerede rejsende. Men der er også migranter og flygtninge, som befinder sig i transit,” siger Sabine Dahl Nielsen.Dit hjem er der, hvor du spiser
Halil Altinderes billede på Hovedbanegården går igen i kunstnerens videoværk Homeland på KØS. I videoværket er det at være i transit en mere permanent tilstand, og Halil Altindere oplever, at transit er hjem for flygtninge: “Hjem er et særligt ord for alle flygtninge. Hvor er deres hjem? For mennesker på flugt er hjem ikke der, hvor de er født, men der, hvor de spiser,” siger han.I Homeland guider rapperen Mohammad Abu Hajar os igennem en flygtnings rejse fra Syrien til Berlin. Halil Altindere møder dagligt mennesker på flugt: “Jeg bor i Istanbul, hvor der er næsten fire millioner flygtninge, fordi Syrien er vores nabo. Derfor vil jeg med videoen fortælle om nutidens flygtningeproblem,” fortæller Halil Altindere.
Fakta
Udstillingsprojektet er lavet af KØS Museum for kunst i det offentlige rum og vises frem til den 10. februar 2019
SUPERFLEX værk kan opleves 13. september – 13. november fra solnedgang til solopgang.
Rimini Protokolls audiowalk kan opleve frem til 4. oktober kl. 17-19. Billetter bookes på forhånd via billetto.
Kurator: Sabine Dahl Nielsen
Udstillingen viser værker af:
Runo Lagomarsino, S, Pejk Malinovski, DK, SUPERFLEX, DK, Rimini Protokoll, DE, Halil Altindere, TR, Nikolaj Bendix Skyum Larsen, DK, Sonja Lillebæk Christensen, DK, Tina Enghoff, DK, Kent Klich, DK, Madame Nielsen, DK, Adrian Paci, AL, Marco Poloni, I og Forensic Oceanography, I/USA
Udstillingsprojektets platforme:
Københavns Hovedbanegård, Køge Station, S-togenes linje E, KØS, publikation og www.itransit.dk
Undervisningsmateriale:
Under TRANSIT er der undervisning på perronen og i kupéen samt kunstnerdrevne workhops i samarbejde med DFUNK
KØS har udviklet et toolkit til elever i folkeskolen: www.itransit.dk
Leder af Skoletjenesten: Sofie Andreassen
Særavis og debatarrangementer:
Dagbladet Information udgiver en gratisomdelt særudgave af Moderne Tider, som udkommer den 17. november
I udstillingsperioden afholdes en række debatarrangementer i samarbejde med Dagbladet Information.
Udstillingen er støttet af:
Nodea-fonden
Knud Højgaards Fond
Køge Kyst
Statens Kunstfond
TRANSIT tager afsæt i et Post. doc. forskningsprojekt finansieret af Ny Carlsbergfondet