OmtaleSkrevet af: Amalie Møller Dybro18. mar 2022
Glemte fotografier fortæller historien om en dansk homoseksuel kunstner i Cairo
Ny udstilling på Davids Samling løfter sløret for maleren Niels Nedergaards fotografiske talent og blotlægger hans fascination og inspiration af Cairos gamle og nye verdener

To generationer af mænd, hvis klædedragter kan ses som udtryk for to forskellige levevis i Cairo: En traditionel og en mere vestlig orienteret. 1980’erne.
Foto: Niels Nedergaard
Davids Samling har åbnet dørene til en ny udstilling om den danske kunstner Niels Nedergaard (1944 - 1987). For første gang er det ikke kunstnerens farverige malerier med geometriske former, der spiller hovedrollen, men hans hidtil glemte fotografier. Udstillingen er centreret om Nedergaards ophold i Cairo fra 1979 til 1986, hvor han levede og arbejdede, mens han blandt andet skabte glasmosaikker til al-Azhar-moskeen og den danske ambassadørbolig.
Niels Nedergaard blev uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 1966 til 1975. Han var en del af den banebrydende gruppe Ny Abstraktion med blandt andet Viera Collaro, som han havde et tæt venskab med gennem hele livet.
Niels Nedergaard blev uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 1966 til 1975. Han var en del af den banebrydende gruppe Ny Abstraktion med blandt andet Viera Collaro, som han havde et tæt venskab med gennem hele livet.
Bag facaden i Cairo
Udstillingen er et dyk ind bag facaden på kunstnerens liv og virke, og Niels Nedergaards egne fotografier præsenteres side om side med fotos taget af venner eller med ukendt afsender fra hans arkiver. En række af fotografierne forestiller kunstnerens værelse, Niels Nedergaard med en joint i hånden på sin seng, arbejdsbordet og en kamelridetur langs pyramiderne - en dokumentation af hverdagen i Cairo. Andre forestiller vinduespartier, mosaikker og lysfigurer fra sufiernes festivaler. Det var motiver, der gav inspiration til Nedergaards arbejde, som fletter vestlig og østlig tankegang og kunsttradition.Fotografierne i udstillingen taler sammen med udvalgte malerier, enkelte kitschede souvenirs fra Cairo og en video med interview, kunstnerisk montage og stemningsbilleder fra byen. Lige dele kurateret visuel dagbog, lige dele kunsthistorisk supplement.
Det er en lille og intim udstilling, nænsomt kurateret af Johan Zimsen Kristiansen, som har måtte indsamle arkivmateriale fra forskellige slægtninge og venner, herunder Viera Collaro og Kirsten Justesen. Han måtte undervejs konstatere, at meget desværre er gået tabt. Ganske få uger før, han gik til arbejdet, blev en kasse med eksperimentalfilm smidt ud, fortæller kuratoren.
Homofobi og generationsskifte på gaden
Udstillingen rummer også fotografier fra det offentlige hverdagsliv i Cairo. På gaden skildrer kunstneren det moderne livs indtog i Egypten, eksempelvis gennem portrætter af mænd fra forskellige generationer med hver deres påklædning.Fotografierne fortæller også en personlig historie om Niels Nedergaards liv som homoseksuel i et konservativt land under udvikling. Nedergaard døde som følge af AIDS i en alder af blot 43. En lille serie af fotografier forestiller homofobisk graffiti i Cairos gader, med udsagn som “Inta Khawwal. Yah”, der på dansk kan oversættes til “Du er bøsse, Yah”. Fotografierne hører til blandt dem, Niels Nedergaard selv har fremkaldt og gemt, og de vidner om en insisteren på at dokumentere og appropriere den modstand han mødte, men ikke sædvanligvis kommenterede på i sin kunst.
Der har været forholdsvis stille omkring Niels Nedergaards kunst siden årene lige efter hans død. I 1989 viste Glyptoteket en omfangsrig retrospektiv udstilling, men siden er det ikke blevet til mere end en enkelt soloudstilling på Galleri Tom Christoffersen. Udstillingen på Davids Samling er både en påmindelse om Niels Nedergaards stadige relevans, og en introduktion til en hidtil overset side af hans talent og liv.
Udstillingen kan ses frem til den 4. september 2022 på Davids Samling.

Amalie Møller Dybro
Journalist
Amalie Møller Dybro er uddannet idéhistoriker og journalist fra Aarhus Universitet, DMJX og University of York. Hun skriver blandt andet om film, litteratur og kunst og især om køn, relationer og samfundstendenser.
Se Amalies artikler her →