Ny udstilling på Nord- atlantens Brygge sætter fokus på livet i Arktis

Gennem flere årtier har fotograferne Ragner Axelsson og Carsten Egevang rejst til Grønlands fjerneste egne for at dokumentere forholdene for de mennesker, der lever der. Nu er de klar med en ny fotoudstilling på Nordatlantens Brygge kaldet ‘Siku ajorpoq - Isen er usikker’. En titel, der siger alt om de klimaforandringer, der hersker i Arktis.
Islandske Ragnar Axelsson er fotojournalist, og har i over tredive år fotograferet mennesker, dyr, vejr og landskaber i de fjerneste regioner af Arktis. Han debuterede i den islandske avis Morgunbladid allerede i 1976 og fik sit internationale gennembrud i 1989 med fotografier fra Grønland. Ragnar Axelsson har efterfølgende arbejdet i det meste af verden, og hans fotografier er blevet udstillet i flere lande og vist i blandt andet LIFE, Newsweek, National Geographic, Time og Politiken. Carsten Egevang fra Danmark har de sidste 25 år har rejst og fotograferet i Grønland. Egevang er oprindeligt biologiforsker og fotograferede de første år kun i farver. Senere bevægede han sig så over i sorthvide billeder, der dokumenterer de stærke bånd mellem natur og mennesker i Grønlands mest fjerne egne.
Mens resten af verden ser klimaforandringerne på Grønland ud fra grafer, udregninger og modeller, så er det anderledes for de mennesker, der er stærkt afhængige af den omkringliggende arktiske natur. De mærker klimaforandringer her og nu. Som en grønlandsk fanger udtrykker det:
“Vi kan ikke længere forudse, hvornår isen bliver farbar. Tidligere frøs havet til i november og brød ikke op før juli. Sådan er det ikke mere”
Med stemningsfulde sort/hvide fotografier fortæller de to fotografer en hverdagshistorie om levevilkårene i de allermest øde egne af Grønland. Billederne indfanger de barske landskaber og ikke mindst det afgørende samspil mellem mennesket og naturen.
Udstillingen kan ses fra d. 1. nov - 8. marts.
