Forfatter og billedkunstner Amalie Smith forener Instagram, klassiske græske skulpturer og kål. Lige nu er hun aktuel i Kunsthal Aarhus’ kunstprojekt på Instagram #instatata_kunsthalaarhus og til foråret med bogen Et hjerte i alt.

Amalie Smith kaster sig med både tekst, foto, film og figurer ud i et sansende undersøgelsesarbejde med materialer af alle arter. Til foråret udkommer hendes syvende bogudgivelse, Et hjerte i alt, og netop nu kan du følge hende i Kunsthal Aarhus' kunstprojekt på Instagram, der i hele 2017 præsenterer lydløse fortællinger.

Bogen Et hjerte i alt kommer til at rumme dele af Amalie Smiths afgangsprojekt fra Det Kongelig Danske Kunstakademi, essayfilmen Eyes Touching, Fingers Seeing. I projektet undersøger hun, hvordan vi oplever materialer både med øjnenes distance og med hændernes umiddelbare nærhed. Lyd kan også bruges til at sanse og begribe materialer med, og lyd er for Amalie Smith et socialt medie.

“Man kan teste et udsagn ved at sige det højt, fordi det kommer tilbage til én filtreret gennem andre menneskers ører. Hørelsen har ikke samme afstand som for eksempel synet. Den placerer den lyttende midt i materialet.”

Stumfilmsmagi på Instagram

Lyd er også omdrejningspunktet i det nye kunstprojekt fra Kunsthal Aarhus, der vil undersøge om man kan skabe stumfilmsmagi på Instagram. Hver dag i hele 2017 poster en kunstner et billede, og i januar giver Amalie Smith sig i kast med projektet med titlen Stok.

Stumfilm er amputeret for sit lydespor, og lyden, som vi ellers forventer at opleve handlingen med, er erstattet af talekort. De mange Instagramposts skal mime disse talekort, og bliver derfor en ganske stille fortælleform på et dynamisk og digitalt medie.

Arkæolog på jagt efter kål

Motivet træder ganske langsomt frem på Kunsthal Aarhus' Instagramprofil; som et puslespil i slow motion. Som hos arkæologen, der graver i jorden efter brudstykker, går det langsomt op for os, at de mange billeder hører sammen: En kålplante vokser op af jorden.

“Kålplanen er jo en velkendt plante, og samtidig har den en virkelig underlig opbygning, nærmest alienagtig, når man nærstuderer den,” fortæller Amalie Smith.

Med hashtagget #hypotetiskbiologi og #stok stiller Amalie Smith sig undrende over for livsformers opbygning og vækst.

“En livsform kunne være en gruppe af disharmoniske svingninger forsamlet i et bredt bælte om en planet af gas”, fortæller 'talekortet' til billedet d. 10. januar. Og hvordan kan noget af så høj biologisk intelligens vokse så langsomt, at mennesket ikke kan opfatte det med øjet?

Kålplanten vokser sig større gennem hele januar. Når man ser det samlede billede til slut, genkender man det som en kålplante, der er gået i stok. Men fordi man har set de mange nærbilleder, vil planten som livsform måske virke en anelse fremmed, selv når man kan se det samlede billede.

“Jeg vil gerne pege på, at vores egen biologi også er astrobiologi. Jordens livsformer er også en slags rumvæsener,” siger Amalie Smith.

Når man ikke ved, at man skriver på en roman

I Amalie Smiths arbejde møder vi samme videnskabelige undersøgelse af verdens materielle overflader, uanset om det gælder japansk plastiklegemad eller antikke skulpturer. Og den arkæologiske søgen efter form og formål er også at spore i Amalie Smiths arbejdsproces.

Det gør sig især gældende i romanen Mable, der udkom på forlaget Gladiator i 2014. Her tager vi med den unge kvinde Marble til Athen for at finde resterne af de mange farver, der prydede de, nu ganske hvide, antikke skulpturer i byen. Det samme gjorde den danske skulptør Anne Marie Carl-Nielsen også for over 100 år siden. De to kvinders arbejde er i romanen en fortælling om at møde verden gennem dens overflade.

“Vi møder det yderste lag af alting, aldrig andet end det – gennem refleksioner, genklang og berøring”, skriver Marble i et brev til veninden Laila. I undersøgelsen af skulpturernes overflade får både Marble og Anne Marie Carl-Nielsen en indsigt i en verden, de troede, de kendte: “Så var alting ikke hvidt!”

Amalie Smith fortæller om Marble: “Jeg vidste ikke, at det var en roman, jeg arbejdede på.”

“Jeg arbejdede med tematikken i forskellige udstillinger, og mit arbejde og mine værker syntes at blive forankret i de forskellige rum, som udstillingerne udgjorde. Det blev til noget, som havde en krop. Og det samlede jeg i Marble.”

Båndet mellem verden og mennesket

Til foråret udkommer Et hjerte i alt, en bog som Amalie Smith helst ikke vil kalde en roman. Et hjerte i alt er en hybridsamling af tekster, objekter og fotos, som i udgivelsen får en ny form.

Amalie Smith fortæller, at hun i sit arbejde med materialer særligt finder inspiration i møbiousbåndets evighedsfigur. “Inger Christensen skrev, at båndet mellem menneske og verden er et møbiusbånd. Møbiusbåndet som motiv har jeg brugt til at strukturere bogen. Hvis man tegner en streg midt på båndet, når den til sin egen begyndelse. Båndet har ingen bagside. Alt hænger sammen, og vi er uløseligt forbundet med verden.”

Og sådan er det med Amalie Smiths materialer. De er forbundet med verden omkring sig. De er aldrig 'enten-eller materialer', de er 'både-og materialer', der som de antikke skulpturer både er levende og døde, farvede og hvide, metamorfe kalksten i monotone figurere. Og Jordens livsformer er også rumvæsener. 

Fakta:

Følg Amalie Smith hele januar i Kunsthal Aarhus' Instagramprojekt via hashtagget 
#instatata_kunsthalaarhus
#hypotetiskbiologi #stok #amaliesmith

Læs mere om Amalie Smiths værker og udgivelse på hendes hjemmeside

Amalie Smith er født i 1985 i Brønshøj.

Uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og debutterede som forfatter i 2010 med bogen Fabrikken Falder, som hun i 2011 modtog Bukdahls Bet – den smalle litteraturpris for.

Modtog i 2015 Kronprinsparrets Stjernedryspris for bogen Marble, der udkom på forlaget Gladiator.

Tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016 med projektet Eyes Touching, Fingers Seeing. I efteråret 2016 modtog hun Niels Wessel Bagges Kunstfonds hæderspris.

Udgiver til foråret sin syvende bogudgivelse, Et hjerte i alt, på Gyldendal.