… især om fremtiden, sagde Storm P. engang. Nu har museet i hans navn forsøgt at give et bud på, hvordan fremtiden inden for digital spil er blevet både mangfoldige og kunstfærdige

Du åbner døren og bliver mødt af en fedtet, svedig luft. Der ligger halvtomme chipsposer og sodavandsflasker i en cirkel omkring sækkestolen, der står foran det kæmpestore fladskærms-tv. Du er hos en teenager, en gamer.
Det er netop den stereotyp, som Storm P. Museets nye udstilling, Play, skal gøre op med. “Vi har prøvet at komme nogle fordomme til livs. Det at spille digitale spil og computerspil er ikke kun en asocial ting, hvor din søn sidder på værelset med bumser og spiser chips. Det er faktisk også social interaktioner, både online og i det fysiske rum,” fortæller Sara Sejdner, der er projektmedarbejder på Storm P. Museet og har været med til at lave udstillingen.  

Kunst, der kan prøves

Storm P’s blyantstreger er til anledningen erstattet af computerspils pixileringer, og i modsætningen til væggenes normale udsmykning kan man nu prøve alverdens kunstværker på forskellige konsoller. Der er spil i alle afstøbninger og på alle tænkelige platforme, alt fra iPads til en mærkelig fjeder forbundet til en diodekæde, der er limet fast på væggen.

“Det spil blev opfundet som resultatet af et møde mellem nogle spildesignere, der havde til opgave at designe et spil på en dag. De kom op med det her meget, meget simple spil, der gælder om at få en grøn diode forbi nogle røde ved at ryste joysticket, når du kommer tæt nok på dem,” forklarer Rune Weise Kofoed, som Fine Spind har inviteret med ind for at se udstillingen. Til dagligt er han studerende på kandidatuddannelsen Games på IT Universitet i København.

Udstillingen er delt ind i fire rum, der hver især skaber ramme om en bestemt digital spil-bevægelse. Nogle spil skal sanses, andre danses eller på anden vis udføres fysisk. Mange spil vil nok være nye for den uerfarne gamer, men det er meningen: “Normalt på museer er det forældre eller bedsteforældre, der tager børnene med for at vise børnene, hvordan verden hænger sammen – i den digitale spilverden er det lige omvendt. Her er det børnene, der skal tage deres forældre i hånden og forklare dem, hvordan tingene fungerer,” fortæller Sara Sejdner.

En digital sanseoplevelse

Man har med udstillingen ikke villet lave et historisk snit over, hvordan digitale spil og design har udviklet sig. Det er tydeligt i valget af eksempler på udstillingen, her er Pac Man og Donkey Kong erstattet af nyere og mere ukendte spil som Flower og The Stanley Parable. “Da vi er et kunstmuseum, prøver vi også at belyse nogle af de æstetiske virkemidler, som digitale spil benytter. Der er rigtig mange spil, som er indiespil (uafhængige spil red.), eller spil som på anden vis udfordrer den traditionelle måde at forstå, hvad computerspil er,” forklarer Sara Sejdner om udvælgelsesprocessen. af værkerne.

LÆS OGSÅ: EN BØRNEPORTAL TIL SAMTIDSKUNST – Hvordan er det at være inde i de spil, dit barn spiller på Ipaden?

Og det virker. På Play er det ikke kun spillet, der bliver præsenteret, det er også forskellige måder spillene indtænker spilleren. Noget af det nye i den forbindelse er mere sanselige og meditative spil, hvor der egentligt ikke er en mission eller en hovedfigur, som du kan identificerer dig med. “Tag for eksempel spillet Flower, her er du en pollensky, der driver i vinden hen over nogle marker. Du styrer vinden og kan drive din pollensky henover nogle øde steder, hvor der så bliver græs. Der er altså en mission, men det er helt klart det sanselige, der er det i hovedsædet,” forklarer Rune Weise Kofoed, mens han forsøger at drive pollenskyen, der bliver projekteret op på hele den ene væg, i den rigtige retning.  

Fanget i Limbo

Mange kender det, man sidder og spiller et spil om aftenen og har været i gang i noget, der ligner en halv time, men samtidigt er det blevet bælgmørkt udenfor. Tiden har for vane at flyve afsted, når man hengiver sig til et digitalt spil. “Det gælder for alle! Også voksne kvinder spiller vildt meget digitalt spil, de spiller bare noget andet en børn og unge. For eksempel Farmville og Wordfeud på deres telefoner og tablets,” siger Rune Weise Kofoed.

Man bliver fanget i et limbo mellem den digitale verden og virkelige, og netop det har en flok danske spildesignere udnyttet. Spillet hedder Limbo og handler om meget lidt og om rigtig meget på samme tid. Du er fanget i et sort-hvidt goldt univers og styrer en dreng med store lysende øjne. “Det er den forhistorie, du får. Vi aner ikke noget om, hvor vi er, hvem vi styrer, og hvor vi skal hen. Man må bare begynde at gå,” forklarer Rune Weise Kofoed. Det er en ny og anerledes film-noir agtig spilgenre, hvor gameplayet i de klassiske platform- og missionspil bliver tilsidesat: “Limbo kan på mange måder ses som sådan en antitese til det etablerede spilmarked. Det er sort-hvid, lyden er stille. Der er nogle gåder og opgaver, som man næsten ikke kan løse. På den måde fortæller det spil nærmest, hvordan computerspil nu tør gøre det anerledes,” forklarer Sara Sejdner ivrigt.

LÆS OGSÅ: RASMUS KLUMP ER KOMMET PÅ MUSEUM 

Men er det farligt?

Mange børn og unge har fået deres oplæring i digitale spil af Jakob Stiegelmann fra Troldsspejlet, der holdt åbningstalen for udstillingen Play, da den åbnede. Og som en indføring i den digitale verden besøgte Fine Spind hans livevisning af en specieludgave af Troldspejlet, der blev holdt på Frederiksberg Torv, lige foran Storm P. Museet. “Jeg elsker digitale spil, men jeg er også blevet så rasende, at jeg kastede med joysticket. Dermed gik jeg fra at være et fredeligt, civiliseret menneske til et ophidset dyr. Det er også en del af det at spille,” forklarer den engagerede Troldspejlsvært. Jakob Stiegelmann.

Således opløftet tager vi fat på elefanten i rummet – de voldelige spil. For kan man blive voldelig af computerspil? “Det korte svar er nej,” svarer Rune Weise Kofoed. Et svar, der klinger lidt hult, da vi står foran skærmen, hvor du kan prøve et af de mest udskældte spil nogensinde, Grand Theft Auto. Spillet, der kort sagt handler om at stjæle, røve og køre råddent i en med tiden mere og mere virkelighedstro designet verden, har siden den første udgave været kritiseret for at prædike vold og hærværk. “Men der er selvfølgelig et men,” fortsætter han. “Selvfølgelig kan du blive voldelig af at spille voldelige spil, hvis du har voldelige tendenser i forvejen, men så kan du jo også blive voldelig af at lege voldelige lege. Men forskning på området viser, at det behøver ikke at være spillets skyld,” uddyber han.

Læge, ph.d. og forfatter til bøger om børn, Vibeke Manniche, er anerledes klar i spyttet i sin anbefaling til forældre om voldelige spil til børn: “Det øger helt sikkert risikoen for, at du bliver voldelig, hvis du som barn spiller voldelige computerspil,” konkluderer hun og fortsætter: ”Et skræmmende eksempel på den effekt, voldelige spil har, hørte jeg fra en major i forsvaret, der fortalte, at nye rekrutter simpelthen var blevet bedre til at skyde mod mål i bevægelse. Det tilskrev han, at de spillede skydespil,” advarer hun.

Hvilken aldersgrænse?

Et stort østrigsk studie offentliggjort i 2014 mener også at kunne bevise, at der er en direkte sammenhæng mellem voldelige spil og voldelig adfærd, og at det derfor er vigtigt, at forældre følger PEGI-aldersmærkningssystemet. Det er et system, der skal hjælpe forældre med at træffe de rigtige beslutninger, når de køber spil til deres børn. Spillene får en anbefalet aldersgrænse samt en markering af, om de indeholder vold, uhygge mv. “Jeg mener, at forældre bør overholde de her aldersanvisninger. Men udover det skal de også lave deres egne kodeks med deres børn, om hvor lang tid de må spille ad gangen osv.,” anbefaler Vibeke Manniche. Men det er som sagt kun anbefalede aldersanvisninger, der er på spillene. “Det er ikke min erfaring, at de i særlig vid udstrækning overholdes,” fortæller Rune Weise Kofoed.

Digitale venner

Du er ikke alene online, der er tusinder og atter tusinder af ligesindede at spille med og mod. “Der er en bevægelse inden for digital spil, der hedder social gaming, hvor der er mange, der er langt fremme med de her party games, som også har det sociale element,” fortæller Sara Sejdner. Museet har faktisk indrettet et helt lille hjørne, hvor de sociale spil præsenteres og kan prøves. Det er spil som Little Big Planet og ikke mindst Minecraft. “Det er et vanvittigt godt tænkt spil. Det er ligesom at bygge med LEGO-klodser fra en kasse, der aldrig bliver tom, og som har alle brikker. Det er ethvert barns drøm, og det er nok derfor, det er blevet så populært,” forklarer Rune Weise Kofoed. Det sociale element i de spil er, at det ikke handler om at slå hinanden ihjel men om i fællesskab at bygge noget. ”“Det er den måde, børn kommunikerer med hinanden og med omverdenen på. Den er blevet digitaliseret,” forklarer Sara Sejdner.

Bedre end derhjemme

Play er digital kræs for hele familien. Udstillingen har spil i alle afskygninger, du kan prøve; og det er ikke kun for børn. Selvom om det er dem, der hurtigst vil opfange spillenes veje og budskaber. “Jeg har selv en datter på otte, hun har været testkanin på mange af de spil, vi har på udstillingen, og hun gennemfører dem meget, meget hurtigere end mig,” fortæller Sara Sejdner.
Men det, der især gør, at udstillingen ikke bare kan opleves med et greb i lommen og en konsol hjemme i dagligstuen, er de mange eksempler på spil, der skal spilles i det fysiske rum. “Nintendo Wii, Playstation Move med flere er konsoller, der henvender sig til hele familien. Her kan alle være med og grine ad familiemedlemmer, der spiller tennis uden bold, midt i stuen,” fortæller Rune Weise Kofoed. Play har også et eksemplar virtuel reality-briller, der er overordentligt virkelighedstro, – næsten for meget. “Det er fremtiden for digital spil, man skal selv være med tilstede i spillet,” forudsiger han videre.

Play er ikke bare fun and games, det er også et billede på en samfundsudvikling, hvor mange trygge mellemmenneskelige relationer digitaliseres: “Den måde børn leger og altid har gjort det, ser vi som arketyper på leg. Det, at legen nu er blevet medieret, ændrer i og for sig ikke noget for legen og socialiseringen, derfor kalder vi udstillingen Play; det engelske ord for leg,” forklarer kuratoren, Sara Sejdner.
Det er svært at spå, især om fremtiden. Men Play tør godt pege i retningen, hvor udviklingen er på vej hen.

Se åbningstider for udstillingen i Fine Spinds kalender 

Se en liste er de spil, du kan opleve på udstillingen