Jagten gennem historien Golden Days museer for børn

Invitation til æblerov, tidsrejse og spøgelsesjagt

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Julie Nørbæk Jensen04. maj 2015

Løbesko skal pudses, og historieviden støves af, når der i weekenden den 8.-10. maj afholdes Jagten - gennem historien for fjerde år i træk. 14 steder på Sjælland glæder kulturinstitutioner sig til at byde velkommen til eventyrlystne børn 

Historien sætter rammerne, men forløbet er anderledes end en typisk museumsoplevelse. I weekenden den 8.-10. maj krydres historiefortællinger med mysterier og orienteringsløb. Aldersgrupperne 0-6 år, 6-10 år og 10+ år udfordres på alle sanser, når Jagten skydes i gang. Golden Days, som er en kulturorganisation, der formidler fælles kultur og historie, står bag konceptet. Idéen opstod på bagrund af et ønske om at kombinere kultur med motion og tilgodese både fordybelse og fart. Kulturinstitutionerne har researchet på spændende historier og inviterer til opdagelse af snørklede kroge, skumle kældre og ukendte anekdoter.

Fra kulturens motionsdag til krudt, kugler og eventyr

Siden opstarten for fire år siden har Jagten udviklet sig og vokset sig større. I 2014 var antallet af deltagere 4000, og målet for 2015 er 6000 deltagere. Jagten – gennem historien startede som kulturens motionsdag. Charlotte Frost Andersen er kommunikationschef hos Golden Days og fortæller:
Skattejagt på magtens højborg Christiansborg Slot har tidligere været en del af Jagten gennem historien.
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days – Ty Stange
Store og små, gamle unge klar til at jagte historien på Slotsholmen.
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days – Ty Stange
”Vi fandt hurtigt frem til, at Jagten – gennem historien skulle appellere med aktion, krudt, kugler og eventyr - og dermed være sin egen. Jagten er lige præcis alt det, man ikke normalt må på et museum. Kulturinstitutionerne skal også kaste et nyt blik på egen institution og tage alle de bedste elementer fra skattejagter og eventyr – fx snigebaner, bueskydning, tryllestave og tidsrejser.”

Den enkelte kulturinstitution indgår i et samarbejde med en orienteringsklub. Orienteringsklubberne bidrager med planlægningen af selve orienteringsløbet, mens kulturinstitutionerne graver interessante fortællinger frem, der knytter sig særligt til netop deres sted og genstande. Summen bliver en skattejagt i børnehøjde.

Æblerov og kongelige høje hatte som omdrejningspunkt

I Fredensborg har de været på opdagelse i lokalarkivet, og årets jagt omhandler den russiske zarfamilies sommerferie på Fredensborg Slot i slutningen af 1800-tallet – også kaldet Fredensborgdagene. Her kom den tidligere danske prinsesse, nu russisk zarina på besøg hos sine forældre med manden zar Alexander 3. og deres børn.

Anne-Lene Harklou Hansen er projektleder hos Gang i Fredensborg ved Fredensborg Kommune og arbejder med Fredensborgs del af Jagten – genmem historien. Hun siger: “Livet som russisk kejserfamilie var fuld af farer, men i Danmark var der fred. Her kunne den store russiske zar pjatte med sine børn, gå på æblerov og sigte med haveslangen efter de andre kongeliges høje hatte. Der er dermed både en spændende historie at fortælle, som er relateret til netop det sted, Jagten foregår, samtidig med beretningerne om zarens glade familiedage åbner op for en række aktivitetsmuligheder for hele familien i zarens ånd.”
I Jagten på historien kan en sagnkonge pludselig stå foran familien på søndagsudflugt.
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days
Hvordan gik man egentlig i takt i 1864?
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days
Andre museer har valgt lidt mere dystre tilgange til historien. På Gl. Holtegaard skal en mordsag opklares, på Selsø Slot venter en spøgelsesjagt på Den Hvide Dame og på Koldkrigsmuseet Stevnsfort bliver man sendt på efterårsmanøvre med de allierede fra Tyskland, Storbritannien og Belgien.

Jagten – gennem historien med vokseværk

I Fredensborg har tilbagemeldingerne på konceptet været positive. “Vi tror, at det gør historien mere levende og vedkommende for børnene, og også for de voksne, når historieformidlingen kobles med konkrete fysiske aktiviteter og sanseoplevelser,” siger Anne-Lene Harklou Hansen.

Erfaringerne fra tidligere års arrangementer er drivende i udviklingen af Jagten – gennem historien. Hvert år bliver der lavet grundige evalueringer, så Jagten er i konstant forbedring for både publikum og partnere. Ambitionen er, at Jagten – gennem historien afholdes i hele Danmark og vokse sig stærkere hvert år. Charlotte Frost Andersen siger:“Vi håber, at Jagten en dag bliver lige så stort som kulturnatten, og noget de fleste børnefamilier kender og planlægger efter – og at der foregår en Jagten gennem historien i hele landet”
På slotsholmen går jagten i år efter den gyldne nøgle.
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days
Historieformidling kan sagtens have fart på.
Foto: Pr-foto / Jagten gennem historien / Golden Action Days – Ty Stange

Program:


8. maj
Selsø slot: Jagten på den hvide dame Slotsholmen: Jagten på den hemmelige nøgle
Gl. Holtegaard: Jagten på sporet
Fredensborg slot: Jagten på zarens arv Helsingør by: Jagten på Halfdans rim
Rosenborg slot: Jagten på madpakken fra Arbejdermuseet
Aldershvile Slotsruin: Jagten på grevindens diamanter
Industrimuseet i Frederiksværk: Jagten på de forsvundne mønter 

9. maj
Koldskrigsmuseet Stevnsfort: Jagten på fjenden
Rosenborg slot: Jagten på madpakken fra Arbejdermuseet
Hillerød by: Jagten på demokratiet
Sagnlandet Lejre: Jagten på sagnkongerne

10. maj
Garderhøjfortet: Jagten på den gode soldat
Esrum kloster: Jagten på den helbredende eliksir
Ejbybunkeren: Jagten på røde Ivan
Sagnlandet Lejre: Jagten på sagnkongerne

Læs mere om tilmelding og priser lige her.



Facebook
Del på facebook

Julie Nørbæk Jensen

Julie læser en kandidat i historie på Københavns Universitet. Hun har sideløbende med sit studie arbejdet på arkiv og museum, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med formidling af danmarkshistorien til skolebørn. Hun ønsker at åbne op for historiens univers i børnehøjde, og hverdagsliv samt leveforhold i Danmark gennem tiden er hendes hovedinteresse.
Se Julies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind