
I tyske film er fortiden andet end et kollektivt skyldkompleks
I Øst for Paradis i Aarhus og Grand i København afholdes der 2.-5. april Tyske Filmdage. Men hvad handler tyske film egentlig om i dag? Det historiske drama med brunskjorter, heilen og stasimænd er i bevægelse, og samtidig skyder fortællinger om immigration og generationskonflikter op. Et mangfoldigt billede af tendenser i tysk film aftegner sig
"Das war ein Befehl!" udbryder en rasende og bevæget Hitler. Du har sikkert allerede genkendt den ikoniske scene fra Der Untergang, filmen om Hitlers sidste dage i førerbunkeren, og ser den nedbrudte diktator for dig, over for ham de skrækslagne generaler i et grelt, gråligt lys. Filmen er nemlig uden tvivl en af de mest kendte tyske film. I hvert fald herhjemme. For de historiske dramaer om nazismen har længe domineret i danskernes bevidsthed om Tyskland – noget, der ikke viser kulturlandskabet i fuld udstrækning."Jeg håber, at filmdagene kan give et mere nuanceret billede af kulturen. Tyske film er jo ikke kun noget á la Das Leben der Anderen; der er også alle de andre facetter – komedierne, humoren og genrefilmene," fortæller Claudia Marchegiani, der er kulturmedarbejder på Goethe-instituttet i København og har været en af de bærende kræfter i sammensætningen af programmet til Tyske Filmdage.
Læs også: DØDEN SPEJLER LIVET, MENS VI SPEJLER VORES FORÆLDRE
Fortiden som fælles referenceramme
Ifølge Moritz Scramm, der er lektor i tysk litteratur på Syddansk Universitet og blandt andet har forsket i nyere tyske film, er især naziregimet og i mindre grad DDR-tiden væsentlig for tyskernes selvforståelse. Alligevel mener han ligesom Claudia Marchegiani, at det er vigtigt ikke kun at reducere tysk kultur til én lang bearbejdning af fortiden.
"I Danmark tror mange, at tyskerne er tynget af skyld over jødeforfølgelserne og krigen. Historien fylder selvfølgelig meget i kulturen, men de nyere generationer har faktisk et ret afslappet syn på fortiden. Nazitiden og fortiden generelt er blevet en fælles referenceramme frem for et kollektivt skyldkompleks," fortæller han.
Længere væk fra kernen
Det er et billede, man også finder i de historiske film på Tyske Filmdage. I Stefan Zweig møder vi forfatteren af samme navn i New York, Buenos Aires og Brasilien, i eksil fra Østrig, hvor nazismen er i fremmarch. Der er lang vej til Hitlers førerbunker. Heller ikke Paula, der centrerer sig om kunstneren Paula Modersohn-Becker, slår ned i orkanens øje. Her er vi rykket til et yderfelt – kvindeliv omkring århundredeskiftet. Og i Die Reise mit Vater, hvor vi følger en tysk-rumænsk families overraskende vej fra Østblokken og ind i Vesten, tjener det historiske som kulisse.
Vi har bevæget os væk fra begivenhedernes kerne; Hitler i førerbunkeren, modstandsgruppen i filmen Sophie Scholl. De sidste dage, stasiagenten der aflytter uskyldige mennesker i Das Leben der Anderen eller Alex, der går med i demonstrationen for en åbning af Berlinmuren i 1989 i Goodbye Lenin.
"Der er en større kvantitet i udlægningen af fortiden end der har været tidligere,” siger Claudia Marchegiani, ”der er stadig brug for at fortælle historierne, men rammen er blevet bredere".
Læs også: BEGÆRET ÆDER SJÆLEN OP
Med humoren som redskab
Samtidig med at de tyske filminstruktører har søgt længere væk og udforsker nye narrativer, er der også opstået en mangfoldighed i måden at fortælle på, mener Moritz Schramm. Det historiske drama er kun én måde at formidle på.
"I historieformidlingen er det et træk at bruge en historisk person som udgangspunkt, sådan som det er tilfældet med filmen om Stefan Zweig," fortæller Moritz Schramm. Et andet greb er humor – historien bliver fortalt som komedie. Det gælder for eksempel filmen Die Reise mit Vater, eller Er ist wieder da fra 2015, hvor Hitler genopstår i vores tid. Svære emner ryger tit lettere ned med et skævt grin.
De oversete genrer
Mens tyske film betyder historiske dramaer i mange danskeres øjne, er kendskabet til fortællinger om de nære relationer og immigration mindre. Og det til trods for, at det faktisk især er her, at danskerne og tyskerne har et fælles udgangspunkt. Også film, der går tæt på de nære relationer og generationskonflikter, har potentiale til at skabe genkendelse på tværs af grænsen. I Happy kommer man tæt på generationskonflikterne. Den unge pige Carolins far slår sig sammen med en thailandsk pige på Carolins alder. Har faren købt hende? Og hvordan håndterer man egentlig sine forældres sexliv? Tabubelagte emner i både Danmark og Tyskland.
I filmen Marija følger vi en ung ukrainsk kvindes skæbne som indvandrer i Tyskland, og i coming of age-filmen Tschick tager vi på roadtrip gennem Tyskland i en afsøgning af grænserne mellem de forskellige lag i samfundet. Hvad er tysk, hvad er ikke tysk?
"Her er der jo mange erfaringer, som er ens på tværs af grænsen,” siger Claudia Marchegiani, ”man ser ind i nogle af de skæbner, som man ellers kun ser i nyhederne."
Ifølge Moritz Schramm stemmer film med udgangspunkt i nutidige emner overordnet overens med orienteringen mod fortiden. For kun ved at forstå fortiden, kan man håndtere nutiden.
"Tyskerne forsøger at afdække spørgsmål som 'hvem er vi?' og 'hvor kommer vi fra?' ved at gå tilbage i historien. For sådan kan man måske afgøre, hvor man skal bevæge sig hen i dag."
Læs også: DE MANGE KØNS MUSEUM
Fakta
Tyske Filmdage spiller i Øst for Paradis i Aarhus og Grand i København fra d. 2.-5. april.
