Anders Morgenthaler med den krøllede hjerne lever af kunst og klima-iværksætteri
Anders Morgenthaler og Mikael Wulff har lavet deres anden biograffilm om den mærkelige dreng Mugge. Filmen er en hyldest til det danske skolesystem
ArtikelAlt det andetSkrevet af: Marie Nyeng20. sept 2022
Jeg er slet ikke bange for at tjene penge. Jeg kan virkelig godt lide penge, for jeg kan godt lide, hvad penge kan.”
Sådan siger Anders Morgenthaler, der i oktober udkommer med sin anden biograffilm om den helt særlige dreng Mugge. Familiefilmen har han lavet sammen med Mikael Wulff, hans partner in crime gennem snart 25 år. Tilsammen kalder de sig Wullfmorgenthaler.
Det med så klart og tydeligt at bekende kulør i forhold til at tjene penge er vel en temmelig uortodoks udmelding fra en 100% idealistisk kunstner, som også er klimaforkæmper til tænderne og har meget svært ved at gøre ting, som han ikke tror fuldt og fast på.
Men før man kan blive voksen idealist og gøre sit for at forandre verden - og tjene penge, må man jo først gå i skole. Man må gå rigtig meget i skole.
Sådan siger Anders Morgenthaler, der i oktober udkommer med sin anden biograffilm om den helt særlige dreng Mugge. Familiefilmen har han lavet sammen med Mikael Wulff, hans partner in crime gennem snart 25 år. Tilsammen kalder de sig Wullfmorgenthaler.
Det med så klart og tydeligt at bekende kulør i forhold til at tjene penge er vel en temmelig uortodoks udmelding fra en 100% idealistisk kunstner, som også er klimaforkæmper til tænderne og har meget svært ved at gøre ting, som han ikke tror fuldt og fast på.
Men før man kan blive voksen idealist og gøre sit for at forandre verden - og tjene penge, må man jo først gå i skole. Man må gå rigtig meget i skole.
Mugges skole hedder Friheden og Sophia går på Killer Instinct School System
At gå i skole det er lige præcis, hvad hovedpersonen i Wullfmorgenthalers nye film ‘Mugge & hans mærkelige hjerne’ gør. Han er en skoleelev af den mest optimistiske, livsglade og opfindsomme slags. Sådan en, der lige slår en fiktiv sludder af med en snegl, mens han drøner afsted til skole. Men henne i skolen er der test. Den nye skoleleder Danny Lauritsen vil nemlig gerne se, hvordan eleverne klarer sig fagligt. Mugge svarer friskt og meget kreativt på spørgsmålene. Og da Mugge er færdig med alle spørgsmål og trykker aflever med sin yndlingsfinger på tastaturet, begynder, computeren at ryge og eksploderer. Mugge har simpelthen fået systemet til at bryde sammen med sine alternative svar til testen. Efter en lang række psykologsamtaler skal Mugge starte forfra i skolesystemet. Men det nægter han. I stedet laver han sin egen skole, som han døber Friheden. Det er en grænseløs skole, som viser sig at være fuldstændig ude af kontrol.I huset ved siden af Mugges families bor hans rigtig gode ven Sophia. Hun er blevet skoletræt og bliver sendt på Killer Instinct School System - “en totalt militaristisk og disciplineret skole - som Herlufsholm gange 1000,” er Anders Morgenthalers beskrivelse. Og så er den vanvittige historie om et nært venskab mellem to børn og deres to vidt forskellige skoler i gang.
Anders Morgenthaler fortæller: “I ‘Mugge og hans mærkelige hjerne’ handler det om, at børn er meget forskellige på forskellige tidspunkter i livet, og at der ikke findes nogen one size fits all, når det gælder skoler - det findes ikke. Børn går i skole hele tiden, så derfor ville vi gerne lave en vildt sjov og underholdende film om, hvordan børn lærer.”
Filmen ‘Mugge & hans mærkelige hjerne’ er baseret på bogen af samme navn, og hvis man nu har grinet sig gennem Mugge-bøgerne sammen med sine børn, så vil man måske undre sig lidt her. For den første film om Mugge,‘Mugge og vejfesten’, lå meget tæt op ad bogen, men i filmen om ‘Mugge & hans mærkelige hjerne’ har Wulffmorgenthaler været mindre tro mod deres egen bog. I bogen er det ikke Mugge selv, der starter sin skole - det er hans mor - og så hed den Solsikken, ikke Friheden.
“Da vi skulle i gang med at lave filmen, var det vigtigt for os, at fokusere mere på udviklingen i venskabet mellem Sophia og Mugge og de to retninger, de tager, når de har brug for at blive stimuleret skolemæssigt på hver deres måde. Det, syntes vi, var rigtig sjovt.”
Mulighedernes system
Filmen er kort og godt en hyldest til det danske skolesystem, og at det kan rumme alle mulige forskellige måder at lære på.Selv oplevede Anders Morgenthaler ikke et rummeligt skolesystem, dengang han var elev for omkring fyrre år siden. Hans skole-gang var mildest talt forfærdelig, for alle de ting, han var god til, blev betragtet som ubrugelige.
“På den måde har jeg en rem af huden af Mugge, fordi det, jeg kunne, det syntes man var ubrugeligt - men det er de ting, jeg lever af nu,” griner han.
Når han sad og tegnede i timerne, blev han mødt af lærere, som så det som et udtryk for, at han aldrig hørte efter.
“Det er faktisk modsat. Al forskning viser, at hvis man sidder og tegner, så lytter man faktisk mere intenst efter, hvad der bliver undervist i. Mine lærere kunne have sagt: ‘Kan du ikke tegne noget om matematik, mens vi sidder og hører om det?’ Så havde jeg kunnet trives i det.”
Men hvis alle var som Anders og Mugge, så kørte verden nok alligevel heller ikke på skinner.
“Der er jo brug for mange forskellige slags mennesker. Hvis vi alle sammen var som Mugge, så var verden jo vanvittig; det rene anarki. Så kunne man ihvertfald ikke gå hen i et supermarked og købe mad.”
Med deres film ønsker Anders Morgenthaler og Mikael Wulff at hylde det danske skolesystems rummelighed overfor forskellige måder at undervise børn på.
“Det som hele filmen med Mugge og Sofia og deres forskellige skoler handler om er, at for meget af det gode, tit bliver for meget - uanset hvor meget frihed man vil have, så bliver det for meget og uanset, hvor meget disciplin man vil have, så bliver det for meget. Og så understreger den selvfølgelig også, at det der med bare at være rødgrød og helt uden ekstremer, det fungerer bare heller ikke. I stedet for, at det er sådan en stor samfundskritik, så vil vi hellere se det som en hyldest til alle de muligheder, der er. Det er så let at være kritisk. Men det er meget sjovere at sige: ‘Prøv at se, der er alle de her muligheder, kunne de ikke være inspirerende for jer?’.”
Fra det strikse Belgien til gruppearbejde i Danmark
Da Wullfmorgenthaler filmatiserede den første af bøgerne om Mugge - ‘Mugge og vejfesten’ - foregik det i Belgien, men ‘Mugge & hans mærkelig hjerne’ har de lavet i Danmark sammen med A film.“Det har virkelig været to vidt forskellige oplevelser; altså to vanvittig forskellige oplevelser. Nede i Belgien kom folk ud af meget strikse skolesystemer, og de er jo på arbejde hele tiden på en måde, som vi slet ikke forstår her i Danmark. Og så laver vi en film i Danmark, og her er vi alle sammen indstillet på, hvordan det er ting-ene fungerer, så her arbejder vi ekstremt glat og flydende, fordi vi fra små er blevet trænet i at arbejde sammen. Her er det helt naturligt, at så gør du dét, og jeg gør dét, og så kører det. Det er virkelig sådan en unik ting det der gruppearbejde i Danmark,” slår Anders Morgenthaler fast.
Filmen ender ligesom bogen også med et stort gruppearbejde, hvor alle børnene redder byen, men jeg har højt og helligt lovet Anders ikke at afsløre mere om slutningen end det.
Anders slår store brød op og Mikael holder snuden i sporet
Anders Morgenthaler er en driftig mand og har ved siden af sit ongoing samarbejde med Mikael Wulff om Wulffmorgenthaler universet gang i et væld af kunstneriske projekter og virksomheder.Sammen med Mikael Wulff laver han stadig striben, selvom den ikke er på bagsiden af Politiken mere. For nogle år siden blev den lanceret i USA i 325 aviser på en gang, så arbejdet med striben holder stadig de to sammen.
“Mikael og jeg har arbejdet sammen i snart 25 år og det har ved gud også været noget, hvor man har slået sig undervejs, fordi vi skulle file hinandens kanter af - men vi er jo ikke gået fra hinanden, fordi vi kunne se, at vi sammen fik noget fra hånden. Vi har jo lavet striber i efterhånden 25 år - 22 år til hele verden, og det kan man ikke gøre, hvis man ikke både er super
disciplineret, men også klar på at vende bøtten på hovedet en fire fem gange, for ellers så kommer det ikke til at ske”
Anders og Mikael er i bund og grund meget forskellige. Hvor Anders sætter ting i gang og hvirvler idéer op, så beskriver han Mikael som en meget målfast mand, der er god til at sætte disciplinerende rammer op for sig selv og få ting gjort færdigt.
“Jeg er ekstremt god til at igangsætte, og få noget ud over rampen og få det bygget op - og så kan jeg være mindre god til at få projekterne kørt i mål til sidst. Og det findes der jo faktisk en hel masse mennesketype forskning omkring. Der er brug for nogen, der igangsætter amok, og så er der nogen, der skal kunne drive det og afslutte - men de kan ikke sætte i gang. Det synes jeg er meget fascinerende.”
På den måde har Anders og Mikael i mange år kunnet levere underholdning, der både har kant og viden.
“Vores samarbejde handler først og fremmest om at underholde. Når der står Wulffmorgenthaler på noget, så skal folk tænke; ‘fuck det her er et frirum, nu kan vi gå ind og have det virkelig sjovt alle sammen, uden at det bliver fladt eller dumt.’ Vores første film Mugge & vejfesten, handlede jo om skilsmisse, på en måde som virkelig mange mennesker fandt ekstremt underholdende.”
En klima-børnebog om en pige der hedder Kastanje
Anders Morgenthaler har så meget drive, at han ved siden af samarbejdet med Mikael Wulff ikke kan lade være med at kaste sig over solo-projekter.Når man ser ham i medierne, handler det ofte om klima, for han har i de seneste år engageret sig både personligt, kunstnerisk og erhvervsmæssigt i klimakampen.
“Mikael og jeg har nogle meget klare aftaler om, at vores samfundskritik er ret generisk, men når jeg så laver mine egne ting, så er jeg jo ekstremt engageret i moraler eller ting, som jeg mener noget om,” fortæller Anders Morgenthaler.
Og lige nu er Anders i sit eget kunstneriske virke i gang med at skabe et øko-poetisk børnebogsunivers om en pige, der hedder Kastanje. Hun bor i en kastanje midt i noget, der kunne være den danske urskov. Jeg er begyndt at læse ekstremt meget om, hvordan planter og dyrearter fungerer. Der er eksempelvis 30 arter, der er afhængige af en røllike. Og så finder man ud af, at det er fordi, der lever nogle mider nede på rødderne, og inde i røvhullet på miderne, der lever der også en anden mide. Det er ekstremt interessant.
Bøgerne om Kastanje er et underholdende og poetisk univers, der ekstremt meget handler om, hvordan naturen hænger sammen i systemer. Det er jeg blevet meget meget fascineret af.”
Anders Morgenthaler ser ikke noget modsætningsforhold mellem det at være en klimabevidst kunstner og så det at tjene gode penge.
“Jeg er virkelig idealist - 100%. Jeg har meget svært ved at lave andet end det, jeg opfatter som værende vigtigt for mig. Man kan jo sige, at jeg har været klimaaktivist i en del år. Og nu har jeg bevæget mig mere over i at være klimainvestor eller klimaiværksætter kalder jeg det, hvor jeg er med til at starte firmaer op, som har vaneændrende indvirkning på folk, og så er det jo ret naturligt, at hele min kreative interesse også går den vej”
Fakta - Anders Morgenthaler:
Tegner, forfatter og filminstruktør - fra Designskolen Kolding og Filmskolen i Kbh.
Har lavet børne-tv KatjaKaj og BenteBent til DR. Har instrueret musikvideoer for Kashmir og Superheroes. Stifter af mediehuset Copenhagen/Bombay. Har lavet animationsfilmen Æblet & ormen i 2009. Laver WullfMorgenthaler.
Fakta - Wulffmorgenthaler:
Wulffmorgenthaler består af Anders Morgenthaler og Mikael Wulff.
Wulffmorgenthaler er bedst kendt for deres tegneseriestribe.
Striben var i mange år et fast og dagligt indslag i Politiken.
Nu er de også solgt til en række amerikanske aviser.
De to har også lavet bøger sammen.
Marie Nyeng
Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København