Anbefalinger og tendenser # 48 - En påmindelse om at livet er kort

Anbefalinger og tendenser # 48 - En påmindelse om at livet er kort

7 anbefalinger til kultur, der hylder livet. I denne uge dykker vi ned i kulturtilbud og arrangementer, der minder os om at stoppe op og nyde hinanden, mens vi er her
ArtikelAlt det andetSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen29. nov 2021
Nogle gange kan det føles som om, livet flyver hurtigt forbi. Vi står op, kører på arbejde og tager hjem i seng, mens dagene, månederne og årene pludselig er fløjet forbi os. Pludseligt er det nytår, og vi skal tage hul på et nyt år i kalenderen. Men hvordan kan vi allerede have levet et helt år siden sidste nytår?

Livet går hurtigt. Derfor er det vigtigt, at vi minder hinanden om at bruge tiden på de mennesker, vi elsker, og på at beskæftige os med noget, der giver os mening og glæde i livet. Kunsten har altid mindet os om, at vi er i live. Den har fået os til at standse op, sanse, mærke os selv og reflektere over, hvad der virkelig er det vigtige i livet. I denne uge dykker vi på redaktionen ned i kulturtilbud og arrangementer, der minder os om, at livet er kort, og at vi skal nyde livet og hinanden, mens vi er her. Det er billedkunst, litteratur, film, musik, dans og teater, der får os til at stoppe op og glemme hverdagens travlhed for en stund og husker os på at være til stede lige der, hvor vi er.
Anbefalinger og tendenser # 48 - En påmindelse om at livet er kort</br>Forestillingen 'Nattens Ende' på Glyptoteket</br>Foto: PR-foto / Teatret Sort Hvid - Karoline Lieberkind
Forestillingen 'Nattens Ende' på Glyptoteket
Foto: PR-foto / Teatret Sort Hvid - Karoline Lieberkind

Danseforestillingen ‘For ever Four Seasons’

‘For Ever Four Seasons’ er et musikalsk, koreografisk og eksistentialistisk værk, der insisterer på langsomhed. Det er et oprør mod, at alitng skal gå så hurtigt i den accelererende verden. Jon R. Skulberg og Convoi Exceptionnel skaber kontraster og ønsker at give publikum en sanselig oplevelse, som både behager og forstyrrer, mens værket stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvad er menneskehedens rolle i den antropocæne æra? De to danseres tilstande forankres i nykomponerede værker af celloduoen Soma & Lil og komponist og lydkunstner Kristian Hverring. Jon R. Skulbergs iscenesættelse, scenografi og lys inviterer publikum til en serie af billeder under indflydelse af langsom, men vedvarende forandring.

Danseforestillingen ‘For ever Four Seasons’, fra den 29. - 30. november, i Dansekapellet, København
Anbefalinger og tendenser # 48 - En påmindelse om at livet er kort</br>'Going to the ball' af J. M. W. Turner, som kan ses på 'Sun is God' udstillingen på ARoS </br>Foto: PR-foto / ARoS - Tate
'Going to the ball' af J. M. W. Turner, som kan ses på 'Sun is God' udstillingen på ARoS
Foto: PR-foto / ARoS - Tate

J. M. W. Turner - Sun is God

Med over 100 værker af den britiske maler J.M.W Turner tager ARoS i samarbejde med Tate i London publikum med på en enestående tour de force gennem romantiske landskaber og atmosfæriske fænomener, der opfordrer til at se langsomt. Udstillingen præsenterer 24 oliemalerier og 80 akvareller af J.M.W. Turner (1775 – 1851), som er kendt i hele verden for den særlige atmosfære, han har i sine landskabsmalerier. Udstillingen er opdelt i temaer, der viser forskellige aspekter af Turners kunst fra hans tidlige værkproduktion i 1790’erne frem mod hans senereværker fra midten til slutningen af 1840’erne, hvor hans særlige skildring af lyst og atmosfære fylder i malerierne. Han er mest kendt for sine landskabsmalerier, som ofte er kendetegnet ved smukke lysvirkninger og effekter. Turner brugte kontraster til at afspejle, det han sansede og det kommer i høj grad til udtryk i udstillingen på ARoS. På udstillingen bliver man som besøgende indledningsvist ledt igennem et mørkt rum på samme måde som mange af dem, der besøgte Turner i hans hjem og galleri i London, blev det. Mørket tjener ifølge Turner et vigtigt formål, idet det renser sindet for forudgående indtryk, styrker synsevnen og dermed forstærker oplevelsen af værkerne.

Kunstudstillingen ‘Sun is God’, fra den 16. oktober 2021 til den 6. marts 2022, på ARoS, i Aarhus 

Forestilling ‘NATTENS ENDE’

‘NATTENS ENDE’ er et akustisk korværk, som bliver opført på Glyptoteket. Mellem høje søjler i Glyptotekets ekstravagante festsal bliver du lukket ind i et tempel. Her hylder koret og performerne livet i al sin voldsomhed. Livet givet til os af moder jord. Med blikket rettet mod jorden frem for himlen, skaber forestillingen en ny og samtidig urgammel religion. Du er med til den allerførste gudstjeneste. Kom med til et sted, hvor hovedet ikke er skilt fra kroppen. Hvor skaberkraften, frugtbarheden, den utæmmede lyst er fri. Til en verden, hvor menneskets mishandling af jorden er forbi. Hvor man i stedet tilbeder den nådesløse natur. Tør du give dig hen til den altdominerende gudinde, til naturens kraft, til den mægtige moder jord? Ud af 4400 år gamle bønner, frugtbarhedsmyter og skabelsesberetninger har dramatiker Alexandra Moltke Johansen og komponisterne Kirstine Fogh Vindelev og Anna Brønsted med koncept af skuespiller Lotte Andersen skabt et korværk med seks skuespillere/ sangere, iscenesat af Anja Behrens i Laura Rasmussens tempelske scenografi. NATTENS ENDE er en samproduktion mellem Glyptoteket, Songbirds v/Lotte Andersen og Sort/Hvid.

Forestillingen ‘Nattens ende’, fra den 24. november til den 12. december, på Glyptoteket, i København 

Carl Frode Trille ‘Indkredsning’

David har glemt, hvem han er. I en avisannonce opfordres venner og bekendte til at skrive breve, der kan hjælpe ham og stimulere hans hukommelse. I første omgang er der tre, der svarer: Ungdomsvennen Jon, hvis musikerkarriere hænger i en tynd tråd. Stedfaren Arvid, der er præst og venter på at dø. Og ungdomskæresten Silje, der er midt i en ægteskabskrise og overvejer at forlade sin mand. De tre personer fortæller både om David og om deres eget liv. Tilsammen danner brevene en mosaik af portrætter, fyldt med knuste drømme, mislykkede relationer og død.Carl Frode Tiller har modtaget Norges mest prestigefulde litteraturpriser, Brageprisen 2007 og Kritikerprisen 2008 for trilogien, og blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2008. Trilogien har solgt over 100.000 eksemplarer i hjemlandet.

Romanerne ‘Indkredsning’ og ‘Indkresning II’, udgives den 24. november, på forlaget Gutkind 

‘Hymns From Nineveh’ koncert

På søndag kan du opleve Hymns From Nineveh på Store Vega i København. Det er ti år siden Hymns from Nineveh udgav julealbummet ‘Endurance in Christmas Time’ med hitsinglerne ‘Anywhere With You‘ og ‘Uncomplicated Christmas Song’. Albummet blev rost skyerne af de danske anmeldere, og de sensible popsange er blevet en del af jule-soundtracket i de danske radioer. Under pandemiens til- og stilstand begyndte Jonas H. Petersen skabe en håndfuld nye, længselsfulde og lysende sange. Inspirationen er endnu en gang fundet i julehøjtiden, der ifølge Hymns From Nineveh repræsenterer en længsel efter lyset.. Højtiden har været hans holdepunkt i en foranderlig tilværelse med coronanedklukning og aflysninger. Derfor har han lavet albummet ‘Julekassen’, som han kalder ‘helårs julemusik. Albummet er klichefattigt og når kassens indhold har fået lov til at folde sig ud, håber Jonas H. Petersen, at sangene kan blive et sted at søge tilflugt, at de kan følge lytteren i livet og bidrage med noget relevant.

Koncert med ‘Hymns From Nineveh’, den 5. november kl. 20:00, på Store Vega, i København 


Biograffilmen ‘Alt gik godt’

I biograferne kan du lige nu opleve filmen ‘Alt gik godt’, som handler om, hvordan det kan føles som om, at livet pludseligt farer forbi, og hvordan man kan ønske det slut, når det gør alt for ondt. Da André på 85 år får et hjertetilfælde, skynder Emmanuelle sig til sin sengeliggende far. Syg og delvist paralyseret beder André sin datter om at gøre en ende på hans liv. Men hvordan kan man imødekomme sådan et ønske, når der er tale om ens egen far?'Alt gik godt' er et nyt drama om aktiv dødshjælp, der er instrueret af François Ozon. Han har tidligere instrueret skelsættende værker som Ung og Smuk og Swimmingpool.

Biograffilmen ‘Alt gik godt’, premiere den 25. november, kan ses i biograferne Biffen Nordkraft, Bio Viften, Café Biografen Odense, Empire Bio, Gentofte Kino, Grand Teatret, Ikast Bio, Ishøj Bio, Kulturhus Trommen Hørsholm, Nordisk Film Biografer Dagmar, Reprise Teatret, Valby Kino, Værløse Bio og Øst for Paradis 

‘Statisk’ koncert

Hvis du først har været oppe at svæve, ved du, at bølgetoppen har en bølgedal i hælene. Det kan koste at være så højt oppe, og der er dybt at falde, når først lykkefølelsen fortager sig, og realiteterne stempler ind. Den erfaring er omdrejningspunktet for duoen ‘Statisk’ musik, som du kan opleve på onsdag på Train i Aarhus. På albummet 'Sprængstof' fortsætter Statisk den højintense fortælling om at leve stærkt og overleve at være ung. Livet skal udforskes. I efteråret fik sangen 'Højhus' en uge som uundgåelig på P3, og lige siden er et stadigt voksende antal danskere gået på opdagelse i duoens univers. De har fundet et enestående effektkammer, hvor både lyd og lyrik konstant holder lytterne på tæerne, og der er store tanker og farlige følelser i spil.” Sprængstof handler om mennesker og om at holde fast i sig selv, når man udforsker livet på godt og ondt. Livet kan til tider være giftigt, og når det er det, så er er det vigtigt, at man ikke mister sig selv og glemmer, hvad man tror på,” fortæller duoen om albummet ‘Sprængstof’.

Koncert med ‘Statisk’, den 1. november kl. 20:00, på Train, i Aarhus 

Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind