Årets vinder af Guldbjørnen Touch me not har vakt international debat i filmverdenen. Nu får filmen, der viser os kroppe, som vi sjældent ser dem, dansk biografpremiere i Øst for Paradis i Aarhus og Empire og Valby Kino i København

Den biografaktuelle rumænske film Touch me not er vand på den kropsaktivistiske mølle. Med kropslighed der går helt tæt på og et indblik i seksuelle erfaringer, der for de fleste er uvante, er det en film, der gør sig bemærket, uanset om man synes om den eller ej.

Filmen vandt Guldbjørnen på årets Berlinale i februar i år til manges store forbløffelse. Den var langtfra favorit. Den britiske avis The Guardian beskrev ligefrem filmen som ”en katastrofe” for festivalen, med den begrundelse, at filmens grænsesøgende indhold er banalt, overfladisk og naivt. Samtidig er festivaljuryen blevet kritiseret for endnu en gang at vægte det politisk korrekte indhold højere end de filmkunstneriske kvaliteter.

Det er meget typisk for Berlinalen, at det er de politiske film, eller film hvis tematik peger på noget politisk, der løber med sejren. 2018 blev dog spået til at være året, hvor den kunstneriske kvalitet for en gang skyld var i centrum. Måske derfor vakte det skuffelse hos nogle, at det igen blev en politisk korrekt film, der vandt.

Voyeurisme som terapi

Touch me not er dog filmisk og fortællemæssigt eksperimenterende på den måde, at den blander fiktion med dokumentarisme, og i høj grad er en metafortælling om at stille sig til skue på et både følelsesmæssigt og kropsligt plan. Den har et narrativ, der er en skildring af de to hovedkarakterers emotionelle udvikling, men er ellers sammensat af forskellige situationer, der fungerer mere som feltstudier end et egentlig plot.

Filmen følger Laura (Laura Benson) som føler sig hæmmet af seksuel berøringsangst og indestængt vrede. Hun forsøger at overkomme sin seksuelle barriere i forskellige terapisessions, der inkluderer samtaler, voyeurisme og kropsterapi. Hun hyrer blandt andre en transseksuel prostitueret til både samtaler og strip. I metafilmiske sekvenser fører hun samtaler med instruktøren, rumænske Adina Pintilie, som befinder sig på den anden side af kameraet – men som også filmes sammen med kameramanden.

Filmens andre centrale karakterer er Tomas og Christian. De møder hinanden i en form for krop og sansnings workshop – og senere hen i en sexklub – hvor de i forskellige sanseøvelser konfronterer hinandens kropslighed og seksualitet. Tomas er ramt af alopecia universalis – en sygdom, der betyder at han er komplet hårløs. Han er ligesom Laura hæmmet både følelsesmæssigt og kropsligt. Christian derimod virker utrolig selvsikker og åben i sin seksualitet. Det på trods af, at hans multihandicappede krop umiddelbart fremstår som en hindring. Han er gift med Grit, som behændigt bærer rundt på ham, da hans forkrøblede krop forhindrer ham i at gå.

I fremstillingen af Christian rusker Adina Pintilie for alvor op i vores klassiske ideer om smukt og grimt, maskulint og feminint.

Eksotisk og velkendt på en og samme tid

Som publikum er man konfronteret med kroppe og seksuelle udtryksformer, som falder udenfor normen, og som man sjældent støder på. Ligesom Laura er vi voyeurer, som kan se, men ikke røre.

Blandingen af dokumentar og fiktion giver skuespillerne mulighed for at udtrykke den dobbelthed, der ligger i at blotte sig for kameraet og publikum. Christian siger eksempelvis på et tidspunkt til sin kone, med blikket rettet mod kameraet, ”Jeg tror, vi bliver iagttaget.” Samtidig blotter karaktererne på selvterapeutisk vis sig selv for hinanden i et forsøg på at opnå større seksuel frihed. De er anderledes og eksotiske for os som publikum, sådan som de er stillet til skue på filmlærredet, men samtidig er deres tanker om sig selv, deres krop og seksualitet, relaterbare, fordi de drejer sig om almenmenneskelige temaer som ensomhed, usikkerhed og følelsen af ikke at passe ind.

Me-too og kropspolitik

Med den tematik spejler Touch me not en aktuel kropsaktivistisk tendens, hvor klassiske skønhedsidealer udfordres. Både i DR-programmer og på sociale medier er der kommet kropspolitik på skemaet. Vi får vist de kroppe, der ellers normalt ikke er plads til i mediernes primært snævre fremstilling af slanke, glatte og velfungerende kroppe.

Filmen, og det faktum at den blev tildelt Guldbjørnen, kan også nemt sættes ind i en ”Me too”-kontekst. I Lauras fortælling antydes det, at et incestuøst overgreb er årsagen til hendes seksuelle begrænsninger. Gennem sine terapeutiske forløb forsøger hun at tage magten over sin egen seksualitet, og hun slipper sin vrede fri i primale brøl under kropsterapien.

Selvom pristildelingen nok ikke kun er motiveret af tidsånden, så passer ”Touch me not” som hånd i handske med nogle politisk brandvarme emner. Hvorvidt det udføres filmisk vellykket kan man nu opleve i de danske biografer.

Fakta:

”Touch me not” har premiere d. 8. November i Øst for Paradis i Århus og København.

Instruktøren Adina Pintilie er født i 1980 i Bukarest. ”Touch me not” er hendes debutspillefim.

Berlinalen blev i år afholdt for 68. gang.

I hovedkonkurrencen om Guldbjørnen deltog blandt andre norske Erik Poppes ”Utøya 22. Juli” og Wes Andersons ”Isle of Dogs” som havde dansk premiere tidligere i år.