Secret Ingredient fra det triste Nordmakedonien er en sand filmperle

Secret Ingredient fra det triste Nordmakedonien er en sand filmperle

Den Nordmakedonske instruktør Gjorce Stavreskis har skabt en humoristisk socialrealistisk perle. I en trøstesløs tilværelse med familietragedier og social armod blomstrer livet alligevel. ‘Secret Ingredient' er månedens film i Cinemateket i København.
AnmeldelseAlt det andetSkrevet af: Aksel Strandbygaard24. nov 2020

Grå boligblokke, lungekræft, socialt og økonomisk armod, blind overtro, korruption, vold, afhængighed og mere hvor det kommer fra. Den ene modgang tager over fra den anden i Gjorce Stavreskis første spillefilm ‘Secret Ingredient' (2017). Tragisk? Meget – hvis ikke det var for den galgenhumor, der medierer slagets gang og underliggende opbløder alvorligheden.

Vele lever et hårdt liv som fattig mekaniker i Nordmakedonien. Han lever alene med sin far, Sazdo, dog snarere af nødvendighed end af lyst. Sazdo er ramt af lungekræft og har brug for Veles hjælp i døgndrift, mens Vele med sit utaknemmelige arbejde som mekaniker i landets korrupte og dysfunktionelle jernbanesektor ikke kan opretholde en økonomisk uafhængig tilværelse. De to lever i skyggen af familiens tragedie, et trafikuheld, hvor Vele mistede sin bror og sin mor. Dødsfaldene spøger og minder dem om den hverdag, det familieliv og, for Sazdos vedkommende, den akademisk uddannede og duelige søn, han aldrig får i Vele.

Foto: Still fra filmen
Foto: Still fra filmen

Konstant nye problemer

Filmen kredser om Veles mange forsøg på at kurere sin far, hvilket fører ham fra spekulative og pengebegærlige healere til ubetalelige medikamenter. Først da Vele forsøger sig med noget så originalt som en hashkage, knækker han koden til farens helbred og humør. Marihuanaen er dog stjålet fra filmens bad guys og euforien over at have lykkedes noget afføder nye problemer for Vele.

Filmen skildrer en ung mand, en familie, en generation, sågar en hel social klasse i Nordmakedonien, der i absolut armod og desperation søger løsninger på deres uløselige problemer. Elendigheden synes irreversibel og hver løsning afføder nye og større udfordringer, og en egentlig løsning er ikke at finde nogetsteds. Så skulle det da lige være i humoren og taknemmeligheden over de små sejre. Humoren er den ubekendte i denne ligning, for mens den mildner karakterernes problemer, begraver den dem også i en dybere og mere virkelighedsfjern afmagt. Karaktererne er skiftevis subjekter og objekter for humoren, der evindeligt befinder sig i grænselandet mellem det tragiske og det absurde, og dén balancegang er filmens genialitet.

Opskriften på en rigtig Cannes-darling

Filmens østeuropæiske socialrealisme med mysticisme og religiøsitet som grundtone ser man også hos instruktøren Nuri Bilge Ceylans dramaer på Anatoliens slette, mens galgenhumoren paradoksalt nok særligt har udspillet sig i Europas anden ende, på vulkanøen Island, hvor film som A White, White Day (2019) og Virgin Mountain (2015) kan nævnes blandt flere. Den moderne socialrealisme har fået noget så sjældent som nordmakedonsk ansigt, men det lever op til sine artsfæller.

Kort fortalt er ‘Secret Ingredient' ikke en film, der skal udredes, forklares og afmystificeres for meget. Det er en underholdende film, der i al dens beskedenhed hverken gør humoren for eksplicit eller påtaget. Ligesom Vele med hashkagen finder opskriften på sin fars lindring, har Stavreski med ‘Secret Ingredient' fundet opskriften på en rigtig Cannes-darling, der er seværdig for hvad den er.

Fakta:

Secret Ingredient (orig. titel: Iscelitel), 104 minutter, Nordmakedonien 2017.

Instruktør og manus: Gjorce Stavreski.

Medvirkende: Blagoj Veselinov, Anastas Tanovski, Aksel Mehmet.

Filmen har netop været ugens film i Cinemateket - og vi håber, at den snart dukker op på det store lærred igen og/eller på streamingtjenester.

Facebook
Del på facebook

Aksel Strandbygaard

Se Aksels artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind