Lemmerz og svoger Tadeusz i ny udstilling - Dødshypnose, døde dyr og kroppe

Dødshypnose, døde dyr og kroppe i ny udstilling med Lemmerz og Tadeusz

Christian Lemmerz har lavet et virtual reality værk, som er med på ny stor udstilling på Horsens Kunstmuseum. Her udstilles hans værker sammen med malerier af hans afdøde svoger Norbert Tadeusz
BaggrundKunst og UdstillingerSkrevet af: Julie Margrethe Nyrup22. okt 2020
I 2016 forsøgte danske Faurschou Foundations galleri i Beijing at gennemføre en udstilling med billedhugger Christian Lemmerz og maler Norbert Tadeusz, men den ene halvdel af udstillingen blev bortcencureret.Tadeusz’ malerier fik simpelthen ikke lov til, at komme ind i Kina. Nu er det lykkedes Horsens Kunstmuseum at føre de to kunstnere sammen på dansk jord i en ny udstilling.
Christian Lemmerz’ skulptur ‘Godot’ er over tre meter høj og lavet med 3D-printer.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Norbert Tadeusz var Christian Lemmerz’ svoger. På hans grav i Düsseuldorf står én af Lemmerz’ berømte genfærd støbt i bronze.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Dialogudstillingen ‘Christian Lemmerz & Norbert Tadeusz’ på Horsens Kunstmuseum er ikke kun en dialog mellem to kunstnere. I kunstnernes værker bliver dialogen mellem livets uadskillelige modpoler også blotlagt; livet og døden, ånden og kødet, forfald og forførelse.

For mange danskere er den dansk/tyske billedhugger Christian Lemmerz kendt for sine foruroligende og voldsomt livagtige skulpturer af lemlæstede kroppe i marmor og bronze. Hans svoger, den tyske kunstner Norbert Tadeusz, som døde i 2011, arbejdede også med en motivverden af krop og kød. Hans intense, farvefyldte malerier viser en surrealistisk verden, hvor trapezartister svinger sig side om side med ophængte dyrekadavere.
Norbert Tadeusz: Ulla in Pistoia, 1986.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Christian Lemmerz er blandt andet uddannet klassisk marmorbilledhugger i Italien, men de seneste år har han arbejdet med nye medier som Virtual Reality og 3D-print.
Foto: Andreas Vinter Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Forbudt i Beijing

På trods af familieslægtskabet og de påfaldende ligheder i Lemmerz’ og Tadeusz’ motivverden har de to kunstnere aldrig før været udstillet sammen. Hvorfor Norbert Tadeusz’ værker blev forment adgang til Kina, da Faurschou Foundation forsøgte at lave en udstilling med to kunstnere, er uvis. Lemmerz’ skulpturer fik lov at passere grænsen til trods for, at de kan synes ligeså makabre som Tadeusz’ malerier. Derfor blev Lemmerz værker udstillet alene på galleriet i Beijing. På væggene, hvor Tadeusz’ malerier skulle have hængt, placerede galleriet tomme lærreder, der havde samme mål som de manglende malerier; en stille kommentar til den kinesiske censur.

Hjemme i Danmark havde man fulgt hele optrinnet på Horsens Kunstmuseum og kort tid efter gik museet i dialog med Faurschou Foundation og Christian Lemmerz om at realisere udstillingen på dansk grund. Den vision er nu blevet en realitet med de oprindelige malerier af Norbert Tadeusz og nyproducerede værker af Christian Lemmerz.
Tadeusz’ kødophobninger refererer til en kunsthistorisk tradition, som går tilbage til 1500. Kødet er et klassisk symbol på frådseri og forgængelighed. Den ophængte dyrekrop er i nogle tilfælde også brugt som reference til Kristus på korset.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Christian Lemmerz’ syv store bronzerelieffer ‘Grab I-VII’ er installeret på museets facade i forbindelse med udstillingen. Reliefferne imiterer afstøbninger af rådnende kistebunde med afmærkninger af kranier og knogler.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum

Er vi i en slagtehal eller har vi gang i et sexorgie?

I Beijing var titlen på udstillingen ‘MEAT’, men da de begyndte at arbejde med udstillingen på Horsens Kunstmuseum, fandt de ud af at lighederne mellem Lemmerz og Tadeusz rækker længere end kødet som motiv. “Det handler om livet og døden. Og livets forgængelighed, som så mange kunstnere har været optaget af,” fortæller Julie Horne Møller, museumsinspektør ved Horsens Kunstmuseum.

Umiddelbart clasher de to kunstneres værker ret kraftigt. Lemmerz er kendt for de kølige, klassisk udhuggede marmorskulpturer og Tadeusz for sine ekspressive, farvefyldte oliemalerier, men der er også mange ligheder i de to kunstneres udtryk. “De er begge ret psykedeliske. Man bliver ført ind i en anden verden, hvor der foregår nogle ting, man ikke rigtigt ved, hvad er. Er vi i en slagtehal, eller har vi gang i et sexorgie, eller hvad foregår der?,” siger Julie Horne Møller. Der er noget ubestemmeligt og tvetydigt på spil i begge kunstneres værker. “De har begge en motivverden, hvor man umiddelbart siger ‘Ah, dét kan jeg godt se, hvad er! Det er en udspændt grisekrop, eller det er en marmorbuste’, men når man kigger videre, tænker man ‘Hvad er det her egentlig?,” siger hun. I udstillingen kan man blandt andet opleve Tadeusz’ kæmpe maleri ‘Ulla in Pistoia’ fra 1986. Her ser man en nøgen, ansigtsløs kvindefigur løbe mod noget, der ligner et stort ophængt hestekadaver. Men på måden kadaveret er opsprættet og udspændt ligner det også en overdimensioneret, muskuløs menneskekrop. Kvindens blodrøde skygge løber foran hende, ned i en rist i gulvet mellem hende og dyret. Rummet er udefinerbart. Vi befinder os et sted mellem en hesteslagtning og en sadomasochistisk scene.
På trods af de to kunstneres slægtskab og lighederne i deres motivverden, har de aldrig været udstillet sammen før nu.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Lemmerz var i 1980’erne del af kunstnerbevægelsen ‘De unge vilde’ og arbejdede sammen med kunstnere som Dorte Østergaard Jakobsen og Erik A. Frandsen i atelierfællesskabet Værkstedet Værst.
Foto: Andreas Vinter Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Norbert Tadeusz er et nyt bekendtskab for Horsens Kunstmuseum, men museets forhold til Christian Lemmerz går tilbage til 1980’erne. Museet råder idag over en stor samling af Lemmerz’ kunst, og han har flere gange udstillet på museet, senest i 2013 med soloudstillingen ’Christian Lemmerz – eine Gruppenausstellung’. Dengang fortalte Lemmerz i et interview i Horsens Folkeblad, at han fremover ville fokusere på at lave værker i andre medier. Han ville arbejde sig videre fra den traditionelle skulptur og tegning, som han hidtil har arbejdet med. Lemmerz holdt sit ord og er siden begyndt at lave eksperimenter med virtual reality. Det er indtil videre blevet til en trilogi af VR-oplevelser. Det første VR-værk ‘La Apparizione’ var færdigt i 2017 og er blandt andet blevet vist på Venedig Biennalen. Anden del, ‘Traum’, blev præsenteret ved Techfestival i København 2018. Tredje del, ‘Locus Solus’, kan nu opleves i udstillingen på Horsens Kunstmuseum.

“Man kan tydeligt genkende Lemmerz univers i VR-værket,” fortæller Julie Horne Møller.

I det syv minutter lange forløb bevæger man sig igennem et uendeligt mørkt rum, hvor tusindvis af kranier svæver omkring én til lyden af en messende kvindestemme. “Det er en dødshypnose. Et bud på hvad der sker, lige inden man dør,” forklarer Julie horne Møller. Værket slutter med en nedtælling, inden det endelige hjertestop, hvor alt bliver sort.
Christian Lemmerz genfortolker den klassiske marmorbuste og lader ansigterne gå i opløsning.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Lemmerz er kendt for den stoflighed, han frembringer i det kolde marmor med sine klassiske udhugner.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Døden er en evig drivkraft i kunsten. Gennem århundreder har kunstnere funderet over livets uundgåelige ende og med deres opstillinger af det døde kød skriver Norbert Tadeusz og Christian Lemmerzs sig ind i den lange tradition af memento mori-symbolik. Vi lever nu, men en dag er vores kroppe ikke andet end fordærveligt kød, som opsluges af naturens uendelige kredsløb.
Norbert Tadeusz er blandt andet uddannet under Joseph Beuys. Han spillede en rolle på den tyske kunstscene i 1980’erne og er kendt for sit ekspressive surrealistiske univers.
Foto: PR-Foto / Horsens Kunstmuseum
Lemmerz udtalte i 2014 at han ville begynde at arbejde i nye medier. Siden har han skabt en trilogi af Virtual Reality-værker og tredje del ‘Locus Solus’, kan nu opleves på Horsens Kunstmuseum.
Foto: Andreas Vinter Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Læs også: Lemmerz i virkeligheden - INTERVIEW

Fakta:

Udstillingen ‘Christian Lemmerz & Norbert Tadeusz’ kan opleves på Horsens Kunstmuseum frem til den 17. januar 2021.

Memento mori er en latinsk vending, som kan oversættes til "Husk, at du skal dø". Det beskriver en antik filosofisk tankegang, der senere blev til en genre af kunstværker, som har til formål at minde beskuere om deres dødelighed.

Norbert Tadeusz (1940-2011) blev født i Dortmund, Tyskland. Han studerede på Kunstakademiet i Düsseldorf fra 1961 til 1966. I 1970 havde han sin første separatudstilling på Kunstmuseum Düsseldorf, som blev efterfulgt af adskillige verdensomspændende galleri- og museumsudstillinger. Hans energiske, intense og farverige værker spænder fra stillebenselementer, døde slagtekroppe til abstrakte skildringer af hverdagen.

Christian Lemmerz (f.1959) er født i Karlsruhe i Tyskland. Han studerede ved kunstakademiet i Carrara i årene 1978-82, hvorefter han flyttede til København for at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1983-88. Siden har Christian Lemmerz markeret sig stærkt på den både danske og internationale kunstscene, med skulpturer og udsmykningsopgaver skabt i materialer som marmor og bronze.
Facebook
Del på facebook

Julie Margrethe Nyrup

Kulturjournalist
Julie Margrethe Nyrup er uddannet cand. mag. kunsthistorie med bachelor i Æstetik og kultur og Museologiske studier. Hun er museumsnørd og holder altid øje med, hvad der sker på den danske udstillingsscene. Hun er vild med det meste, men synes især det er fedt når kunsten trækker tæppet væk under gængse fortællinger og gør opmærksom på alternative perspektiver og oversete strukturer.
Se Julies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind