Fotograf Tamás Schild viser smukke sigøjnere Aarhus 2017-projektet Den gode galskab

Fotograf viser portrætter af smukke sigøjnere

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Chris Johansen 11 Aug 2017
Del på facebook
Facebook

Fotograf viser portrætter af smukke sigøjnere

Den ungarske fotograf Tamás Schild tog tilbage til sin fødeby for at portrættere en gruppe romaer og deres dagligdag. Fra i dag kan portrætterne ses på VIA University College i udstillingen To Be Beautiful Gypsy, der er en del af Aarhus 2017-projektet Den gode galskab

Romaernes historie er en lang beretning om forsøg på at kontrollere, assimilere eller udelukke dem fra andre samfund, og ofte er der knyttet bestemte fordomme til folket. Fotograf Tamás Schilds agenda med udstillingen To Be Beautiful Gypsy er dog hverken at behandle fordomme, finde løsninger på sociale problemer eller definere, hvad det vil sige at være roma eller sågar sigøjner.

Og han hævder heller ikke at kunne ændre tingenes tilstand og folks liv. Med udstillingen vil Tamás Schild forkaste alle emnets spændinger og i stedet fortælle, at vi mennesker i høj grad ligner hinanden, uanset hvor vi kommer fra, hvordan vi ser ud, og hvad vi går og laver til daglig.

“Udstillingen handler om accept og om, at der er langt flere ligheder end forskelle mellem os alle. Faktisk prøver jeg at vise noget, der binder os alle sammen, nemlig at vi er sårbare, har håb og at vi elsker nogen”, siger Tamás Schild.
Tamás Schild vil med udstillingen fortælle, at vi mennesker i høj grad ligner hinanden.
Foto: Fine Spind
Tamás Schild vil minde os om, at alle er sårbare, har håb og elsker nogen.
Foto: Tamás Schild

At være smuk sigøjner

Det er nære, intime portrætter af personer i alle aldre, og mange af dem er i familie med hinanden. Og de kommer alle fra den ungarske landsby Sásd, hvor Tamás Schild opvoksede. Som en central skikkelse står den unge kvinde Nelly, der er blevet fulgt over otte år og portrætteret som søster, som brud og som mor under fattige kår.

I alt rummer udstillingen 36 billeder, og om noget viser Tamás Schild os herigennem, hvor smukt det er at være menneske – i medgang og modgang. “Jeg ser personerne i mine billeder som smukke, og jeg tillægger dem stor værdi. Jeg siger ikke, at det er smukt at være roma, for mange af dem har en hård tilværelse. Men jeg synes, de er smukke”.
Tamás Schild voksede op i den by, hvor han har taget portrætterne til udstillingen.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Udstillingen To Be Beautiful Gypsy vises frem til 15. September.
Foto: Tamás Schild

Hjem til barndomsminderne

Tamás Schild er ikke selv roma, men han er voksede op sammen med mange i byen Sásd, som han forlod for 30 år siden, da han blev gift og flyttede til Budapest. Han mistede kontakten med stedet, men vendte senere tilbage for at vække barndomsminderne gennem fotografier.

Som et led i den proces fotograferede han barndomsvennen Tibor, som også kan ses i udstillingen. “Jeg frygtede hans reaktion. For hvordan reagerer man, når én man ikke har set i 30 år, pludselig dukker op ved ens dør for at tage billeder? Men som jeg fandt ud af, åbner dørene til fattige hjem langt lettere end til rige hjem”, siger Tamás Schild.

Han fortæller også, at folkene på fotografierne er glade for billederne og accepterer dem fuldt ud. Faktisk er de decideret stolte af at være portrætteret i udstillingen.

“Det giver dem en stolthed, at de bliver set på her i Danmark eksempelvis. De har klaret det fra den fattige provins i Ungarn til en af den europæiske kulturs øverste hylder, og det gør dem utroligt stolte”.
Udstillingen handler om, hvor smukt det er at være menneske – i medgang og modgang.
Foto: Tamás Schild
Tamás Schild har fulgt den unge kvinde Nelly over otte år. Hun er portrætteret som søster, som brud og som mor.
Foto: Tamás Schild

Roma eller sigøjner?

I Ungarn kalder romaerne sig selv for sigøjnere, lader Tamás Schild forstå. Og de har heller ikke noget imod, at andre kalder dem det. De kan naturligvis ikke lide at blive kaldt grimme ting, men at blive kaldt sigøjner er i sig selv ikke grimt. “Jeg forstår, at “roma” er den politisk korrekte term i den vestlige verden. Men for mig er “roma” og “sigøjner” to synonymer”, siger han.

I det hele taget er romaerne fra Sásd ikke nærtagende. Og de gider heller ikke høre på medynk. “Jeg har ikke ondt af dem, og jeg tror, de ville smide mig ud af deres hjem, hvis jeg kom og udtrykte en masse medynk”, fortæller Tamás Schild.

Fotografi har været en livslang interesse for Tamás Schild. Men den professionelle fotokarriere tog fart i en sen alder. Først som 50-årig deltog han i en ungarsk pressefoto-konkurrence, som han også vandt. Og det er især de seneste års portrættering af romaerne, der har gjort ham til den fotograf, han er i dag, siger han.

Han hævder ikke at vide noget særligt om romaernes folk. Og efter eget udsagn viser han blot en lille fraktion af folket. “For mig er det individerne, der er vigtigst. Og de er så tilfældigvis romaer”.
Tamás Schild er ikke selv roma, men han er voksede op sammen med mange i byen Sásd.
Foto: Tamás Schild
Tamás Schild forlod selv byen for 30 år siden, men vendte tilbage for at lave portrætterne til udstillingen.
Foto: Tamás Schild

Fakta:

Udstillingen To Be Beautiful Gypsy præsenteres af Kunstforeningen VIArt og Foreningen De Splittergale i samarbejde med Tamás Schild.

Udstillingen kan ses gratis på VIA University College, Bygning E, Musiktorvet, Ceresbyen 24, hvor den vises frem til 15. September. Herefter rykker udstillingen til Horsens, hvor den vil være til 20. oktober.

Den 24. - 26. august er der Splittergal Sigøjnerfestival på Institut for X på Godsbanen med deltagelse af musik og dansegrupper fra Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Spanien og Kosovo. Sammen med fotoudstillingen er det et mål at bryde de negative fordomme, der i dag knytter sig til ordene “roma” og “sigøjner”.
Del på facebook
Facebook

Chris Johansen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder

Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.

Se Chriss artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind