Human Nature på ARoS er en vandring gennem menneskets natur

På vandring gennem menneskets natur

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Andreas Vinther Jensen 05 Jul 2017
Del på facebook
Facebook

På vandring gennem menneskets natur

ARoS samler det bedste fra magasinet for at vise os otte forskellige facetter af den menneskelige natur.

Human Nature er en udstilling, der inviterer til vandring. Da jeg vandrede gennem udstillingens otte sale, tiltrak nogle af værkerne sig min opmærksomhed, de trådte frem for mig og insisterede på at ville ses.

Natur og syndefald

Vi må vente med mennesket. I det første rum er det den rene natur, der hersker uforstyrret af menneskelig indblanding. Særligt ét maleri falder mig i øjnene i udstillingens første rum:

Else Alfelts Det evige hav er urbilledet på naturen. Det er vandet, hvorfra alting stammer, et brusende hav, der på én gang oplyser og overvælder lærredet. Himmel og hav står i ét i denne scene fra verdens begyndelse. Ligesom astronomer gennem deres teleskoper kan se tilbage i tiden mod universets begyndelse, sådan ser Else Alfelt med sit maleri tilbage til en guddommelig skabelse, til tiden før mennesket gik på jorden.

Jeg går videre fra naturen til landskabet – det omskabte land.

Rummet er et guldaldergalleri. Jeg bliver fanget af Gotfred Rumps Nærødalen i Norge, hvor det majestætiske norske fjeld stiger op i himlen. Det kunne være en urscene à la Alfelt, men lyset falder skævt ned på en lille gård. Heste trækker vogne mod bebyggelsen, børn leger på klipperne og tomme indhegninger vidner om dyr, der græsser et sted i nærheden. Det her er menneskets natur.

Mellem religion og udforskning. På ARoS udstilles de mest grundlæggende og forskelligartede dele af menneskets eksistens.
Foto: PR-foto / ARoS
Der bliver spillet med musklerne, når ARoS får lov til at vise deres samling af surrealistisk kunst frem i udstillingen Human Nature.
Foto: PR-foto / ARoS

Den overnaturlige tilgivelse

I salen, der er dedikeret til religion, bliver jeg fanget af et motiv, jeg kender fra Biblen.

Det er Oluf Hartmanns Jacobs kamp med englen. Efter mange års strid ville Jacob slutte fred med sin bror Esau. Han sendte sin familie i forvejen med gaver, men da han selv ville krydse floden, blev han stoppet af en mand, der gav sig i kamp med ham. De brødes indtil morgenen kom. Da indså den fremmede, at han ikke kunne slå Jacob. Inden han flygtede, velsignede han Jacob og gav ham navnet Israel, der betyder 'at brydes med Gud'. Jacob forstod, at han havde kæmpet mod en engel, og han haltede derfra og sluttede fred med sin bror.

I Biblen er englen en fremmed mand, men i Hartmanns billede er den malet som en dæmonisk figur. Jacobs kamp minder mig om de engle og dæmoner, man må brydes med, inden man er i stand til for alvor at blive tilgivet.

Adam og Eva er trængt op i et hjørnet i religionssalen. Her er billeder af det jævne kristne liv og af Biblens forfærdelige fortællinger.
Foto: PR-foto / ARoS
Det naturskønne bliver blandet med menneskeværket i norske Gotfred Rumps Nærødalen i Norge.
Foto: PR-foto / ARoS

Fornuft og virkelighed

Som modsætning til religionen står menneskets trang til at opdage. I udforskningens sal er der billeder fra oplysningstiden, hvor alt måtte vides med videnskabelig præcision, hvis det skulle vides overhovedet. Religionen, mysteriet, hemmelighederne var et mørke, der skulle oplyses. Fornuften var i højsædet.

Men midt i lyset er der et glimt af mørke. Wilhelm Marstrand har illustreret Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, hvor den hovne student Rasmus Berg vender hjem og kloger sig med sine logiske slutninger. Vi kender pointen: Oplysningens rene fornuft har ikke altid noget at skulle have sagt i forhold til den virkelighed, der trænger sig på i det næste rum...

Frants Henningsens maleri stirrer insisterende på beskueren.
Foto: PR-foto / ARoS
Surrealisternes automatisme lod sproget få frit feberløb.
Foto: PR-foto / ARoS

Det glemte og det erindrede

For selvom mange er blevet rige af videnskabens landvindinger og selv om de industrielle fremskridt, der blev gjort i det 19. og 20. århundrede, har været betingelsen for velfærdsstaten i dag, så er der er en anden side af fremskridtshistorien. Det var ikke alle, der nød godt af den stigende velstand. Frants Henningsens Forladt. Dog ej af venner i nøden viser en kvinde klædt i pjalter med et barn på armen og en dreng gemt bort bag hendes lasede kjole. Hun stirrer ydmygt insisterende på beskueren.

Rummet har overskriften 'samfund', men viser lige så meget dem, som samfundet har vendt ryggen. De marginaliserede og udskilte figurer, der blev glemt i historien om fremskridtet, blev erindret i kunsten.

Det er en erfaring, der bliver bekræftet, når man vender sig 180 grader fra Henningsens maleri og kigger ind i filosofiens sal. Delvist skjult bag dryppende linjer træder en uformelig figur frem på en sølvgrå baggrund. Det er Dorte Dahlins Mnemosyne (Erindringens gudinde).

I den græske mytologi er Mnemosyne den personificerede erindring. Hun var mor til de ni muser, der repræsenterede kunsten. Én af hendes døtre var Klio, hvis navn betyder noget i retning af 'at gøre berømt'. Klio var muse for historikerne, for hos grækerne var historien én af de mange kunstarter. Men når historikerne glemmer de marginaliserede, må Mnemosynes andre døtre hjælpe os med at huske dem.

Billedet minder mig om den tyske digter Friedrich Hölderlins digt Mnemosyne. Her skriver han, at mennesket er et tegn, der ikke kan tydes, at vi har mistet sproget i det fremmede. Dahlins figur er et utydeligt tegn, der forsøger at træde frem – og måske minde os om det, vi har glemt?

Hvert rum er dekoreret efter værkernes tema. Filosofiens rum har græsk ornamentering langs loftet.
Foto: PR-foto / ARoS
I udstillingens sidste rum er Asger Jorn repræsenteret ved både maleri og skulptur.
Foto: PR-foto / ARoS

Det forvundne sprog

Jeg vandrer fra filosofien ind i psykologien og mødes af surrealisternes fantasifulde billedverden. Men det er ikke de mange farvestrålende malerier af Wilhelm Freddie og Vilhelm Bjerke Petersen, der fanger mig.

Det er et ganske lille, farveløst objekt, der råber op. Ejler Billes skulptur Figur med fangarme, synes jeg, viderebringer den erfaring, jeg fik af Dahlins og Hölderlins Mnemosyne: Surrealisternes drømmende billeder virker mest som et sprog, der er løbet løbsk, hvor alt sker og sammenblandes i en fantastisk febervildelse. Men Billes skulptur er et sprog, der er mistet i det fremmede. Hvad er det for en amorf figur, der står der foran mig? Den er fremmed, men alligevel organisk. Dens fangarme griber ud, den vil mig noget, men hvad?

Ejler Billes figurkomposition danner en organisk overgang til den næste sal, hvor abstraktionen for alvor får lov til at herske.

Abstraktionens rum er den fremmede verden, hvor sproget er blevet væk. Eller hvad? Her er vi langt væk fra alt det, der er konkret og som vi kan sætte ord på. Men at sætte ord på noget er jo netop at abstrahere: At pege på noget og sige: “Du er sådan!” er at abstrahere fra alt det andet, som det også er. Måske genvinder vi lige præcis sproget i det abstrakte. Et billede som Asger Jorns Sankthans II er et eksempel på, at det er i det abstrakte, at sproget kan vende tilbage.

I Jorns abstrakte billede er sproget nemlig ikke forsvundet, det er forvundet. Det er ikke blevet væk men er blevet gennemarbejdet på en måde, der har forandret det. Der er intet symbol, forstået på den måde at vi ikke står overfor et tegn, der ikke kan tydes. I stedet står vi overfor et flertydigt tegn. Det er måske Jorns korrektur til Mnemosyne: Mennesket er ikke skjult, det er åbent, men nægter at lade sig entyde.

Fakta:

Human Nature åbnede den 11. februar 2017 og løber indtil den 31. december 2018. Udstillingen er et udvalg fra ARoS’ kunstsamling over 200 år fra det 19. og 20. århundrede. Den er struktureret efter otte kategorier, der er karakteristiske for menneskets natur: natur, landskab, religion, udforskning, samfund, filosofi, psykologi og abstraktion.

Del på facebook
Facebook

Andreas Vinther Jensen

Kulturjournalist og anmelder
Andreas Vinther Jensen er uddannet cand.mag. i filosofi med tilvalg i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet med speciale i Søren Kierkegaards æstetik. Andreas holder af litteratur, der kan skabe billeder og modsigelser, og hans reoler er fyldt med alt fra Homer og Hölderlin til Amalie Smith og Olga Ravn. Han har undervist på Krabbesholm Højskole og har skrevet for bl.a. Baggrund.
Se Andreass artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind