SMK | Børneudstilling Og hvor har du så hjemme

Børnevenlig kunst

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Nina Poulsen 21 Oct 2014
Del på facebook
Facebook

Børnevenlig kunst

Er kunst af natur børnevenlig? Er museer det modsatte? Og er det derfor, man laver særlige kunstudstillinger for børn? Etnograf Nina Poulsen har set børne- og familieudstillingen Og hvor har du så hjemme? på Statens Museum for Kunst i København med sine tre børn på 12, 8 og 3 år

Når man har efterårsferie, kan det virke helt uforståeligt, hvordan det på hverdage nogen sinde lykkes, at få tre børn ud af døren nogen lunde til tiden. Trods lokkende løfter om pudekamp lykkedes det f.eks. ikke at komme afsted til åbningen af Statens Museum for Kunsts nye børneudstilling Og hvor har du så hjemme?

De mange våde fjer i gruset og græsset foran museet fik mig til at fortryde, at jeg ikke havde insisteret lidt ihærdigere på en eller anden form for kæft, trit og retning lige der i lørdags. Det må have været en fest. Til gengæld er jeg ret godt tilfreds med, at der ikke var 100 børn og deres voksne inde at se udstillingen samtidig med os. Både udstillingens videoværker og de mere interaktive værker kom helt sikkert bedst til deres ret, når man kunne slå sig ned og tage sig tid til at følge en sæbebobles forunderlige ensomme færd rundt i et forladt hus. Vi blev nødt til at se, om den endte med at briste.
“Hvorfor er der ingenting? Bor der ikke nogen? Hvorfor er de flyttet? Hvor er de flyttet hen? Hvem puster så sæbebobler? Hvorfor går den ikke i stykker? Hvordan er det filmet? Sådan en film vil jeg lave derhjemme! Hvor mange sæbebobler tror du, man skal puste? Tror du godt man kan puste dem lige store?” Både børn på 3, 8 og 12 og deres mor fandt Rivane Neuenschwanders videoværk Lejeren fascinerende.

Når de må tisse fra altanen, er det fordi de er kunstnere! Kun derfor
Mindst lige så underholdende var vi enige om at finde Handlinger i hjemmet af David Bestué og Marc Vives. De to kunstnere udfører mindst 100 fjollede, gakkede, barnlige, opfindsomme, ulækre, mærkelige, skøre, grinagtige, uappetitlige, inspirerende eksperimenter i en lejlighed. (Godt børnene er taget på ferie hos farmoren nu)
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Frida Gregersen
Se store billeder her →
Bank & Raus værk på udstillingen er et stort håndflettet tæppe.
On The Fringe of Civilization, 2014.
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Frida Gregersen
Se store billeder her →
Hemmeligheder og regler er pakket i flyttekasser sammen med alt det andet man tager med, når man flytter.
Hermed er vi henne ved et centralt spørgsmål i udstillingen; oplever børn og voksne tingene på samme måde? Er vi enige om, hvad der er vigtigt, godt, smukt og rigtigt. Det er jo altid relevant og interessant at diskutere og ikke mindst anerkende, at man godt kan mene noget forskelligt og have forskellige gode argumenter at begrunde sin mening med. Og det er sjovt at diskutere ufarlige emner såsom andres rod, regler og indretning. Rart til en afveksling ikke at skændes om vores egne sure sokker og glemte madpakker, men være på neutral grund, hvor alle må mene, hvad de vil, uden at nogen overtrumfer og vil have ret i, at der skal ryddes op lige nu, fordi jeg siger det.

Se på dig selv udefra
Og hvor har du så hjemme? hedder udstillingen jo, så vi havde på forhånd forberedt os ved at snakke om forskellige måder at bo på, om at føle sig hjemme, at rejse, at besøge nogen, at få gæster, at flytte og at flytte rundt på sit værelse. Vi havde måske nok forestillet os, at udstillingen ville kunne akkompagneres af vores yndlingssang Her bor jeg. Men egentlig fyldte det der med hjem ikke så frygteligt meget i selve udstillingen, selvom der både var malerier og tegninger af huse og interiører og en husskulptur på udstillingens øverste etage. Der var ellers mange temaer og værker, der kunne have været oplagte indenfor det overordnede tema. For eksempel migration, at være fremmed, at være udenfor, hjemløs eller at have flere forskellige hjem; et sommerhus, en campingvogn, en hule i haven eller et hjem hos både mor og far.

Men vi var godt underholdt, og jeg vil måske ved lejlighed, med mindre det selvfølgelig viser sig at blive alt for udleverende og pinligt, overveje at lave et videointerview med et barn eller tre om reglerne i vores hjem, uploade det til youtube og sende linket til museet, så de evt. kan vise den. For det var en sød interaktiv idé.
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Frida Gregersen
Se store billeder her →
De høje stabler af flyttekasser får måske ikke børn og voksne til at tænke på det samme.
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst
Se store billeder her →
Annika von Hausswolff
Stilleben med døde fluer.
I udstillingen var regler, grin og hemmeligheder pakket i flyttekasser sammen med bøger, tøj og rulleskøjter. De høje stabler af flyttekasser fik mig til at tænke på skilsmisser, opbrud og midlertidighed mere end på hjem og hygge. I børnehøjde melder den slags tanker sig højst sandsynligt ikke, men det undrede mig, at man ikke kunne lege med nogle kasser og selv bygge en hule.

Stof til en samtale på turen til Cuba
Man når ikke at blive træt af at se børneudstillingen, flere af værkerne er absolut også anbefalelsesværdige til voksne uden børn. Og med den resterende museumstålmodighed virker det fint at have anslået et tema og startet en samtale, man kan fortsætte, når man bagefter kører en tur til Cuba i FOS og Balfeldts campingvogn, kigger ind af vinduerne i Elmgren og Dragsets betonblok af en boligopgang, når man møder de mange dysfunktionelle døre i installationen, foruden et kapel og et fængsel og ikke mindst, når man (igen og igen og igen) går tilbage for at se, om der endnu ikke har været nogen at hente den stakkels efterladte meget livagtige sovende voksbaby i liften under hæveautomaten. “Hvor er dens mor? Har hun glemt den? Vil hun ikke have den? Er den helt alene? Har den ikke et sted at bo? Hvad så når den vågner, eller hvis den bliver sulten? Hvad er et børnehjem? Skal vi ikke tage den med hjem til os?”
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Stephen White (London)
Se store billeder her →
En glemt baby på et kunstmuseum. Kunst der får børn til at undre sig. Elmgreen & Dragset, Modern Moses, 2006
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Peter Callesen
Se store billeder her →
Campingvognen har været møderum og udsmykning i Mændenes Hjem på Vesterbro. Nu er den på museum.
Spørgsmålene melder sig helt af sig selv, når børn møder kunst: tekniske spørgsmål, historiske spørgsmål, personlige spørgsmål og eksistentielle spørgsmål. Måske fordi de ikke har en bestemt forventning eller fordom og ikke tror, der er noget bestemt der er vigtigere og rigtigere at bemærke end andet. På en god dag synes jeg, at børn er tålmodige og opmærksomme at se på kunst med. (Jeg bortcensurerer for argumentationens skyld lige erindringen om en tre-årig viljefast prinsesse, der stak af i mange labyrintisk sammenhængende sale med tidlig nordisk kunst).

Børn kan godt tåle kunst
Børn kan godt se både nøgenhed og død og kærlighed uden at sove uroligt om natten. Så jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at lave en særlig kunstudstilling for børn. Er det for, at de kan se fjollede voksne, der opfører sig “barnligt”? Er det ikke netop det, meget god kunst gør; opfører sig eller opfordrer os til at opføre os barnligt på den gode måde: undersøgende, nysgerrigt, eksperimenterende, fordomsfrit, legende, eftertænksomt og poetisk, tvinger os til at opsige abonnementet på faste overbevisninger, rigide regler og konservative kategoriseringer. Måske skulle museet hellere tilbyde rundvisninger for voksne af børn fremfor at udvælge, hvilke værker der er mere børnevenlige end andre.
Kunst er som regel ret børnevenlig af natur. Hvis ikke det altid virker sådan, har det tit mere med museet end med værkerne at gøre. Museers skrevne såvel som uskrevne regler om dæmpet samtale, rolige bevægelser, andægtig ro, koncentration og ubetinget fortrinsret til synssansen er ikke særligt børnevenlige. Det var netop de lidt børnefamilieafskrækkende regler, der blev ophævet under den udendørs åbningspudekamp, men som stadig gælder indendøre, selv i børneudstillingen.

Under alle omstændigheder blev børn og voksne i alle aldre underholdt, stimuleret, inspireret, blev triste, eftertænksomme, berørte og beklemte. Vi fik snakket sammen på en måde og om store spørgsmål, vi måske ikke ellers havde snakket om på en våd efterårsferieonsdag, hvis vi ikke havde besøgt nationalgalleriet Statens Museum for Kunst. Og så var der selvfølgelig dømt pudekamp, da vi kom hjem. Når man må på et museum...

Børneudstillingen Og hvor har du så hjemme kan ses på Statens Museum for Kunst indtil den 26. juli 2015. Der er gratis adgang.
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Frida Gregersen
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Statens Museum for Kunst - Jakob Skou-Hansen
Se store billeder her →
Ved åbningen af udstillingen var der pudekamp for alle i museets nye have.
Del på facebook
Facebook

Nina Poulsen

Nina Poulsen er cand.mag. i etnografi og antropologi fra Aarhus Universitet og arbejder på en PhD-afhandling om kunstudstillinger og globalisering. Hun har konsulent- og undervisningserfaring indenfor interkulturel kommunikation, kreativitet, kuratering, stedsteori og kulturøkonomi. Nina Poulsen er ekstern lektor på Aarhus Universitet og CBS og arbejder med kunst i offentlige rum hos Somewhere. Hun har haft kronikker og debatindlæg i bl.a. dagbladet Information og har skrevet for Kopenhagen. Derhjemme har hun tre børn på 4, 8 og 13 år.

Se Ninas artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind