Alfons Åbergs rolige far er blevet afløst af en tilstedeværende drengerøv

Alfons Åbergs rolige far er blevet afløst af en tilstedeværende drengerøv

Litteratur Skrevet af: Christina Hammerum Rasmussen 28 Sep 2020
Del på facebook
Facebook

Alfons Åbergs rolige far er blevet afløst af en tilstedeværende drengerøv

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen har med deres børnebogsserie, Sallys far, skabt en ny farfigur i dansk børnelitteratur. Sallys far er upædagogisk, han lyver og prutter, og samtidig er han den primære omsorgsperson
Forud for den seneste bog i rækken ligger titler som ‘Sallys far bander (... ad helvede til’), ‘Sallys far gider ikke være voksen’ og ‘Sallys far er sygt pinlig’. Det giver et tydeligt billede af den fartype, som Sallys far repræsenterer: Drengerøven, som – iført sneakers og stramme jeans – er i øjenhøjde med sine børn og hellere fortæller overdrevne historier og lyver end at irettesætte.
Foto: PR-foto / Lindhardt og Ringhof - Simon Knudsen
Se store billeder her →
Sallys far har mandeinfluenca er skrevet af Thomas Brunstrøm og illustreret af Thorbjørn Christoffersen
Foto: PR-foto / Lindhardt og Ringhof
Se store billeder her →
Sallys far har mandeinfluenca er den ottende bog i serien om Sallys far.

I ‘Sallys far har mandeinfluenza’ bliver far ramt af en slem omgang mandeinfluenza, som jo er en velkendt sygdom, der rammer nogle mænd meget hårdt. Det fortæller han også Sally, som i starten af bogen bliver sendt i skole på trods af influenzasymptomer.

"Nå, men der er altså også noget, der hedder mandeinfluenza. Det er MEGET værre end almindelig influenza," siger far og vikler sit halstørklæde flere gange rundt om halsen. "Det er nok ti gange værre!"

Med sin klynkende far mageligt placeret i sofaen iler Sally rundt og varter ham op: Hun finder dynen i soveværelset, for tæppet kradser, hun henter Anders And-blade og går i kiosken efter chips, lakridser og kakaomælk, hvor en af mange sjove passager for den voksne læser udspiller sig:

"Hold da op, sikke en masse lækre ting, du skal have, Sally. Skal du holde fest?" siger kioskdamen og smiler til Sally, da hun lægger tingene på disken.

"Nej, det er til min far. han er syg," forklarer Sally.
"Nå da, det var ikke så godt. Jeg håber ikke, det er noget alvorligt?" siger damen.
"Han har mandeinfluenza," siger Sally.
Damen kommer til at grine og siger: "Nå, så skal han nok overleve."

Det tænker Sally over, mens hun går hjem. Måske er det der mandeinfluenza ikke så slemt i virkeligheden.

Det er en fornøjelse at være den voksne oplæser af Sallys far har mandeinfluenza, for den er som de andre bøger i serien virkelig morsom, også på voksenniveau. For eksempel er far så overbevist om, at han kan risikere at dø af mandeinfluenzaen, at han skriver sit testamente. Han vil give Sally sin pladesamling, men hun forstår ikke helt, hvad hun skal med de plader, for hun kan ikke lide fars heavy. Thorbjørn Christoffersens illustrationer er også nærmest geniale. Tekst og streg går perfekt hånd i hånd og understøtter hinanden i komikken. Christoffersens tegnede omgivelser og personernes kropssprog og grimasser er så sigende, at de kunne stå alene, hvilket de også gør herhjemme, når den femårige læsehest selv bladrer i bogen. Apropos den femårige læsehest: Hvad synes han om Sallys far?

Ifølge Forlaget Carlsen henvender bogen sig til de 4-7-årige, så Albert falder med sine fem år præcis inden for målgruppen. Jeg må røbe, at det ikke er første gang, at Albert møder Sallys far, så allerede inden vi smider os i sofaen og slår op på første side, har han julelys i øjnene. Sammen med Sally undres han over, hvad sådan en mandeinfluenza er – og hvor slem en sygdom den er – men billederne af den overdramatiserende far røber godt for ham, at far nok ikke er helt så syg, som han siger. Som det er med de bedste børnebøger, indeholder Sallys far dele, der er sjove for den voksne, der læser, og dele, der er sjove for barnet, der lytter. Og som en typisk femårig griner Albert højt af de fjollede ting, som far siger. For eksempel:

"Har du taget din temperatur, far?" spørger Sally, for hun ved, at hvis man er meget syg, har man tit også feber.
"Nej, jeg kan slet ikke rejse mig" (...)
"Skal jeg hente termometeret?" siger Sally og går ud på badeværelset.
"Det kommer an på, om det er det til munden eller det til numsen?" råber far inde fra stuen.
"Vi har kun det til numsen. Eddie kom til at ødelægge det andet, da han brugte det som trommestik," svarer Sally.

"Så skal jeg ikke have taget temperatur. Det er også lige meget, jeg er sikker på, at jeg har mindst ... 100 i feber!"
"Det kan man altså ikke," siger Sally.
"Når man har mandeinfluenza, kan man sagtens," siger far.

"Eeeej," griner Albert flere gange undervejs i bogen; det er samme grin, som når han ser Onkel Reje i fjernsynet. Og det giver mening, for Sallys far deler mange ligheder med Ramasjangs Onkel Reje: Begge prutter, bander, er politisk ukorrekte og nægter at blive den stereotype kedelige voksne. Sallys far er altså den diametrale modsætning til andre litterære fædre, for eksempel Alfons Åbergs fraværende, rolige far eller Emils autoritære, opdragende far. Kigger man tilbage i tiden, er faren ikke en overset figur i børnelitteraturen, men de senere år er nye typer af fædre begyndt at dukke op: Det er fædre, som ikke blot er til stede som en autoritet, men som også er omfavnende primær omsorgsperson. I denne kategori af moderne litterære fædre brillerer Sallys far og er klart Alberts og min favorit.

Fakta:

Sallys far har mandeindfluenca er ottende bog i serien om Sallys far.
Bogen er skrevet af Thomas Brunstrøm og illustreret af Thorbjørn Christoffersen

Del på facebook
Facebook

Christina Hammerum Rasmussen

Skribent
Christina Hammerum Rasmussen er cand.mag. i litteraturhistorie og har en bachelor i spansk og latinamerikansk fra Aarhus Universitet, hvor hun har specialiseret sig i skønlitterær oversættelse.
I arbejdet som skønlitterær oversætter bevæger hun sig mest i den latinamerikanske litteratur, men i sin fritid er det oftere moderne nordisk litteratur, der lander i hendes bogreol.
Se Christinas artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind