Johanne Mygind: “Man mister altid noget, når man prøver på at blive til sig selv”
Nanna er én af hovedkaraktererne i ‘Kærlighedens år’. I romanen skriver forfatter, journalist og underviser Johanne Mygind om kærlighed, længsel og lyst i alle dens former og skildrer kampen for frigørelse gennem tre generationer af kvinder i en familie. Med romanen viser hun, hvilke omkostninger det kan have, når vi prøver på at frigøre os fra de normer, der forhindrer os i at blive til os selv. Men også hvorfor det er vigtigt, at vi bliver ved med at tage kampen op alligevel.
Høje idealer, skilsmisser og ensomhed
Johanne Mygind begyndte på at skrive ‘Kærlighedens år’ for fire år siden. Det har været en langvarig proces med mange dage, hvor hun stod op klokken fem om morgenen for at skrive udkast til romanen, mens hendes tre børn stadigvæk sov.Hovedkarakteren, Nanna, lever et liv, som har mange lighedspunkter med forfatterens eget. Begge er de journalister, bor i en lejlighed i Sydhavnen, er skilte og alenemødre til tre børn. Men Johanne Mygind forklarer, at romanen er fiktion, og at inspirationen både kommer fra oplevelser i hendes eget liv og fra mennesker, hun har talt med. Det har været vigtigt for hende, at karaktererne kom til at fremstå ærlige og rå i romanen.
“Og hvis jeg skal skrive om, hvor umulige kvinder også kan være, så bliver jeg jo nødt til også finde alt muligt grimt inde i mig selv. Det er bare helt vildt at skrive det ned, så folk kan læse det,” siger hun og fortæller, at dét at udgive romanen har været noget af det mest nervepirrende, hun nogensinde har gjort.
Romanen springer mellem tre forskellige fortællespor, som handler om tre kvinder i en familie: en mormor, en mor og en datter. Rigmor lever med 1950’ernes husmoderidealer, mens Elisabeth er frontperson for 1970’ernes rødstrømpebevægelse og Nanna forsøger at forene sine karriereambitioner og vildskabslængsel i livet som alenemor med delebørn og 7/7-ordning. Fælles for dem alle er, at de alle kæmper for at udvide deres muligheder som kvinder. Og at de oplever omkostninger ved at tage den kamp.
“Kvinder har jo ikke haft så mange muligheder, og det har krævet en masse kampe at få de muligheder, som vi har i dag. Og der er stadigvæk mange kampe tilbage. Med romanen har jeg forsøgt at undersøge, hvad man også mister, når man kæmper den kamp,” fortæller Johanne Mygind.
I romanen må Rigmor lade sit barn blive hos sine forældre, fordi hun gerne vil have en uddannelse. Nanna bliver skilt og skal leve meget af tiden uden sine børn. Og Elisabeth har svært ved at leve op til sine egne høje 70’er idealer. Alle oplever de ensomhed og afsavn og snubler og falder i forsøget på at frigøre sig selv.
“Men jeg tænker, at de alle er drevet af en nødvendighed. Det er simpelthen så vigtigt for dem at blive til sig selv. Og hvordan bliver man det? Det ved de jo ikke. Men det prøver de på at finde ud af,” siger Johanne Mygind.
Johanne Mygind har selv oplevet omkostninger ved at tage kampen op. Hun har været profileret feminist og debattør i mange år og talt højt om alt det, som stadigvæk mangler i ligestillingskampen.
“Man bliver virkelig ikke populær af at stå frem som feminist. Faktisk bliver folk ofte vrede og stødt over det. Det kan godt være et ret hårdt livsvilkår hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved meget af det, som andre folk synes er fedt,” fortæller hun.
Hun pointerer dog, at hun oplever, at det de seneste år er blevet mere legitimt at være feminist, og at ligestillingskampen igen er kommet på dagsordenen.
“Jeg kan slet ikke få armene ned over Sofie Lindes tale. Det var bare så sejt. Jeg tror, det har været rigtigt hårdt at være Sofie Linde efter talen. Men er vi glade for, at hun gjorde det? Ja!” udbryder hun.
Det vil måske altid være svært at prøve noget nyt, fordi alle livsvalg har en omkostning. Men ifølge Johanne Mygind er det simpelthen så vigtigt, at vi gør det alligevel. Så vi kan finde nye måder at være på og gøre os fri af alt det, som forhindrer os i at blive til os selv.
Sex som en kreativ og frigørende kraft
Selvom Johanne Mygind er imponeret over de unge feminister, der lige nu kæmper for ligestilling og sætter fokus på seksuel vold og #MeToo krænkelser, så mener hun også, at det kan være med til at skævvride vores syn på kvinders seksualitet. Derfor har det også været vigtigt for hende, at hendes roman skulle skildre sex som noget, kvinder godt kan lide og gerne vil have.“Jeg synes, det er rigtig vigtigt at tale om sex som en positiv kraft i kvinder liv, og vise hvor transformerende det er at blive mødt seksuelt. Der kan komme så meget mod og selvtillid og kreativitet op i kvinder, når de bliver tilfredsstillet seksuelt. Og det synes jeg ikke, at vi snakker nok om i dag,” siger hun.
Ingen af kvinderne i ‘Kærlighedens år’ bliver udsat for seksuelle krænkelser eller har sex, som de ikke har lyst til at have. Bogen handler også om kvinders længsler og lyst, og den viser kvinder i tre generationer, som bruger sex som en måde at finde inspiration, glæde og mod.
Elisabeth er forelsket i en anden kvinde fra Rødstrømpebevægelsen og har et kærligt og seksuelt forhold til hende, hvilket giver hende inspiration til at skrive på sin bog. Og Nanna opsøger seksuelle miljøer og har uforpligtende sex for at finde sig selv og sin seksualitet efter skilsmissen.
“Jeg ved, at når jeg selv har god sex, så er det noget af det bedste jeg ved, og det inspirerer mig helt vildt. Det er noget af det, der sætter allermest gang i min skriveproces. Og det havde jeg simpelthen lyst til at skildre,” fortæller Johanne Mygind.
For Johanne Mygind har det også været vigtigt at fremstille sex som noget hverdagsagtigt. Ikke noget, der skulle skrives om pornografisk eller ophøjes med romantiske metaforer. Men som noget normalt og rart i kvinders liv.
“Jeg synes, vi lever i en kultur, som er super sexforskrækket men samtidigt super pornoficeret. Og jeg tænker egentligt, at de to ting hænger meget sammen. Derfor synes jeg også, det var sjovt og vigtigt at skrive om sex som noget, der er lidt praktisk og hverdagsagtigt, men også som noget, der forandrer sig gennem de tider, mine karakterer lever i” fortæller hun.
Du er et produkt af din tid
Da Johanne Mygind begyndte at arbejde på bogen, ville hun skrive en dokumentarisk fortælling om rødstrømpebevægelsen. Men pludseligt begyndte hun at skrive historien om Nanna, Elisabeth og Rigmor i stedet, om tre generationer af kvinder i en familie. Det er en historie som viser, hvordan det er gået med ligestillingen fra 1950’erne til i dag. Men også en historie om mønstre, der går igen i en familie.“Med slægtsromanen har jeg prøvet at fortælle noget om, hvordan mennesker og tider hænger sammen. At forholdet til vores forældre for eksempel er præget af, at vi lever i en bestemt tid. Og at den tid, vi lever i, også er et produkt af vores mødre. Jeg synes, at vores psykologi og vores samfund spiller utrolig meget sammen, og det synes jeg ikke, vi har nok fokus på,” fortæller hun.
Romanen viser, hvordan Rigmor, Elisabeth og Nanna er et produkt af hver deres tid, og at de kæmper forskellige kampe og har forskellige udfordringer på deres vej. Det er udfordringer som er betinget af den tid, de lever i.
“Nogle gange er det altså ikke din skyld. Når du går og tænker, at det bare er din skyld, at du måske ikke kan få en fastansættelse som journalist, fordi du ikke er dygtig nok eller ambitiøs nok. Men altså, det er bare totalt umuligt at blive fastansat som journalist i dag. Det er meget sværere, end det var for 20 år siden. Det skal du virkeligt huske, og det er også noget, jeg gerne vil sige med bogen,” fortæller hun.
Den største gave er at blive til sig selv
I arbejdet med slægtsromanen blev Johanne Mygind meget klar over den udvikling, der er sket med kvindelivet de seneste 50 år. At der stadigvæk er en ulighed, og at diskussionen ikke er slut, men at problemerne er nogle helt andre end dem, der var tilbage i 1950’erne.“Rigmor skal jo kæmpe helt utrolig meget bare for at kunne tage en uddannelse som kvinde. Og Elisabeth skal kæmpe for at blive taget alvorligt som et menneske og ikke bare en sød og køn pige. Det kan Nanna på en måde tage for givet,” fortæller Johanne Mygind og pointerer:
“Og selvom Rigmor på en måde havde et mere trygt liv end Nanna, så er jeg ikke i tvivl om, hvilket liv jeg ville vælge.”
Det er med til at vise noget om, at ligestillingskampene virkeligt kan betale sig. Også selvom det er hårdt, og der er omkostninger og afsavn undervejs.
“Vi var aldrig kommet dertil, hvor vi er i dag, hvis der ikke var en masse mænd og kvinder, der havde forsøgt at gøre tingene på nye måder. Vi kan ikke leve i en patriarkalsk orden, hvor det er manden, der bestemmer det hele. Det er ikke godt for nogen,” siger Johanne Mygind.
I slutningen af romanen, hvor Nanna tager på bar, siger veninden Ingeborg: “Man kan jo ikke få alt.” Nanna svarer: ”Nej, men man kan godt få mere.”
Det er et budskab, som bogen leverer, og som er vigtigt for Johanne Mygind at få frem. At man skal blive ved med at prøve, og man skal forvente mere af livet. Man skal ikke bare lade tingene stå til, som de er.
“Selvom der er omkostninger, så synes jeg jo alligevel, at alle kvinderne i min bog vinder. Efter at Nanna bliver skilt, får hun jo muligheden for at tænke sig om og få en bedre adgang til sig selv, end da hun var gift,” siger hun:
“Det man vinder ved at tage kampen, det er at man bliver mere til sig selv. Og det er den største gave, man kan få.”