Helle Helle - Man kan være så hensynsfuld, at man bliver væk fra sig selv INTERVIEW

Man kan være så hensynsfuld, at man bliver væk fra sig selv

Helle Helle leger igen med de litterære former i sin nye roman ‘Bob’ om et kærestepar, der måske er lidt for gode til at give hinanden plads. Og så har forfatteren givet sig selv frit løb, til at dele ud af glæden ved at rense kalk af en håndvask
InterviewLitteraturSkrevet af: Amalie Møller Dybro15. feb 2021
Da Helle Helle var ved at færdiggøre sin seneste roman, ‘de’, blev hun bekymret for, at bogen ville blive hendes sidste. Normalt har hun altid en ny bog i baghovedet, mens hun arbejder. Men ikke denne gang. “Jeg begyndte at tænke, at dét her bliver svært at komme videre fra. Hvad skal jeg gøre bagefter? Næsten alt det, der har været med i mine tidliger bøger, var med i ‘de’. Der var stedet, tiden, Rødby-Puttgarden og en mor, der forsvandt,” fortæller Helle Helle. Heldigvis blev afslutningen af ét kapitel i forfatterskabet til åbningen af et nyt.
Man kan være så hensynsfuld, at man bliver væk fra sig selv</br></br>Foto: PR-foto / Gutkind - Mikkel Carl
Foto: PR-foto / Gutkind - Mikkel Carl
“Formelt var der noget nyt på spil for mig i ‘de’, og det satte noget i gang i forhold til at prøve at gå i gang med nye former for formelle eksperimenter. Det har været meget lystfuldt for mig at skrive ‘Bob’, for det er første gang, jeg har sluppet fra at skulle skrive alting fra bunden,” fortæller forfatteren. Hun har nemlig for første gang i sit forfatterskab bygget videre på sine karakterer.

“Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt”

Sådan begynder romanen om Bob og hans kæreste, med en af de eneste tilkendegivelser fra fortællerens side. Hun fortæller om Bobs liv i deres første år som udeboende, og hun fortæller anekdoter fra Bobs barndom og ungdom, hvor hun ikke selv var til stede. ‘Hun’ er den unge pige fra romanen ‘de’, som blev kærester med Bob hjemme på Lolland, og som vi aldrig får et navn på. Hun skal studere i København, og derfor flytter hun og Bob til Vanløse. Bob ved endnu ikke, hvad han skal læse; der er ikke rigtig noget, der trækker i ham. Ad omveje får Bob tilbudt et job på Sømandshotellet i Nyhavn. Der er dog ikke så mange vagter at få, og de fleste dage går med at få tiden til at gå. Bob afsøger området omkring lejligheden i Vanløse. Han lærer gadenavnene at kende, men farer hurtigt vild i Indre By. Gråbrødretorvs placering er eksempelvis en kilde til megen mystik.
Man kan være så hensynsfuld, at man bliver væk fra sig selv</br></br>Foto: PR-foto / Gutkind
Foto: PR-foto / Gutkind

Mennesker med gode intentioner

Den 22-årige Bob er generelt en venlig sjæl, fuld af gode intentioner, som han kæmper med at indfri. Han opsøger samtaler med fremmede på gaden og lykkes hurtigt med at etablere et venskabeligt forhold til den lokale grønthandler og ekspedienten nede på tanken.

“Jeg tænker på Bob som sådan et meget, meget godt menneske. Som et menneske, der vil alle det bedste.Mens jeg skrev, var min tanke, at det han frem for alt vil, det er hende - han vil gerne skabe et hjem sammen med hende. Han er flyttet med til København, han ved ikke, hvad han skal. Og så har han den der åbenhed over for fremmede, over for dem, han støder på. Han går til dem på samme måde, som han ville have gjort hjemme på landet. Han kommer som sit eget lille lokalsamfund. Men det går jo ikke godt, for sådan er København ikke”, fortæller Helle Helle.
Man kan være så hensynsfuld, at man bliver væk fra sig selv</br></br>Foto: PR-foto / Gutkind - Mikkel Carl
Foto: PR-foto / Gutkind - Mikkel Carl
Som i sine tidligere værker gør forfatteren en dyd ud af at fortælle via formen. I dette tilfælde i form af en stort set fraværende fortæller, kæresten, som kun dukker op i et enkelt ‘vi’ eller to, og et ‘mine’ (i form af et par kinasko, som møder en rullende knap omme bag Lollandscentret). Har man læst forgængeren ‘de’, ved man lidt mere om den unge kvinde, men ellers er indtrykket begrænset. Og dog. Ifølge forfatteren afslører fortællerens fravær en hel del om hendes karakter:

“Jeg tænkte, at hvis hun lader Bob fylde det hele, så kunne det være en slags sætten sig selv til side. På den måde kan hun vise, at hun forstår alt, hvad der skete, selvom hun slet ikke var der. Det kan også være, at hun er så usynlig, fordi hun næsten er lige så usynlig over for Bob. Der er flere ting, og det hele hænger sammen. Jeg tænkte, at det måske kunne efterlade følelsen af et forhold, hvor der var både en nærhed, men også en utrolig afstand. Som så går helt ad h til”, fortæller Helle Helle.

Ligesom kæresten er Bob utrolig god til at gøre plads til andre mennesker, og det er først og fremmest gennem deres huslige arrangementer, at vi får nys om parrets samtaler. Man fornemmer, at de begge sætter en ære i at holde hus sammen og i at finde og opretholde den helt rigtige form for et samliv. Men fordi vi aldrig inviteres ind i deres dialog, kan intimiteten og kærligheden kun læses ud fra deres praktiske handlinger. Der ligger en forsigtig kærlighedserklæring i fraværet og forsøget på ikke at fylde. Man kan være så hensynsfuld at man bliver væk fra sig selv, og måske er det derfor, Bobs humør og engagement daler støt igennem bogen.

Glæden ved rengøring

Gennem sin karriere er Helle Helle blevet præsenteret for en hel del analyser fra folk, som mener at kunne læse alt muligt mellem linjerne i hendes bøger. Mange læsere har hæftet sig ved, at badeværelset i novellen ‘Fasaner’ er placeret i kælderen. Er det noget med det underbevidste? Og er vandet en repræsentation af hovedpersonens følelser? Egentlig ikke, Helle Helle tog bare udgangspunkt i indretningen af det hus i Vanløse, hun selv boede i, da hun var ung.

Bob er bemærkelsesværdigt glad for rengøring og husholdning. Han tørrer karme af, vasker tøj og står for aftensmaden. Det fortæller os selvfølgelig en hel del om karakteren Bob. Men scenerne er også opstået af den simple grund, at Helle Helle synes, det er dejligt at skrive om rengøring.

“Det er, fordi jeg selv har mega meget ekspertise med sådan nogle huslige ting. Det er så dejligt at skrive om noget, der er så konkret. De fleste af os kender jo den der kant, der kan komme forneden på et bruseforhæng, ikke? Pisse irriterende. De har altid sådan en ulækker farve forneden. Mange må have erfaring med bruseforhæng, men jeg har aldrig selv læst om det” griner forfatteren, der har måtte høre fra sin datter, at hver gang hun åbner munden, så kommer der noget praktisk ud. Hjemme hos Bob har det været knap så pinligt at snakke om praktik, og det har han naturligvis taget med sig til storbyen.

“Han går op i sådan noget med vandkvaliteter, fordi han kommer fra et landbrug med kalkholdig jord. Derfor tænker han over, at der må være okker i vandet, også her i byen. Så det er selvfølgelig noget, der også siger noget om ham. Og det siger måske noget om det hjem, han kommer fra.”

Livets mange ventepositioner

Ligesom Bob og hans kæreste har Helle Helle boet i Vanløse i starten af sine tyvere. Og ligesom Bob har Helle Helle vandret rundt i Vanløse og samlet på vejnavne. Bob er ikke lige så kikset som mange af Helle Helles andre karakterer - unge kvinder, som ikke tør ret meget - men de har ventepositionen til fælles.

“Jeg tror måske det bare er sådan, at jeg har utroligt svært ved ikke at skrive om personer, som er i en slags venteposition, som ikke ved, hvad de skal, som tøver. Personer, som lader sig trække med, som vil noget, og måske alligevel ikke vil det, men så vil det lidt,” fortæller Helle Helle.

Karaktererne i Helle Helles romaner er ofte unge mennesker, som går og venter på, at livet skal gå i gang for dem. Men ventepositionen er ikke nødvendigvis en tilstand, som forsvinder med ungdommen. Det er et mere grundlæggende livsvilkår, mener forfatteren. Selv var hun meget målrettet som ung og ser det samme karaktertræk hos mange unge i dag. Samtidig oplever hun i dag arbejdet med at skrive som en form for konstant venteposition.

“Og det er lige så forskelligt i resten af livet, som det er, når man er ung. Det er det, der er så vildt. Så er man tyve år og tænker, at man vil være voksen, når man er fyrre år, og at man vil vide alt muligt, og det gør man selvfølgelig også på én måde, men det er stadigvæk den samme følelse, og også den samme følelse af muligheder”, siger Helle Helle spekulerende. Hun behøver ikke vente på den næste idé, den er allerede kommet.
Facebook
Del på facebook

Amalie Møller Dybro

Journalist
Amalie Møller Dybro er uddannet idéhistoriker og journalist fra Aarhus Universitet, DMJX og University of York. Hun skriver blandt andet om film, litteratur og kunst og især om køn, relationer og samfundstendenser.
Se Amalies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind