Kunstnerdrevne Sydhavn Station på Kunsthal NORD - INTERVIEW: Sonja Lillebæk Christensen

Udstillingsstedet Sydhavn Station fører skinnerne til Kunsthal NORD

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Andreas Lindbjerg Nielsen 2018-01-05
Del på facebook
Facebook

Udstillingsstedet Sydhavn Station fører skinnerne til Kunsthal NORD

Kunsthal NORD i Aalborg har inviteret det kunstnerdrevne københavnske udstillingssted Sydhavn Station til at lave udstillingen Station to Station

Udstillingsstedet Sydhavn Station i København er usædvanlig på flere måder. Dels har det til huse i det gamle billetsalg på Sydhavn Station på Køge Bugt-banen, hvor det præsenterer udstillinger både i ankomsthallen og i billboards under jernbaneoverskæringen. Dels er det 100 procent kunstnerdrevet. Sidste år vandt det Billedkunstnernes Forbunds pris for Årets Udstillingssted 2016.

De syv kunstnere fra Sydhavn Station er nu sammen med en gæsteudstiller inviteret til Kunsthal NORD i Aalborg for at lave udstillingen Station to Station; en stedspecifik gruppeudstilling, der blandt andet forholder sig til Kunsthal NORDs tidligere funktion som transformerstation og Aalborgs rå og industrielle fortid. Leder af Kunsthal NORD, Henrik Broch-Lips, siger om udstillingens titel:

"Den er inspireret af den evigt foranderlige David Bowie, hvis budskab var forandringen - ikke nødvendigvis til noget bestandigt nyt, snarere som bevægelser fra station til station, der også er titlen på hans legendariske album fra 1976.”

Titlen henviser naturligvis også til Sydhavn Stations funktion som togstation. Hvilket skaber en forbindelse til Kunsthal NORD, som godt nok aldrig har været en togstation, men en transformerstation, hvor togskinnerne er gået lige til døren - og faktisk stadig ligger på jorden under kunsthallen.
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Anne Skole Overgaard: Hegn nær Carrara, 2017, 2 stk 120x80cm, Glichéprint. Anne Skole Overgaard om værket: Jeg er fascineret af hegnenes forskellige former, men også af, at der er noget, man ikke har adgang til eller ikke helt forstår.
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Camilla Rasborg: Kollage på fotoalbumpapir. Materiale fundet på gaden, lim, akvarel, organisk materiale, hår, jord. (Plakat 4 - tekst) 120 x 80 cm
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Heidi Hove: Baghave Monument II, 2013. Digital c-print, kampesten på EUR-palle og messingplade. Print 100 x 150 cm, EUR-palle 120 x 80 x 65 cm
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Jens Axel Beck: Pantomine, 2017
Træ, grafit, shellak og oliemaling
300 x 2 x 9,7 cm

Hellere kunst end møder

De syv kunstnere fra Sydhavn Station præsenterer individuelt malerier, skulpturer, installationer, video, foto og performances. Flere af værkerne er installatoriske værker, som er tænkt ind i kunsthallens fysiske rammer. Kunstnerne bidrager også til et kollektivt værk med fem plakater hver (40 plakater i alt), der bliver installeret på vægge og i særlige plakatholdere.

En af de udstillende kunstnere, Sonja Lillebæk Christensen, har været med i Sydhavn Station siden begyndelsen for fem år siden.

“En del af vores DNA er, at vi arbejder individuelt - vi må vise lige, hvad vi vil! Normalt har vi en udstillingsperiode hver på stationen i Sydhavnen, og der står vi selv for det hele. Gøre rent, passe udstillingen, skrive pressemeddelelser. Det samme gælder med denne her udstilling; vi udstiller som enkelte kunstnere og individer. Så selvom der er en kuratorisk rød tråd med plakaterne, så fortolker vi den meget forskelligt,” siger hun.

Når kunstnerne fra Sydhavn Station bliver inviteret ud af huset, som Kunsthal NORD har gjort i dette tilfælde, så nedsætter de typisk en arbejdsgruppe på to til tre mand, som står for at planlægge udstillingen. Det gør de, for at der ikke skal gå for meget tid med rundbordssnak og langsommelig demokratisering i arbejdsprocessen. Den tid vil de hellere bruge på at lave kunst, som Sonja Lillebæk Christensen formulerer det.

“Vi arbejder med en opdelt struktur. Hvis den bliver alt for demokratiseret, kan det også nemt blive for fladt og mellemvareagtigt. Men hvordan man så balancerer den tid, vi bruger på kunst og på at planlægge ting, det er selvfølgelig en stor udfordring.”
Foto: Sonja Lillebæk Christensen
Se store billeder her →
Fra opsætningen af Station to Station. Fire plakater af Sonja Lillebæk Christensen.
Foto: Sonja Lillebæk Christensen
Se store billeder her →
Lærred med fotostat af Fiskerkonen af Sonja Lillebæk Christensen
Foto: Sonja Lillebæk Christensen
Se store billeder her →
Sonja Lillebæk Christensen om videoværket: Fiskerkonen er et modernistisk mellemkrigsbarn. For eksempel er statuen bygget op omkring klassiske geometriske former som kuben, cylinderen, kuglen og keglen.
Foto: Sonja Lillebæk Christensen
Se store billeder her →
Udstillingen sættes op. Kunsthal NORD i Aalborg 2018.
Sonja Lillebæk Christensens præsenterer på Station to Station værket Form(ede), der ud over de fem plakater består af en video og en tre meter høj fotostat. Hun har taget udgangspunkt i en konkret handling på Sydhavn Station, hvor der på pladsen foran stationen står en statue, Fiskerkonen, som Sydhavn Station i samarbejde med Københavns Kommune har fået midlertidligt opsat på pladsen.

“Jeg har 'transporteret' hende til Aalborg igennem en transformation til et andet medie. Hun er et mellemkrigsbarn, som kommer ud af en modernistisk tradition med nogle næsten formalistiske og geometriske, formelle greb. Jeg synes, det er sjovt, at fiskerkonen repræsenterer arbejderklassen, men at modernismen samtidig peger i en anden retning - væk fra realismen. Der er et dilemma i arbejderklassens modsætning til det geometriske abstrakte, som også reflekterer Aalborg som tidligere arbejderby.”

De andre deltagende kunstnere fra Sydhavn Station er Camilla Rasborg, Jens Axel Beck, Heidi Hove, Ulla Hvejsel, Mette Juul, Heine Klausen (gæsteudstiller) og Anne Skole Overgaard.

Næste station

For at skabe nye dialoger mellem eksperimenterende samtidskunstnere og aalborgenserne, vil hver kunstner fra Sydhavn Station være udstillingsvært for en dag. De vil således selv være med til at formidle udstillingen i Kunsthal NORD i weekenderne under udstillingsperioden.
Foto: Sonja Lillebæk Christensen
Se store billeder her →
De tre blivende medlemmer af udstillingsstedet Sydhavn Station (fra v.): Anne Skole Overgaard, Sonja Lillebæk Christensen og Camilla Rasborg
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Stillbillede fra Sonja Lillebæk Christensens videoværk Form(ede) til udstillingen Station to Station på Kunsthal NORD
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Ulla Hvejsel: At tænke med Røven - En Quiz med Røven i Vandskorpen, 2018
Foto: PR-foto - Kunsthal NORD
Se store billeder her →
Mette Juul: 4th of July. Rugby, North Dakota. Fotografi i ramme, 20 stk 20 x 26 cm. 2 stk 50 x 60 cm
Også selve formidlingen af kunstværkerne har kunstnerne selv stået for.

“Fordi vi normalt har en dobbeltrolle som både kunstner og formidler, tror jeg, at vi har en anden måde at gå til den klassiske formidlingsdisciplin på. Vi går til den, som var det et kunstværk. Vi griber sproget an på en anden måde, med en tydelig afsender og et individ bag teksten. Og så må det briste eller bære med den mere 'frie' form, hvor der ikke er en fast stemme til at tage publikum i hånden. Det er ikke, fordi det nødvendigvis er en bedre måde at lave formidling på, det er bare et alternativ.”

Metaforikken fra titlen, Station to Station, omfavner på en måde også udstillingsstedet Sydhavn Station, som netop nu står overfor en større udskiftning i medlemmer.

I november 2017 takkede tre af kunstnerne fra Sydhavn Station nemlig af og fire mere fra februar. Blandt andet som følge af, hvor meget ekstra arbejde, der skal bruges på at komme ud af huset i forhold til egne projekter samt uenigheder over tid. Fra den 1. februar starter et nyt hold bestående af ni unge kunstnere: Malou da Cunha Bang, Louise Bonde-Hansen, Julie Falk Christensen, Anders Christian Eriksen, Nour Fog, Mads Juel, Veronica Rigét, Emilia Rosenkrantz og Helene Vestergaard. Både Sonja Lillekær Christensen, Camilla Rasborg og Anne Skole Overgaard bliver.

Fakta:

Station to Station

Kunsthal NORD - den 6. januar til 4. februar

Fernisering 6. januar 2018 kl. 13:00 - 15:00

Åbningstale kl. 13 af kunsthistoriker og leder Henrik Broch-Lips

Deltagende kunstnere: Jens Axel Beck, Sonja Lillebæk Christensen, Heidi Hove, Mette Juul, Mette Juul, Heine Klausen (gæst), Anne Skole Overgaard og Camilla Rasborg

 

Om Udstillingsstedet Sydhavn Station:

Sydhavn Station åbnede i sommeren 2012 og viser årligt 10 til 12 udstillinger og afholder forskellige arrangementer.

Sydhavn Station har bl.a. modtaget toårspuljen for opstart af nye platforme fra Statens Kunstfond, ligesom den støttes af København Kommunes underskudsgaranti.

Læs mere om udstillingsstedet og arrangementer på deres hjemmeside.

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: