Fraværets nærvær: Kunst- og antropologiudstilling på Moesgaard Museum - Interview

Kunsten fremmaner de dødes nærvær på Moesgaard Museum

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Andreas Lindbjerg Nielsen 2017-09-21
Del på facebook
Facebook

Kunsten fremmaner de dødes nærvær på Moesgaard Museum

Ny tværkulturel udstilling på Moesgaard Museum udforsker menneskets forhold til de døde i Danmark og i Cypern. Vi har mødt kuratorerne Ditte Lyngkær Pedersen og Ane Bonde-Rolsted til en samtale om fraværets nærvær, minderitualer og en afklippet fletning.

Vi har nænsomt gemt døden væk i Danmark. Når et menneske ånder ud på et dansk hospital, er der nøje procedurer for, hvordan det afsjælede legeme fortsætter sin færd. Det bringes til lighuset, lægges i en kiste og køres til kirken, hvorefter det som regel ender i jorden eller i krematoriet. Alt sammen sker helt automatisk, i stilhed og næsten usynligt.

Vi har samtidig få faste ritualer for, hvordan vi mindes. Til gengæld omgiver vi os med ting, som har tilhørt vores afdøde. Og vi nænner ikke at smide bedstefars gamle skruetrækker ud, når vi endelig står over for muligheden. Måske på grund af vores evne til at besjæle genstande, som har tilhørt en af vores nærmeste? Hvad enten det gøres bevidst eller ubevidst.

Netop de dødes nærvær i genstande er omdrejningspunktet den nye udstilling Fraværets nærvær på Moesgaard Museum. Den beskæftiger sig antropologisk, kunstnerisk og arkæologisk med det påtrængende nærvær, som fraværet af en person kan åbenbare i os. Og hvordan det bliver ansporet af de ting, de døde efterlader os. Den er inspireret af den nuværende udstilling, De dødes liv, og er resultatet af et tværfagligt og internationalt samarbejde mellem Danmark og Cypern, som begge har en Europæisk Kulturhovedstad i 2017 (Pafos i Cypern er ligesom Aarhus udnævnt som Kulturhovedstad i 2017).
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kunstnerisk kurator Ditte Lyngkær Pedersen (tv.) og antropologisk kurator Ane Bonde-Rolsted (th.)
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Fraværets nærver åbner på Moesgaard Museum den 23. september 2017.
Det er kunstneren Ditte Lyngkær Pedersen og antropologen Ane Bonde-Rolsted fra Moesgaard Museum, der i tæt samarbejde har stablet udstillingen på benene med afsæt i hver sin disciplin - Ane har været antropologiske kurator, mens Ditte har udviklet et nyt kunstprojekt og samtidig fungeret som kunstnerisk kurator. Ane forklarer tankerne bag den lettere paradoksale titel, Fraværets nærvær:

“Vi vil understrege, at der er et kontinuerligt tilstedevær af den døde. På trods af det fysiske fravær, vil du blive ved med at opleve et nærvær, som af og til kan blive så stærkt, at det dominerer alt. Så med Fraværets nærvær giver vi plads til netop denne tilstedeværelse af dem, som ikke er her fysisk mere,” siger hun.

Titlen handler også om at anerkende, at sorgen over at have mistet ikke er en afsluttet proces.

“Vores syn på sorg i dag bygger på en freudiansk sorgopfattelse, som populært sagt betyder, at sorg er noget, der går over. Når du sørger, forventes du efter en rum tid at være kommet igennem det, og så kan du genindtræde i samfundet. Men det passer ikke med, hvordan vi lever med de døde,” siger Ane.

En tom stol

På en plads i Krakow, der hvor den jødiske ghetto i sin tid lå, er der placeret 70 solide jernstole med flere meters mellemrum. Her står de i ensomhed og skriger i tavshed om de uhyrligheder, som overgik jøderne i anden verdenskrig. Det giver en mavepuster, når man står der, for få genstande signalerer et menneskeligt fravær så intenst og koncist som en tom stol. Her bliver fraværet nærværende i en helt ekstrem grad.

Man kan få en lignende følelse, når man betragter Dittes værk, Phantom of the Missing, som er en del af udstillingen. En sweater. Et kors. Et par træsko. Op til flere tomme stole. Alt sammen ting, der har haft en entydig menneskelig funktion, og som har tilhørt en nu afdød person.
Foto: Ditte Lyngkær Pedersen
Se store billeder her →
Ditte Lyngkær Pedersen 2017. Blåtryk af cardigan. "Den
dufter stadig af min far." (citat fra bogen Phantom of the missing)
Foto: Ditte Lyngkær Pedersen
Se store billeder her →
Ditte Lyngkær Pedersen 2017. Blåtryk af farmors og farfars stol 106 x 78 cm. "Jeg lægger mit tøj på farmors eller farfars stol, når jeg skal i seng om aftenen." (citat fra bogen Phantom of the missing)
“Døden kan være uhyggelig. Jeg tror godt, at det kan blive en uhyggelig udstilling - men på den gode måde, på den konfronterende måde. Jeg håber, at det kan give et håb i det fællesskab, vi har om at mindes vores afdøde,” siger Ditte.

Tanken med udstillingen har været at lave en montage af ting, hvorfra det enkelte publikum selv kan skabe forbindelserne, forklarer Ane. Det er meningen at publikum skal kunne spejle sig selv og samtidig møde de mange følelser, kunstværkerne og genstandene rummer.

Bedstemor lever i lampen

Ud over at være kurator på udstillingen deltager Ditte Lyngkær Pedersen også med sit eget kunstværk. Det består af en samling fotogrammer (fotografiske billeder fremstillet uden brug af kamera, red.) af efterladte ting, som kommer til at hænge tæt sammen på den ene udstillingsvæg. De er alle lavet med den samme fotografiske teknik, cyanotopi, som også kaldes blåtryk. De fremkommer ved at placere et objekt oven på et stykke UV-lysfølsomt papir, som eksponeres i direkte sollys. Den karakteristiske blå farve (cyan) fremkaldes, når man efterfølgende putter papiret i vand.

Idéen til værket opstod, da hun arvede sin bedstemors lampe. Ditte fortæller:

“Jeg stod i et dilemma. Jeg gemte den jo, fordi det er hendes, og hun selv har lavet den. Men jeg synes faktisk ikke, den er særlig flot, så jeg har flyttet lidt rundt på den. I reolen, under trappen, hengemt i en kasse. Og så kom jeg på idéen med blåtryk, som gjorde, at jeg kunne fremkalde stemningen og nærværet af min bedstemor - uden at vise selve genstanden, som man ellers ofte ville gøre i antropologiske udstillinger.”
Foto: Ditte Lyngkær Pedersen
Se store billeder her →
Ditte Lyngkær Pedersen 2017. Blåtryk 30x40 cm. "Min mands træsko står stadig i entreen. Præcis som da han var hjemme. Det giver mig en følelse af, at han stadig er hos mig." (citat fra bogen Phantom of the missing)
Foto: Ditte Lyngkær Pedersen
Se store billeder her →
Ditte Lyngkær Pedersen 2017. Blåtryk af bedstemors lampe 56 x 76 cm.
Nogle af dem, som gemmer på ting fra afdøde, gør det måske, fordi de tror, at der er noget fra giveren, som lever videre i genstanden. Men mange gør det ganske ubevidst. Uden egentlig at ville det, kanaliserer de ånd, sjæl og minder ind i tingene, mener Ditte. Det vil hun gerne have kommer til udtryk, når hun udstiller de ting, hun selv - samt hendes familie og venner - går og gemmer på.

“Jeg håber, at man kan fornemme efterklangen af personen i blåtrykkene. Og at de fortæller en historie. Uret fortæller for eksempel en historie ved, at viserne er gået i stå. Men jeg kan også godt lide tanken om transformation gennem fremkaldelsesritualet, hvor den blå indigofarve kommer til at repræsentere noget harmonisk eller himmelsk.”

Samtidskunst på historisk museum?

Men hvorfor skal der nu udstilles samtidskunst på et kulturhistorisk og antropologisk museum som Moesgaard? Ditte mener ikke, at de to områder udelukker hinanden, tværtimod:

“Som antropologer og kunstnere har vi lidt de samme agendaer, når vi arbejder i verden. Vi vil gerne give udtryk for, hvad det vil sige at være menneske. Kunstens opgave er at være med til at beskrive det og rykke ved det. Hvad vil det sige at være mig - nu og her?”

Ane er enig i, at det har været frugtbart at arbejde på tværs af de to fag.

“Kunsten har en enorm stærk evne til at give form til nogle af de ting, som vi arbejder med antropologisk. Ved at tage udgangspunkt i meget personlige oplevelser, kan den forstørre følelser, så det reflekterer noget kulturelt,” siger hun.

Også emnet gør det oplagt at anvende kunst i udstillingen, ifølge Ditte:

“Døden er et meget abstrakt begreb. Måske kan kunsten være med til at frembringe nogle andre følelser og en forholden-sig-til, fordi der er en større metodemæssig frihed. Man kan give udtryk for oplevelser, man har haft, hvor man som antropolog skal arbejde mere analytisk, akademisk og videnskabeligt. Og mere generelt.”
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Susan Vargas - Offering to the Unknown God.
Foto: Line Beck
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Ditte Lyngkær Pedersen 2017. Phantom of the missing - del af udstillingen Fraværets Nærvær.

Døden i Cypern

En stor samling kasser og bokse er stablet op i den ene ende af det udstillingslokale på Moesgaard Museum, som skal danne rammen om Fraværets nærvær. De er fyldt med ting. Ting, der har tilhørt folk, som nu er døde. Eller bare afdøde? Eller måske bare “er” i en kontinuerlig form, i præsens.

“Der er en, der er kommet forbi med en fletning fra sin afdøde mor,” fortæller Ane med lys i øjnene. “Det stiller nogle ret interessante spørgsmål. Hvor meget af vores sjæl er forbundet med kroppen? Er fletningen i virkeligheden en del af et lig? Og skal det så begraves? Ville det være anderledes med en tand eller en arm? Hvornår er det “menneske nok” til, at det kan sendes igennem en rituel proces, som giver en afslutning?”

Spørgsmålet om legemets betydning er et tema, som især knytter an til den del af udstillingen, der udspringer fra det engang så borgerkrigshærgede Cypern - fortalt gennem de udstillende kunstneres værker. Ditte har også interviewet cypriotere, som bruger meget af deres liv på at søge efter afdøde familiemedlemmers jordiske rester.

“I sådanne tilfælde bliver døden ekstremt præsent. Så kommer fraværet til at fylde hele din verden,” siger Ditte.

På Cypern tager man også mere hånd om den døde, fortæller hun, både med en lang række religiøse ritualer, men også på et mere lavpraktisk niveau. Det har kunstneren Ergenc Korkmazel skildret i kunstværket There is a Black Cat Eating my Liver, som er en fotoserie af hans bedstefar, der bliver begravet i det besatte område af det nordlige Cypern. Her kan man se, hvordan familien selv begraver den døde. Landsbyen har kun én fælles kiste, som alle afdøde bliver transporteret i, hvorefter de bliver begravet direkte i jorden. Her er ingen individuelle kister som i Danmark.
Foto: Ditte Lyngkær Pedersen
Se store billeder her →
Fletningen stammer fra en dansk kvinde og er blevet bevaret af hendes efterladte - del af udstillingen Fraværets nærvær.
Foto: Ergenc Korkmazel
Se store billeder her →
Foto fra Ergenc Korkmazel’s serie There is Black Cat eating my Liver. På billedet ses, hvordan familiemedlemmerne begraver hans bedstefar, som er svøbt i et ligklæde, kaldet en Kafdan.

Et lys i mørket

Ditte Lyngkær Pedersen og Ane Bonde Rolsted er klare i mælet, når de skal forklare, hvad det højere formål med udstillingen er: De vil gøre op med den institutionaliserede død og inspirere folk til at tage ritualerne tilbage. Ane siger:

“I Danmark har vi en tendens til at antage, at når et menneske dør, så afsluttes relationen. Men hvad skal man så gøre af alle de her følelser; af kærlighed, frustration, uafsluttethed. Det handler ikke om at tage afsked, men om at sige: hvordan vil jeg fortsætte det her?”

Og der kan godt rokkes ved, hvordan vi mindes de døde, mener hun, for der er ingen drejebog for, hvordan kultur opstår og videreføres:

“Kultur bliver lynhurtigt noget, man ser som statisk - for eksempel jul og danskhed. Vi opfatter det som noget, vi ved, hvad er; som der ikke ændres ved. Men kultur produceres og reproduceres hele tiden af både individer og grupper,” siger Ane.

Begge kuratorer mener på et personligt plan, at vi har gemt døden for meget væk i Danmark. Og hvis man taler med de døde, kan man let blive taget for en clairvoyant type, der har afskrevet sig hele naturvidenskaben. Det, der mangler, er et rum, hvor vi kan tale om - og måske med - vores afdøde. Ditte siger:

“Døden herhjemme er meget stille. Jeg synes, vi skal skabe nogle flere fællesskaber og nogle flere ritualer omkring det, for det fylder jo lige meget hvad. Man skal ikke lukke det ned, men dele det. Tale om det. Det hele handler i bund og grund om, at vi bliver nødt til at forholde os til det uomgængelige faktum, at vi alle sammen skal dø. Og at vi højst sandsynligt vil opleve at miste, hvis vi lever længe nok - selvom det er trist.“

FAKTA:

Fraværets nærvær åbner officielt den 23. september og kan ses frem til den 7. januar 2018.

Udstillingen er produceret med støtte fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Pafos 2017 samt Statens Kunstfond.

Værker af: Camilla Monsrud (DK), Ditte Lyngkær Pedersen (DK), Emil Westman Hertz (DK), Ergenc Korkmazel (CY), Rinos Stefani (CY), Susan Vargas (CY), Yiannos Economou (CY).

Link til udstillingens hjemmeside samt programmet for åbningen den 23. september.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: